2 franske sejre på Red Bull Ring (Update)

Det blev fransk sejr i både LMP2 og LMP3, da European Le Mans Series 4 timers løbet på Red Bull Ring blev kørt idag.

Løbet startede dramatisk da G-Drive Racing #38 havde et sammenstød med DragonSpeed #21 og derved fik en sivepunktering, som kostede et tidligt pitstop. Men bilen kom flot tilbage, og var hurtigt tilbage i top 3 igen. De kom dog i yderligere problemer med ca 1 time tilbage af løbet, da Pegasus Racing #29 spandt lige foran bilen, så de måtte ind og have en ny forlygte og skærm på LMP2 raceren. Top 3 placeringen kunne dog forsvares.

Bilen på Pole Position, Paniz Barthez Competition kom også hurtigt i problemer, da løbsledelsen først gav dem en drive-through straf for ikke at have udført starten korrekt. Derudover fik de mekanisk flag da kun en af bilens forlygter virkede. Og herefter stødte den sammen med JMW Motorsport #66 og fik det sort/hvide advarselsflag for denne situation.

Thiriet by Tds Racing #46 havde også et problem med en manglende forlygte, så den måtte ind og have en ny næse på bilen – og det endda hele 2 gange i løbet. Men alligevel var det ikke nok til at tage sejren fra dem.

Eurasia Motorsport #33 tog 2. pladsen i LMP2.

#46 THIRIET BY TDS RACING (FRA) / ORECA 05 - Nissan - ELMS 4 Hours of Red Bull Ring - RedBull Ring Circuit - Spielberg - Austria Photo Copyright 2016 Gabi Tomescu/AdrenalMedia.com
#46 THIRIET BY TDS RACING (FRA) / ORECA 05 – Nissan – ELMS 4 Hours of Red Bull Ring – RedBull Ring Circuit – Spielberg – Austria
Photo Copyright 2016 Gabi Tomescu/AdrenalMedia.com

Efter knapt 2 timer af løbet blev der Full Course Yellow, da Villoba Corse #7 i LMP3 klassen satte sig fast i gruset, og de måtte sende bjergningsmateriel ud til bilen. Senere i løbet måtte der endnu engang FCY til, da Krohn Racing #40 med teamejeren selv bag rattet, satte bilen i gruset.

I GTE førte JMW Motorsport #66 gennem de første ca 1½ time af løbet, inden at den havde et spin og mistede føringen. De kom dog stærkt igen, og endte med at tage sejren i klassen foran AF Corse #51 og AT Racing #56. Der var masser af drama i klassen i løbets sidste time, da Aston Martin Racing #99 lå på andenpladsen, og først blev overhalet af 51’eren i en noget brutal manøvre med kontakt mellem de 2 biler, og senere også af 56’eren.

I LMP3 brød Duqueine Engineering #19, United Autosports #2 sejrsrække, og snuppede sejren foran netop denne bil. På 3. pladsen fik vi 360 Racing #6.

UPDATE – #19 fik efterfølgende en tidsstraf pga for kort pitstop iflg reglementet i LMP3. Derved gik sejren til #2.

De 2 hold med danske islæt havde en rigtig møjdag på kontoret. Formula Racing manglede hele weekenden fart, og en kollision med en LMP3 bil midtvejs i løbet, gjorde desværre heller ikke forholdene bedre. Så de sluttede på 7. pladsen i GTE. Morten Dons viste personligt god fart i LMP3 raceren for RLR MSport og havde kørt den helt op til 10. pladsen i klassen, men problemer med bilen gjorde at de sluttede på en skuffende 15. plads.

Næste gang at ELMS er på banen, er 28. august, når serien gæster sydfranske Paul Ricard.

Relaterede nyheder