Michelin Le Mans Cup udvider med LMP3

European Le Mans Series har netop annonceret at de udvider Michelin GT3 Le Mans Cup til også at inkludere LMP3 biler i 2017.

Serien har haft blandet succes i 2016, med et 2 timers løbsformat, hvor man er 2 kørere på hver bil. Der har været mellem 11 og 13 startende til hver weekend, og det er lidt i underkanten til at skabe et spændende ræs, hvor der stadig er en sportsvogns stemning over det.

LMP3 bilerne vil fortsat være tilladte i European Le Mans Series, hvor løbene fortsat er på 4 timer med op til 3 kørere pr bil. Så de 3 klasser – LMP2, LMP3 og GTE vil fortsat være at finde i ELMS serien 2017.

Car #15 / RLR MSPORT / GBR / Ligier JS P3 - Nissan / Morten Dons (DNK) / Ossy Yusuf (GBR) - Photo: AdrenalMedia.com
Car #15 / RLR MSPORT / GBR / Ligier JS P3 – Nissan / Morten Dons (DNK) / Ossy Yusuf (GBR) – Photo: AdrenalMedia.com

ELMS har haft en kæmpe succes gennem 2016 sæsonen, hvor der typisk har været mere end 20 startende LMP3 biler til hver afdeling. Her håber arrangørerne nok på at de mange teams vil tage en ekstra bil med hver, og så samtidig deltage i det der fra næste år kommer til at hedde Michelin Le Mans Cup.

Sæsonen kommer mere eller mindre til at følge ELMS sæsonen, dog med sæsonstart på Monza, inden at de tager til 24 timers løbet på Le Mans, hvor de har et 60 minutters løb lørdag morgen under titlen Road To Le Mans. Herefter følger de ELMS resten af sæsonen.

Road To Le Mans løbet havde 37 startende biler i år, hvor der var åbent for både LMP3 samt GT3 biler. Mange af disse biler var de normale ELMS LMP3 biler, så vi kommer nok ikke til at se helt så mange gennem hele sæsonen. Men alene OAK Automotive har snart produceret 50 LMP3 biler, som er at finde verden over! Dertil kommer de 3 andre konstruktører, som stadig producerer LMP3 biler, efter at Ginetta hoppede af vognen i slutningen af 2015.

Udover ELMS, har LMP3 bilerne også kørt i AsLMS samt div. andre løbsserier verden over. Fra næste år kommer de også til USA, hvor de kommer ind over IMSA vingerne, hvor de kan deltage i IMSA Prototype Challenge presented by Mazda. Derduover har Creventic, som står bag bl.a. 24 timers løbet i Dubai, annonceret at de også indfører en løbsserie, hvor LMP3 biler kan deltage.

Så der bliver kamp om bilerne i 2017 – men så er det jo godt at der er næsten 7 måneder til sæsonstarten på Monza, så der kan blive produceret endnu flere.

Relaterede nyheder