Toyota dominans i FP3

Der var total Toyota dominans da FP3 blev kørt på Spa Francorchamps i formiddags.

Nummer 8 var hurtigst, efterfulgt af nummer #7 og #9. Faktisk var bedste tid mellem #8 og #7 blot 0,005 sekund fra hinanden! Porsche #1 og #2 fulgte efter, men godt et sekund fra Toyota tiderne. ByKolles Racing Team #4 fortsætter med at skære mere og mere af deres omgangstider, og nærmer sig fronten af LMP2 tiderne. Men hvis de ikke får noget mere fart på, vil vi opleve LMP2 kørere klage over dem, ligesom vi så på Silverstone, hvor de hakkede LMP2 feltet midtover gennem det første stint. ByKolles raceren er utrolig hurtig når det går ligeud – faktisk 320,6 km/t, mens svinghastighederne, er hvor de taber – og det er der at LMP2 bilerne har deres force.

ByKolles Racing Team #4
Photo: JJ Media

I LMP2 var G-Drive Racing #26 hurtigste bil, tæt forfulgt af David Heinemeier Hansson’s Vaillante Rebellion #13. Tidsforskellen ned til 3. hurtigste, Jackie Chan DC Racing #38, tyder på at der enten var nye dæk og/eller 2 meget let tankede biler, da der er en tidsforskel på godt halvandet sekund. Nytilkomne Tockwith Motorsports kommer stille og roligt længere frem i LMP2 feltet. De er eneste Ligier JSP217 mod alle de andre ORECA 07 biler var 9. hurtigst i klassen. Men det er et dejligt syn med en markant anderledes udseende LMP2 bil, så vi kan kun glæde os til Le Mans, hvor Dallara og Riley også kommer med.

Tockwith Motorsports #34
Photo: JJ Media

AF Corse fik (måske efter vores opfordring) skruet lidt på bilerne henover natten, og fra at være 5. og 6. hurtigst i begge træninger i går, var de nu 1-2 i denne træning, med 51’eren foran 71’eren. Herefter fulgte de to Ford Chip Ganassi Team UK biler med #67 foran #66. AMR #95 med Nicki Thiim, Marco Sørensen og Richie Stanaway var langsomst i GTE Pro klassen, men med meget konstante tider på først 2:18 og derefter 2:21, kunne det tyde på at det har arbejdet på løbssetuppet. Michael Christensen og Kevin Estre i Porsche #92 var tilbage på banen igen, efter at bilen var blevet repareret. I en hurtig snak med Michael her til morgen, sagde han at det primært var et hjulophæng og diverse karosseridele som skulle skiges – men ikke noget alvorligt. De kørte 7. hurtigste tid – 0,2 sekund fra holdkammeraterne i #91.

AF Corse Ferrari #51
Photo: JJ Media

I GTE Am var Dempsey-Proton Competition #77 hurtigste bil foran Aston Martin Racing #98 og Clearwater Racing #61. Sidstnævnte havde en lidt for nærgående oplevelse med Jackie Chan DC Racing #38 med Thomas Laurent bag rattet, da de 2 biler kolliderede og spredte småstumper ud på banen, hvilket krævede en kort Full Course Yellow, til at få ryddet op.

Dempsey-Proton Racing #77
Photo: JJ Media

Nu er holdene ved at gøre bilerne klar til kvalifikationen, som starter 14.50 for GTE bilerne og 15.25 for LMP bilerne.

Relaterede nyheder