Omskiftelig weekend på Lausitzring

Det blev en meget omskiftelig weekend på Lausitzring, da 2. løbsweekend af ADAC GT Masters blev kørt på den østtyske bane.

Det omskiftelige var dog ikke vejret, som var forrygende varmt hele weekenden. Men blandingen af hold og bilmærker i toppen af både kvalifikationerne og de 2 løb.

Mercedes-AMG Team Zakspeed #21 med Luca Stolz/ Luca Ludwig tog Pole Position foran Mercedes-AMG Team HTP Motorsport #48 med Indy Dontje/Marvin Kirchhöfer og med Precote Herberth Motorsport Porsche #99 kørt af Sven Müller og Robert Renauer i 3. position.

Precote Herberth Motorsport Porsche #99 kæmpede sig stille og roligt op fra 3. startposition og overhalede konkurrenterne en efter en. Et afgørende punkt kom da Luca Stolz stødte sammen med Christopher Mies i Montaplast by Land-Motorsport #1. Mies kom ud fra pitten, og da de to biler rørte hinanden, røg Stolz af banen og Robert Renauer i #99 kunne overtage føringen. Herefter kunne Sven Müller køre bilen hjem til sejr, mens Luca Ludwig skyggede ham gennem sidste halvdel af løbet.

Ezequiel Perez Companc/ Mirko Bortolotti i GRT Grasser Racing Team Lamborghini #19 sluttede på 3. pladsen, efter at være startet 6’er.

Precote Herberth Motorsport #99
Photo: Gruppe C Photography

Søndag var der dog endnu et løb der skulle køres.

Dagen startede med en ny kvalifikation, og her var det GRT Grasser Racing Team Lamborghini dominans med #19 foran #63, hvor at Montaplast by Land-Motorsport #2 skulle starte som 3’er.

Det lykkedes Ezequiel Perez Companc/ Mirko Bortolotti i #19 at tage sejren, i et løb som de havde godt styr på. BMW Team Schnitzer #42 med Ricky Collard/Philipp Eng lå længe på andenpladsen, efter at være startet 7’er, men de kunne ikke holde farten i anden halvdel af løbet, og faldt tilbage på 5. pladsen.

I stedet var det Montaplast by Land-Motorsport #1 med de forsvarende mestre Connor de Phillippi/Christopher Mies som sluttede 2’er og GRT Grasser Racing Team #63 med Rolf Ineichen/Christian Engelhart på den sidste podieplads.

Det blev til en skidt weekend for Nicolai Sylvest som døjede med bilen gennem hele weekenden. I det første løb udgik han og holdkammeraten i Mercedes-AMG Team Zakspeed, Nikolaj Rogivue, mens det i andet løb blev til en skuffende 18. plads, ca midt i feltet.

Start Race 2
Photo: Gruppe C Photography

Lørdagens vindere, Precote Herberth Motorsport #99, kom ikke i mål, da de efter en kollision fik en punktering, og ikke kunne fuldføre løbet.

De fører dog stadig mesterskabet foran GRT Grasser Racing Team #19 og Callaway Competition Corvette #77 med Jules Gounon/Daniel Keilwitz. De førende efter første weekend, Ricky Collard/Philipp Eng i BMW Team Schnitzer #42 indtager nu 4. pladsen, med de forsvarende mestre Connor Di Phillippi/Christopher Mies på 5. pladsen.

Næste løb i ADAC GT Masters er om 2½ uge på Red Bull Ring i Østrig.

Relaterede nyheder