Land Motorsport vinder nervepirrende 24 timers løb

Land Motorsport #29 vinder et utroligt nervepirrende 24 timers løb på Nürburgring.

Teamet med Connor Di Phillippi, Christopher Mies, Kelvin van der Linde og Markus Winkelhock førte størstedelen af løbet, men det var langt fra nogen nem opgave for dem. Der var masser af bump på vejen…

Glickenhaus #704 startede fra Pole Position men føringen veksleede flere gange med både Audi Sport Team WRT #9 samt Land Motorsport #29.

Ca 2 timer inde i løbet bliver #704 ramt af en Mercedes under en overhaling, og må herefter i pitten til reparationer, hvilket kostede enhver chance for sejr.

ROWE Racing BMW #98 var i føringen af løbet i 3 omgange, men fra det punkt og indtil målflaget, var det et Audi show.

#29 og #9 lå og kæmpede, men primært med #29 i føring.

Photo: Gruppe C Photography

Med ca halvanden time tilbage af løbet var der drama omkring #29. Kelvin van der Linde var lige kommet i bilen, og på vej ud af pitten gik motoren i nødprogram. Han forsøgte at genstarte den flere gange rundt på Grand Prix delen af banen, men han fik ikke problemet løst. I stedet for at køre ud på den lange Nordschleife, dykkede han i pit med det samme, og det kostede ham føringen af løbet. Mekanikerne fik hurtigt nulstillet en sensorfejl på bilen, og sendte ham tilbage på banen – nu på 3. pladsen.

Audi Sport Team WRT nummer 9 med Rene Rast bag rattet havde overtaget føringen, og så ud til at kunne køre en nogenlunde sikker sejr i hus, da han havde et pænt forspring til ROWE Racing BMW #98.

Opel Manta #122
Photo: Gruppe C Photography

Nordschleife byder dog altid på overraskelser – og mindre end 30 minutter før mål begyndte det at regne kraftigt på dele af banen.

Land Motorsport #29 havde bilen inde til tankning for sidste gang, og her lavede van der Linde en fejl, da han var ved at køre med benzinstudsen i bilen. Teamet fik ham hurtigt stoppet igen, og skulle herefter videre med at tanke. Sekunderne løb, og her traf teamet så den altafgørende beslutning – regndæk!

Mens ROWE Racing BMW #98 og Audi Sport Team WRT #9 kørte rundt ude på banen på slicks, kunne regndæk være det rigtige valg.

Photo: Gruppe C Photography

Efterhånden som tv kameraerne viste mere og mere af den kringlede bane ude i skoven, var det tydeligt hvad der var det rigtige valg – og det var regndæk.

På blot 1 omgang hentede Kelvin van der Linde første Nicky Catsburg i ROWE Racing BMW #98 og herefter føringen fra Rene Rast i #9. Alle bilerne som kørte på slicks sneglede sig afsted, som hvis en personbil bliver overhalet af en Formel 1 bil.

På starten af løbets sidste omgang dykkede både #9 og #98 i pit efter regndæk, men sejren var kørt med små 30 sekunder.

Catsburg og BMW’en var dog den hurtigste af forfølgerne, og distancerede Rast med godt 20 sekunder ved målstregen.

Aston Martin #7
Photo: Gruppe C Photography

Et helt sensationelt drama for Land Motorsport #29, som så ud til at have tabt alt på gulvet, og så alligevel tog den store pris.

Nicolaj Møller Madsen var en del af Phoenix Racing Audi #5. Lørdag aften lå det på en 3. plads med Møller Madsen i bilen, da han laver en katastrofal fejl og hamrer bilen i autoværnet med høj fart. Han fik humpet bilen tilbage i pitten, og herefter skulle teamet bruge en times tid på at få den køreklar igen. Enhver podiechance var derfor forduftet. De endte med at slutte på en meget skuffende 19. plads

Land Motorsport #29
Photo: Gruppe C Photography

Michael Christensen var en del af den bedstplacerede Porsche 911 GT3 R #31 for Frikadelli Racing teamet i 6. position. Porsche var aldrig for alvor med i kampen om podiet, og sluttede endda også bag den bedstplacerede Mercedes-AMG GT3 #1.

Aston Martin #7 med Nicki Thiim blev klassevinder i SP8, hvor de førte det meste af løbet.

Det blev til et meget kort løb for Niels Borum. Med Securtal Sorg Rennsport #39 blev det blot til 9 omgange inden at deres løb var slut.

Phoenix Racing #5 uheldet, lige før at bilen med Nicolaj Møller Madsen rammer autoværnet
Photo: Gruppe C Photography

Kasper H. Jensen sluttede 4’er i Cup 5 klassen i en BMW M235i med nummer 237 på siden.

Claus Grønning i Renault Clio Cup #127 sluttede 10’er i SP3 klassen.

Næste gang at størstedelen af bilerne skal på banen, er om 24. juni, når 3. afdeling af VLN mesterskabet køres. N24 er dog ikke tællende til det mesterskab, men mange af holdene går alligevel igen.

Relaterede nyheder