WEC på Nürburgring med flere uvante ansigter

Når FIA World Endurance Championship kører ud på Nürburgring om 2 uger, bliver det med adskillige uvante ansigter bag rattet.

Hos LMP1 holdene er der ingen ændringer, og både Jose Maria Lopez og Sebastien Buemi har, ifølge deltagerlisten udsendt af WEC i dag, prioriteret FIA WEC mesterskabet fremfor Formel E mesterskabet, der kører den samme weekend i New York.

Hos LMP2 er der flere nye ansigter. Vaillante Rebellion #13 med David Heinemeier Hansson og Mathias Beche får Pipo Derani med i bilen i stedet for Nelson Piquet Jr, mens Julien Canal og Bruno Senna i #31 får Filipe Albuerquerque med i stedet for Nico Prost.

Aston Martin Racing #95, #97, AF Corse etc
Photo: JJ Media

G-Drive Racing #26 har Roman Rusinov og Pierre Thiriet som de to faste kørere, mens Ben Hanley erstatter Alex Lynn – Lynn skal køre Formel E i stedet for Jose Maria Lopez.

CEFC Manor TRS Racing #24 har erstattet Jean-Eric Vergne med Roberto Merhi, der så skal køre bilen sammen med Tor Graves og Jonathan Hirschi.

Signatech Alpine Matmut stiller med både #35 og #36. Der var ellers snak om at #35 ville blive parkeret igen efter Le Mans, men den er altså som minimum med til løbet i Tyskland. Nicolas Lapierre er også tilbage i #36 efter hans to Toyota løb i LMP1, og teamet siger derfor tak for hjælpen til Romain Dumas.

Tockwith Motorsports #34 har fået så meget smag for FIA WEC at de også deltager ved denne afdeling – dog kun med Nigel Moore og Philip Hanson. Karun Chandhok har travlt med at være Formel 1 ekspert på Silverstone den weekend.

TDS Racing #28, Signatech Alpine Matmut #35, Jackie Chan DC Racing #37 etc
Photo: JJ Media

Så kommer vi til GTE Pro. Her har alle holdene på nær Aston Martin Racing #97 sagt farvel til deres 3. kører. Marco Sørensen og Nicki Thiim fortsætter derfor som et makkerpar, mens de har sagt farvel til Richie Stanaway. Michael Christensen fortsætter alene sammen med Kevin Estre, som ved de to første afdelinger. Og som vi nævnte i går, skal Toni Vilander erstatte Sam Bird hos AF Corse Ferrari #71.

Alle 5 GTE Am biler kører med den samme line-up som de gjorde ved de første afdelinger, hvor Miguel Molina er tilbage hos Spirit of Race #54 efter hans AF Corse besøg til Le Mans.

6 timers løbet på Nürburgring skal køres den 14.-16. juli.

Relaterede nyheder