Mercedes forlader DTM – fokuserer på Formel E

Mercedes har netop sendt en pressemeddelelse ud, hvor de oplyser at de forlader DTM efter 2018 sæsonen, og i stedet skifter fokus til Formel E.

Deres Formel E team starter fra sæson 6, det vil sige 2019/20 sæsonen.

Mercedes har været med i DTM siden serien blev genopfundet i 2000, og har siden da vundet 7 kørertitler og 9 konstruktør titler.

De startede første gang i den gamle DTM serie i 1988, hvor de i løbet af 26 løbssæsoner har vundet 10 kørertitler, 13 konstruktørtitler, 183 sejre, 128 Pole Positions og 540 podieplaceringer.

Danske Kurt Thiim var fabrikskører for Mercedes i DTM gennem slutfirserne og start halvfemserne, ligesom Jan Magnussen også kørte for dem i 1995/96.

Lucas Auer, Mercedes-AMG C63 DTM
Photo: JJ Media

Deres indtil videre seneste kørertitel kom i 2015 med Pascal Wehrlein, der herefter skiftede til Formel 1 med Manor. Det samme skete med deres 2010 mester Paul Di Resta, som skiftede til Force India. Inden da havde deres 2000, 2001, 2003 og 2006 mester Bernd Schneider også været i Formel 1, mens deres 2005 mester, Gary Paffett, ikke kom længere en rollen som testkører hos først McLaren, og nu hos Williams F1.

Det er helt sikkert et hårdt stød i nyrerne for DTM serien, hvor Audi Sport allerede fra 2017/18 sæsonen deltager i Formel E som fabrikshold, mens BMW begynder at komme som officielt fabrikshold i 2018/19, plus deres for 2018 nystartede Le Mans program.

2018 sæsonen kan meget vel være sidste sæson at vi ser DTM i denne omgang – en serie der tidligere holdt pause mellem 1996 og 2000.

Der er intet nyt omkring hvilke kørere der skal køre for dem i Formel E, ej heller hvad der skal ske med DTM kørerne, når 2018 sæsonen er slut. Men Mercedes har adskillige kundehold i GT3 løb, så der vil nogle af de 6 kørere sandsynligvis skifte hen.

Relaterede nyheder