BMW lørdag i Zandvoort

Der skete ting og sager i mesterskabsstillingen da den 11. afdeling af dette års DTM mesterskab blev kørt i Zandvoort.

I startopstillingen var der totalt BMW front, med Timo Glock foran Augusto Farfus, Marco Wittmann og Maxime Martin. Herefter kom Rene Rast og Loic Duval i Audi, inden at Tom Blomqvist i BMW sneg sig ind foran bedste Mercedes mand, Gary Paffett. En kvalifikation med en pludselig regnbyge snød den mesterskabsførende Mattias Ekström, så han blot skulle starte 10’er mens bedste Mercedes mand i mesterskabet, Lucas Auer, var helt tilbage på 16. pladsen.

Løbet var specielt for Bruno Spengler da det var hans DTM løb nummer 150. Han startede dog blot fra 17. startposition.

Banen var dog tørret op igen til løbet, så tilskuerne igen kunne klappe paraplyerne sammen, og i stedet tage solbriller på.

De første sving forløb uden problemer, inden at Maro Engel havde en tur igennem gruset i det hurtige højresving, sving 6.

Tom Blomqvist og Mike Rockenfeller dykkede i pit til deres obligatoriske pitstop allerede efter første omgang, og håbede på at få en fordel af det.

Loic Duval fik en 5 sekunders pitstop straf, da han lavede en tyvstart, og det sendte ham langt udenfor pointene.

Augusto Farfus var bagerst BMW af de 4, og brugte alle midler til at holde Rene Rast i Audi bag sig – nogle gange endda lidt af græsset.

Imens kunne Timo Glock, Marco Wittmann og Maxime Martin stikke af i front.

Timo Glock
Photo: JJ Media

Mattias Ekström var den næste mand til at dykke i pit, og kom herefter ud af pitten som allersidste mand. Han fik dog forbremset sig i sving 1, og måtte en tur igennem gruset, og tog samtidig adskillige kilo småsten med på banen, som han så selv endte med at spinde rundt på 2 sving senere.

Løbsledelsen valgte at give Farfus det sort/hvide advarselsflag, da han skiftede retning flere gange på langsiderne. Han blev dog ved med at køre slingrekurs ned af langsiden.

På 8. omgang gik Wittmann og Martin i pit, og kom tilbage på banen som de to forreste med pitstop. Derved havde de andre køreres tidlige pitstop gamble ikke båret frugt – i det mindste hvad angik føringen.

Omgangen efter kom Timo Glock ind til et stop, hvor alt gik planmæssigt, og kom ud som første mand med et pitstop.

Lucas Auer havde en lille tur i gruset, efter han fejlvurderede et overhalingsforsøg på Nico Müller. Auer kom dog hurtigt tilbage på banen, men kørte rundt på banen som næstsidste mand.

Herefter faldt løbet til ro, og kun Rene Rasts alt for længe venten på at køre i pit, og han derved røg tilbage på 9. pladsen, var det eneste der skabte lidt røre i stillingen.

Timo Glock kunne køre sejren hjem foran Marco Wittmann og Maxime Martin – BMW 1-2-3.

Sejren kombineret med Ekström, Auer, Rockenfeller og Rast ikke havde den bedste dag, gjorde at Glock hoppede helt op på 4. pladsen i mesterskabet, bag Rast, Ekström og Auer.

Weekendens andet løb køres i morgen, søndag.

 

Relaterede nyheder