Porsche GT med WEC og IMSA dream teams

Porsche har her til aften afholdt Night of Champions, hvor de traditionen tro offentliggør planerne for den kommende sæson.

Selv om Porsche har lukket ned for deres LMP1 program, satser de massivt på Le Mans i GT klasserne, hvor de stiller med nogle fantastiske kører line-ups i 2018.

Alle bilerne til FIA WEC og Le Mans er selvfølgelig under forudsætning af at de får starttilladelse. Men et traditionsmærke som Porsche burde være sikret, med den seriøsitet og kører sammensætning som de netop har meldt ud.

FIA WEC sæsonen kommer til at bestå af Richard Lietz og Gianmaria Bruni i #91, mens Michael Christensen og Kevin Estre får genvalg i #92. Begge disse line-ups er for hele 2018/19 sæsonen.

Til Le Mans 2018 kommer Fred Makowiecki med i #91, mens Laurens Vanthoor kører med #92.

Porsche #91
Photo: JJ Media

Derudover stiller Porsche til start med de to IMSA biler, som også får to helt fantastiske kørersammensætninger. Patrick Pilet, Nick Tandy og Earl Bamber skal deles om #93, mens Timo Bernhard, Romain Dumas og Sven Müller skal styre #94 rundt på den franske bane.

Det kan virke lidt mærkeligt at Porsche bryder Lietz/Makowiecki kombinationen i FIA WEC, da de to kørte en andenplads hjem i mesterskabet i 2017. Det stod dog klart fra Dag 1, hvor Bruni blev ansat, at han skulle være en del af deres WEC line-up, og så var spørgsmålet blot hvem der skulle opgive pladsen. Heldigvis, med danske briller, blev det ikke Michael Christensen i #92. #92 har haft en meget svingende sæson, hvor de har været forfulgt af uheld og påkørsler. Men Porsche har valgt at beholde de to unge kørere i endnu en sæson, hvor de så med garanti også skal præstere begge to, for at kunne holde fast på WEC sæderne i 2019/20 sæsonen.

Porsche #92
Photo: JJ Media

I WeatherTech SportsCar Championship skal Nick Tandy og Patrick Pilet deles om #911 gennem hele sæsonen, mens Earl Bamber og Laurens Vanthoor får #912.

Til TPNAEC løbene kommer Fred Makowiecki med i #911, og Gianmaria Bruni hopper med i #912 ved Daytona, Sebring, Watkins Glen og Petit Le Mans.

Det er noget nær den stærkeste line-up som man overhovedet kan præstere. Alle 12 kørere er blandt de allerbedste GT kørere i verden, og bilerne vil ikke blive kørt med 99,8% men nærmere 100,2% hele tiden.

Det forventes at der kommer flere Porsche nyheder senere på aftenen, hvad angår privatholdene i Europa og USA.

Relaterede nyheder