MR Racing går efter FIA WEC

MR Racing har lagt en billet ind på næste års FIA World Endurance Championship.

Teamet planlægger at stille op med en Ferrari 488 GTE som drives af AF Corse, og har allerede kørerbesætningen klar.

Teamejer er den 50 årige Motoaki Ishikawa, der skal køre sammen med sin holdkammerat fra Blancpain tiden, den to år yngre Olivier Beretta. Beretta har en kæmpe erfaring med i bagagen fra både Formel 1, Le Mans og ikke mindst ALMS/IMSA, hvor han gennem mange år var fabrikskører for først Corvette og sidenhen Risi Competizione samt AF Corse i FIA WEC.

Eddie Cheever III bliver tredjemanden i den bil, der ønsker at stille op i GTE-Am klassen. 24 årige Cheever III har gang i flere sportsvognsprogrammer i 2018, hvor han også rygtes til IMSA serien.

Graphics: MR Racing

Beretta og Ishikawa testede bilen i forbindelse med Bahrain testdagen umiddelbart efter sæsonafslutningen 2017, og Ishikawa kørte nogle respektable tider, i forhold til at det var første gang at han kørte i en GTE bil, helt uden ABS, som der ellers er på GT3 bilerne, som han har kørt hidtil.

Motoaki Ishikawa er bronze køreren i bilen, mens Cheever er sølvkører. Beretta går sine sidste to sæsoner i møde som platin kører, da man automatisk rykker et trin ned af stigen, når man fylder 50 år – ikke at der er den store forskel på platin og guldkører, og hvad de får lov til at køre.

Spændingen for MR Racing teamet bliver udløst den 9. februar, hvor de sammen med alle de andre håbefulde FIA WEC, Le Mans og ELMS deltagere får at vide om de har fået startilladelse til klasserne.

Relaterede nyheder