TDS Racing klar med deres 2018 kørere

Selv om at der er over 3 måneder til sæsonstarten i FIA WEC, har TDS Racing mandskabet klart, såfremt at de får starttilladelse igen i 2018/19.

Francois Perrodo og Matthieu Vaxiviere fortsætter samarbejdet i ORECA 07 Gibson #28, mens de får en ny 3. mand i bilen.

Emmanuel Collard skal ikke sidde bag rattet for teamet, men bliver i stedet erstattet af hans landsmand, og tidligere Le Mans vinder, Loic Duval.

Duval har kørt Le Mans i både en Peugeot og en Audi, men har det seneste års tid primært kørt DTM for Audi Sport. Han kørte dog også Formel E for Dragon Racing i 2016/17 sæsonen og fik en enkelt start i LMP2 i FIA WEC i Bahrain, hvor han sad i G-Drive Racing #26, som dog blev serviceret af TDS Racing holdet. Derudover startede han også i LMP2 ved Daytona 24 timers løbet, hvilket han også skal i 2018.

Audi Sport har endnu ikke offentliggjort deres 2018 kører line-up i DTM, men hvis Duval skal køre både FIA WEC og DTM næste år, skal han foretage et valg allerede ved åbningsløbene på henholdsvis Spa Francorchamps og Hockenheim, som begge køres samme weekend. Så fremtiden må vise, hvor Duval er at finde den 5. maj.

Matthieu Vaxiviere, Emmanuel Collard, Francois Perrodo
Photo: JJ Media

Perrodo og Collard har kørt sammen siden 2013, hvor de først kørte to sæsoner hos Prospeed Competition teamet i en Porsche GTE-Am bil, efterfulgt af to sæsoner hos AF Corse i en Ferrari F458 Italia GT2. Sammen tog de springet op i LMP2 i 2017, hvor Collard gennem alle sæsonerne har fungeret som driver coach for Perrodo.

TDS Racing har været et fast hold i ACO serier siden 2011, hvor de startede med at køre European Le Mans Series. I 2017 tog de springet op til FIA WEC, hvor de startede sæsonen med at tage en 3. plads på Silverstone, hvorefter tendensen desværre var lidt faldende henover sæsonen. Men nu får de altså nyt blod ind i teamet, som forhåbentlig kan få teamet op i nærheden af podiepladserne igen.

Den 9. februar bliver det offentliggjort om holdet får starttilladelse i FIA World Endurance Championship 2018/19.

Relaterede nyheder