Usandsynlig tæt kvalifikation i Thailand

Det blev en helt fænomenal kvalifikationen, da startplaceringer til 2017/18 sæsonens 3. afdeling af Asian Le Mans Series i Buriram skulle fordeles.

14 biler fordelt på 4 klasser skulle på banen, og mens spændingen i GTCup var til at overse, med kun Team NZ Porsche #77 til start, så skulle der blive nogle helt fantastiske kampe i de tre andre klasser.

Med 26 graders lufttemperatur var forholdene rigtig gunstige for holdene, og ikke mindst meget varmere end den anden afdeling på Fuji, hvor man havde problemer med bare at få tocifrede grader.

Først skulle de 5 LMP2 og 5 LMP3 biler ud på banen.

Jackie Chan DC Racing X JOTA #8
Photo: Asian Le Mans Series

BBT #37 med Pipo Derani bag rattet var den første mand til at sætte en tid blandt LMP2 bilerne, men Thomas Laurent i Jackie Chan DC Racing X JOTA #8 ville bare ikke overgive sig frivilligt.

Jazeman Jaafar i Jackie Chan DC Racing X JOTA #7 forsøgte også at blande sig i kampen men måtte nøjes med 3. bedste tid i kvalifikationen – kun 0,1 sekund fra Pole Position.

Hvis man synes at den afstand mellem første og tredjepladsen ikke er meget, så er 0,009 sekund mellem P1 og P2 så godt som ingen ting! #8 fik lige nøjagtig snuden foran, mens #37 altså måtte nøjes med andenpladsen.

I LMP3 klassen kørte KCMG #18 med Josh Burdon på Pole Position med næsten et sekunds margin ned til Gabriel Aubry i Jackie Chan DC Racing #6, og Nigel Moore i Viper Niza Racing #65 0,2 sekund bagude.

KCMG #18
Photo: Asian Le Mans Series

Herefter var det tid til GT bilernes kvalifikation.

I GT klassen gik FIST-Team AAI teamet hårdt efter at få en dobbelt Pole Position i klassen, og så også ud til at få det. Faktisk gav Jesse Krohn i FIST-Team AAI BMW #91 lidt for meget gas og kunne ikke holde hjulene indenfor stregerne, så de mistede alle deres tider og skal starte løbet allerbagerst – så fra Pole Position til sidstepladsen for dem.

Til gengæld leverede Ollie Millroy i FIST-Team AAI Ferrari #90 en helt fantastisk præstation, og snuppede Pole Position med blot 0,001 sekund ned til Tianshi Racing Team Audi #66, som blev kørt af Massimilano Wiser.

FIST-Team AAI har kørt med forholdsvis blå og hvide farver på bilerne, men denne weekend har de skiftet design, og fået røde striber i stedet. Så der er lidt nyt og anderledes at holde øje med i lørdagens 6 timers løb.

FIST-Team AAI Ferrari #90
Photo: Asian Le Mans Series

Hvis FIST-Team AAI Ferrari #90 vinder løbet og #91 også slutter foran Tianshi Racing Team Audi #66, har #90 sikret sig Mesterskabet i Asian LMS, og dermed også en adgangsbillet til 24 timers løbet på Le Mans 2018 i GTE-Am klassen.

Der er også muligheder for at Jackie Chan DC Racing X JOTA snupper et par Le Mans billetter allerede i morgen, men her skal heldet tilsmile de mesterskabsførende #8 (LMP2) og #6 (LMP3), da en sejr i klassen ikke er nok, så længe henholdsvis BBT #37 (LMP2) og Viper Niza Racing #65 (LMP3) slutter på andenpladsen i hver deres klasse.

Løbet starter lørdag morgen klokken 06.00 dansk tid, og kan følges via Asian Le Mans Series YouTube kanal.

Relaterede nyheder