FIA WEC vender tilbage til Brasilien

FIA World Endurance Championship har annonceret at de vender tilbage til Brasilien i 2019/20 sæsonen.

Det bliver den første gang siden 2014, at FIA WEC skal besøge Brasilien. Som en lille sidenote var det stedet for Porsches første LMP1 sejr i FIA WEC samt Tom Kristensens afskedsløb.

Det bliver igen Interlagos banen, der skal tage imod sportsvognsserien. Banen har gennemgået en stor renovering siden seriens sidste besøg, hvor holdene meldte om meget nedslidte faciliteter.

Aftalen er flerårig, og serien håber på at øge interessen i Sydamerika. Der kører allerede en masse Brasilianere, Mexicanere og Argentinere i serien, og i går blev det annonceret at Pastor Maldonado føjer Venezuela til kortet over deltagende nationer i FIA WEC.

Bruno Senna
Photo: FIA WEC

Ved dagens pressemøde i Sao Paulo blev det også annonceret, at Bruno Senna skal være ambassadør for løbet, og være med til at promovere den i lokalområdet.

Datoen for løbet er ikke lagt fast endnu, men vores forsigtige bud hedder vinter/foråret 2020, hvis serien holdet fast i en Asien tur i efteråret 2019, som det har været normen de seneste mange år. I 2014 var Interlagos sæsonfinalen, men dengang fløj man også bilerne rundt, så de blev fløjet direkte fra Bahrain til Brasilien.

2019/20 kalenderen forventes at blive annonceret denne sommer, så holdene får masser af tid til planlægningen.

Relaterede nyheder