Dempsey-Proton Racing med 4 nye kørere

Dempsey-Proton Racing stiller op med 4 nye navne, i holdets 6 sæder, når FIA WEC sæsonen 2018/19 skal køres.

Teamejer Christian Ried er selv tilbage i Porsche 911 RSR #77, mens han får de to unge Porsche Junior kørere Matt Campbell og Julien Andlauer med i bilen.

Campbell var blandt de allerhurtigste kørere i Porsche Mobil 1 Supercup 2017, hvor han også hentede flere sejre i løbet af sæsonen.

Julien Andlauer vandt Porsche Carrera Cup France i 2017, og blev herefter valgt som ny Porsche Junior kører optil denne sæson. Udover FIA WEC sæsonen skal han også deltage i Porsche Mobil 1 Supercup.

Dempsey-Proton Competition Porsche #77
Photo: JJ Media

I #88 bliver Matteo Cairoli det velkendte ansigt, og grundstammen i bilen. Han kørte allerede for holdet sidste år, og får Giorgio Roda og Khalid Al Qubaisi med i bilen.

Giorgio Roda kørte med i European Le Mans Series i 2017, som en del af Spirit of Race #51, hvor han var med til at hive en klassesejr hjem på Spa Francorchamps. Den 24 årige racerkører har masser af fart i højrefoden, men skal efter 4 sæsoner i Ferrari’er nok lige vende sig til en Porsche 911 RSR, der dog ikke skulle være helt så giftig at køre, som tidligere udgaver af modellen med hækmotor. 2017 versionen af 911’eren er modellen, hvor motoren sidder længere fremme i bilen, og derved får bedre set-up muligheder og en større diffusor end dens forgænger.

Khalid Al Qubaisi er Bronze køreren i bilen, men har stor erfaring med den tidligere udgave af 911’eren. Han holdt en lille pause i 2017, hvor 24 timers løbet på Le Mans var det eneste løb i en GTE racer. Men havde inden da 3 fulde sæsoner med Proton Competition.

Med kørersammensætningen i disse to biler, kan vi godt forvente at se dem med helt fremme i GTE Am klassen, hvor de skal kæmpe mod bl.a. mærkekollegaerne Project 1 Motorsport og Gulf Racing, men også tre Ferrari 488 GTE racere samt to Aston Martin Vantage racere.

Relaterede nyheder