Udpræget pæn kørsel i Long Beach

IndyCar løbet i Long Beach kan nogle gange udvikle sig til ren overlevelse, på grund af mange Safety Car perioder, uheld og alternative pitstop strategier.

Det var dog ikke tilfældet i år, hvor der blev leveret et godt og hurtigt afviklet racerløb, da den 3. afdeling af Verizon IndyCar Series blev kørt på banen.

Alexander Rossi havde taget Pole Position foran Will Power, Simon Pagenaud og Scott Dixon. Mesterskabsførende Josef Newgarden var helt tilbage på 6. pladsen.

Efter 3 opvarmningsomgange blev feltet på 24 biler sendt afsted.

Der var allerede ballade i Sving 1, da Simon Pagenaud blev ramt af Graham Rahal under nedbremsningen. Det sendte Pagenaud i muren, hvilket desværre også var slutningen på hans løb. Rahal fik en drive-through straf for forseelsen, hvilket sendte ham bagerst i feltet.

Ryan Hunter-Reay ramte Scott Dixons baghjul på vej ind i Sving 1, så Hunter-Reay måtte ind og have en ny frontvinge på bilen. Heldigvis undgik Dixon en punktering.

Alexander Rossi, Simon Pagenaud, Will Power, Scott Dixon etc
Photo: Indycar.com/Joe Skibinski

Da løbet blev genstartet på 5. omgang, kom alle godt afsted.

Josef Newgarden forsøgte et tidligt første pitstop allerede på 16. omgang, for at komme ud på en anden strategi end alle andre kørerne. Dermed gik han efter en 3 stops strategi.

Ryan Hunter-Reay havde stille og roligt arbejdet sig op i top 10 igen, en fjerdedel inde i løbet, så han viste god fart i sin Andretti Autosport racer.

Robert Wickens havde desværre nogle problemer, der gjorde at han måtte nulstille bilen inde i pitten, i forbindelse med det første pitstop. Det kostede ham nogle dyrebare sekunder. Problemet blev desværre ikke løst, så han måtte pitte igen. Gearkassen voldte ham problemer,

Alt imens var Alexander Rossi totalt dominerede ude i front af feltet. Han pittede efter 26 omgange og fik nogle nye dæk på bilen og en tankfuld E85 racerbrændstof.

Will Power valgte at blive ude på banen nogle ekstra omgange, men det gav ikke pote i forhold til Rossi, som stadig havde en stor føring.

Start
Photo: Indycar.com/Richard Dowdy

Power, Dixon og Bourdais valgte at pitte på samme tid, og det lykkedes Dixon at smutte forbi Power, som lige blev slået med en frontvinge bredde.

Dermed var top 3 Rossi, Dixon og Newgarden, der var smuttet forbi Power ude på banen. Få omgange senere smuttede Sebastien Bourdais også forbi Power, så han var helt nede på 6. pladsen, efter at have startet løbet som toer.

Der kom Full Course Caution efter 43 omgange af løbet, da Kyle Kaiser måtte have hjælp til at få bilen startet igen i Sving 1, efter at han var kørt for langt.

Løbet blev startet igen med 38 omgange tilbage. og Rossi fik et kæmpe hul til Dixon, da der var 3 biler mellem de to, som var overhalet med en omgang.

Ryan Hunter-Reay kom i problemer igen, da han fik et problem med bagenden på bilen, efter han lavede en fejl i Sving 5 og blev snittet af Jordan King. Det gav ham en punktering med det samme, så han måtte humpe i pit og få et nyt bagdæk.

Sebastien Bourdais lavede en fantastisk overhaling på ved ind i Sving 1, hvor han ikke blot overhalede Scott Dixon, men også Matheus Leist og Spencer Pigot i en manøvre. Selvom Leist og Pigot skulle overhales med en omgang, trak de ikke bare til side, men Bourdais var helt ude på grænsen, og fik med nød og næppe bremset bilen, og styret den udenom betonmuren. Dermed var han oppe på andenpladsen i løbet, og kunne begynde at jagte Rossi ude foran.

Takuma Sato
Photo: Indycar.com/Joe Skibinski

Dommerne bestemte dog at Bourdais skulle give pladsen tilbage, da han havde kørt over den blå linje, som markerer pitudkørslen. Da han lige havde givet pladsen tilbage, overhalede han da bare Dixon igen ved den førstkommende mulighed, med endnu en flot overhaling under nedbremsningen ind i Sving 1. Bare lige for at understrege, at det kan lade sig gøre at overhale Dixon.

Med 26 omgange tilbage af løbet kom dagens 3. Full Course Yellow. Zachery Claman DeMelo ramte muren i Sving 9, og var ude af løbet på stedet.

Sebastien Bourdais og Scott Dixon forsøgte at nå i pit før der kom gult flag på banen, men nåede det ikke, og pittede derved i en lukket pitlane. Det kostede begge kørere en drive-through straf, så der var ude af topstriden i dagens løb.

Jordan King faldt også ud af topstriden, da han måtte i pit for at få udluftet bremserne under gulflagsperioden.

Alt den drama undgik Alexander Rossi, der kunne kontrollere løbet ude foran, med 20 omgange tilbage af løbet.

I stedet fik han Will Power op på andenpladsen, mens Dixons holdkammerat, Ed Jones nu indtog 3. pladsen. Jones havde dog Zach Veach helt oppe bag sig, så han ikke udelukkende kunne kigge fremad.

Ed Jones
Photo: Indycar.com/Chris Jones

14 omgange før mål var der problemer i Sving 11.

Sebastien Bourdais blev skubbet rundt af Jordan King, hvorefter Ryan Hunter-Reay og Robert Wickens også blev fanget i køen. Det sendte dagens sidste gulflagsperiode ud, så hele feltet blev samlet igen.

Ed Jones og Zach Veach gik i kamp med hinanden ned af baglangsiden, men Veach valgte at trække snuden til sig selv igen, for ikke at ende i betonmuren i Sving 9.

Ryan Hunter-Reay sluttede dagen af med at snitte betonmuren, så bilen kørte helt sidelæns. Derved var hans møgdag helt slut.

Charlie Kimball og James Hinchcliffe lå i en intens duel omkring 9.-10. pladsen. De to kørte side om side adskillige gange ned af langsiden, og udfordrede hinanden under nedbremsningerne.

Alexander Rossi
Photo: Indycar.com/Chris Owens

Rossi kom under hårdt pres fra Power, da den sidstnævnte havde været mere Push-to-Pass, og derved havde ekstra hestekræfter. Han kunne dog ikke komme tæt nok på Rossi til at laver en overhaling.

Så Alexander Rossi tog sin 3. sejr i Verizon IndyCar Series, med Will Power og Ed Jones på en flot 3. plads foran Zach Veach, Graham Rahal, Marco Andretti og Josef Newgarden.

Alexander Rossi fører Mesterskabet foran Josef Newgarden og Graham Rahal, mens dagens løb kostede dyrt for Sebastien Bourdais, der er faldet tilbage på 4. pladsen, lige foran James Hinchcliffe og Scott Dixon.

Den næste afdeling skal køres allerede om en uge på Barber Motorsports Park i Alabama.

Relaterede nyheder