Sløvt lørdagsløb på Indianapolis

IndyCar Grand Prix blev kørt på Indianapolis Motor Speedway, men på inderkredsen som det også var kendt fra Formel 1 og MotoGP.

Banekonfigurationen har dog ændret sig lidt fra Formel 1 dagene, men slutningen af omgangen med Speedway Sving 1 indgår stadig i baneforløbet, ligesom bilerne kører den “forkerte” ved ned af langsiden, mod deres Sving 1.

Will Power havde sikret sig Pole Position foran Robert Wickens, Sebastien Bourdais og James Hinchcliffe. Mesterskabsførende Josef Newgarden var tilbage på 6. pladsen, lige bag Jordan King, mens Scott Dixon skulle starte løbet helt tilbage på 18. startposition.

Bourdais fik en fantastisk start, og kom hele vejen udenom Wickens i Sving 1.

Længere tilbage i feltet var der ballade, da Takuma Sato kom lidt for langt ud i Sving 1. Da han kom tilbage på banen, snittede han Helio Castroneves, som så blev sendt ind i Simon Pagenaud. Pagenaud blev sendt ind i et spin, og Jordan King, der var faldet langt tilbage i feltet, måtte undvige ud i gruset, og gravede sig desværre ned derude. Pagenaud kunne køre videre uden at sidde fast.

Senere på omgangen kom Spencer Pigot i problemer, da han ramte en curb, og kom ud af sporet. Hans bil fløj faktisk i nogle meter, og da han landede igen, ramte han ind i siden på Takuma Sato, og spandt herefter rundt. Heldigvis kunne både Pigot og Sato fortsætte løbet.

Start
Photo: Indycar.com / Jim Haines

Der kom Safety Car på banen, for at få King trukket ud af gruset, hvilke samlede hele feltet.

Men en skidt start for Ed Carpenter Racing med både King og Pigot i problemer på første omgang.

Da løbet blev genstartet, kom Wickens med det samme forbi Bourdais igen, mens Newgarden også forsøgte at komme forbi Bourdais, uden held.

Herefter kom løbet ind i en meget stationær fase, hvor der ikke rigtig skete nogen forskydelser i feltet.

Robert Wickens var dog i front af løbet midtvejs grundet en anden dækstrategi end Power. Men da først Power fik de hurtige røde dæk på, blev Wickens distanceret i løbet af ingen tid.

Josef Newgarden havde fået røde dæk på, og ville forsøge at overhale at overhale Sebastien Bourdais, men endte med at ramme en curb, og spinne på egen hånd. Det udløste dagens anden Safety Car, da han gik i stå, og skulle have hjælp til at få bilen startet igen.

Hele feltet pittede og Power kom ud af pitten med en halv frontvinge foran Wickens.

Will Power
Photo: Indycar.com / Mike Harding

Scott Dixon havde stille og roligt fået arbejdet sig op gennem feltet, og dukkede pludselig op på 3. pladsen, efter han havde brugt en smart pitstrategi hele dagen.

Løbet blev genstartet med 24 omgange tilbage. Dixon kom forbi Wickens ved hjælp af lidt Push-To-Pass, der gav hans motor lidt ekstra hestekræfter.

Ryan Hunter-Reay faldt tilbage gennem feltet som en sten, da han slet ikke kunne holde farten i sin Andretti racer.

Der kom lidt finregn i luften, som holdene håbede ikke ville blive værre.

Ed Jones og Charlie Kimball havde et lille sammenstød ude på banen, men heldigvis uden skader på bilerne.

Efter 85 omgange rundt på den 2,439 miles lange bane, kunne Will Power kører over målstregen som vinder, foran Scott Dixon, Robert Wickens og Sebastien Bourdais.

Scott Dixon
Photo: Indycar.com / Joe Skibinski

Powers sejr var nummer 200 for Team Penske – bare i Indycar racerløb! Dertil kommer alle sejrene i NASCAR, Sportsvogne m.v.

Helio Castroneves havde et anonymt løb, men fik bilen hjem på 6. pladsen – vel og mærke i hans første IndyCar løb i år, efter han ellers har kørt sportsvogne for Team Penske i IMSA.

På trods af at Josef Newgarden sluttede løbet på 11. pladsen, forsvarede han førstepladsen i Mesterskabet foran Alexander Rossi, Sebastien Bourdais, Scott Dixon og James Hinchcliffe.

Det næste løb er det store Indianapolis 500 løb, hvor træningen og kvalifikationerne allerede starter i næste uge.

Relaterede nyheder