Start-stop løb på Monza

European Le Mans Series kørte deres anden afdeling af 2018 sæson på italienske Monza, hvor det blev 4 timers med masser af action.

Løbet blev startet under lettere overskyet himmel, men vejret burde holde tørt gennem hele løbet. Der havde været en lille smule regn lørdag morgen, men ellers gloende hedt. Løbet startede med 21 graders varme, men ville stige op nær 25 i løbet af de fire timer.

Det 44 bils store felt blev holdt i lang tiden i rullestarten, inden at de grønne lamper blev tændt.

G-Drive Racing #26 snuppede andenpladsen ned mod Sving 1, men Roman Rusinov kom hurtigt under pres igen fra Duqueine Engineering #29.

Mens de to havde en kamp, kunne Ben Hanley i DragonSpeed #21 stikke af ude i front, og havde en 3,5 sekunders føring allerede efter to omgange.

M.Racing – YMR #19 kom i pit allerede efter første omgang, da de var blevet ramt af en bagved kørende bil. Alt imens lå Ultimate #17 i front foran DKR Engineering #8 og EuroInternational #11.

Proton Competition Porsche #88 havde snuppet føringen i GTE klassen foran Pole bilen Ebimotors Porsche #80, mens JMW Motorsport Ferrari #66 allerede var oppe på 3. pladsen. Roda i #88 lavede dog en fejl, så både #80 og #66 kunne smutte forbi.

Panis Barthez Competition #23 & SMP Racing #35
Photo: JJ Media

Cool Racing #4 havde en tur gennem gruset mellem de to Lesmo sving, og kom tilbage lige foran GTE kampen. Det bremsede Ebimotors Porsche #80 så meget at JMW Motorsport Ferrari #66 kunne gå i front.

Proton Competition Porsche #88 blev vippet rundt af BHK Motorsport #16 i første chikane, men var hurtigt tilbage på sporet igen.

Graff Racing #39 kørte af banen i Lesmo 2, og endte oppe på toppen af dækbarrieren. Heldigvis var Alexandre Cougnaud ok, men bilen var ude af løbet.

Det sendte Safety Car ud på banen, så dækbarrieren kunne genskabes, og ikke mindst, få bilen fjernet.

Det udnyttede flere af holdene til at komme ind og få tanket og/eller skiftet kører.

Det tog omkring 20 minutter inden at løbet blev givet frit igen, hvor der så var action lige fra første meter igen.

High Class Racing #49 med Dennis Andersen og Anders Fjordbach var kommet helt op på 5. pladsen, og gik til angreb på IDEC Sport #28 på 4. pladsen med det samme. Det lykkedes dem at komme forbi, med en flot udbremsning fra Fjordbachs side

High Class Racing #49
Photo: JJ Media

DKR Engineering #8, Oregon Team #10 og Inter Europol Competition #14 havde fået en lidt for god start på løbet, hvor de blev dømt til at have lavet en tyvstart. Det kostede dem en drive-through straf.

Efter 10 minutters ræs kom der Safety Car igen, da Graff #40 var kørt af i den tredje chikane. Heldigvis kunne Enzo Guibbert selv stige ud af bilen, men bilen var ude af løbet på stedet.

Dermed var begge Graff biler ude af løbet inden 45 minutter var kørt.

Ecurie Ecosse/Nielsen #7 havde en afkørsel under Safety Car, hvor Christian Stubbe Olsen endte i autoværnet, efter mulig kontakt med en anden bil. Han fik dog bilen tilbage til pitten, fik skiftet snuden, og så de var køreklar igen.

Duqueine Engineering #29 førte løbet an foran AVF by Adrian Valles #30 og Cetilar Villorba Corse #47, mens 360 Racing #6 havde taget føringen i LMP3 foran M.Racing – YMR #18 og Ultimate #17. I GTE var Spirit of Race #55 gået i front, foran Proton Competition Porsche #77 og #88.

Racing for Poland #20 havde en tur af banen i Sving 1, da Ultimate #17 pressede dem ud i græsset. Dommerne valgte dog ikke at gøre mere ved det, da #20 var en omgang bagude, og selv burde have trukket snuden til sig efter overhalingen var fuldført.

G-Drive Racing #26
Photo: JJ Media

DragonSpeed #21 og M.Racing – YMR #18 havde lidt kontakt i den tredje chikane, hvilket sendte 18’eren ud på en fuld 360 graders spin, inden at #18 kunne fortsætte. Dommerne valgte at give Henrik Hedman i #21 en drive-through straf for at ramme konkurrenten.

Efter godt halvanden times racerløb gik United Autosports #2 i front af LMP3 kategorien, da EuroInternational lavede en lille fejl i Lesmo 2, så #2 kunne køre forbi.

Racing for Poland #20 LMP3 kom igen i problemer, da han lå og tøffede rundt midt på ideallinjen, og derved blev ramt af Proton Competition #88. #20 forsøgte at komme tilbage til banen, men endte i stedet med at grave sig ned i gruset i Sving 8. Derfor måtte der en Full Course Yellow til for at få ham trukket fri igen. Dommerne valgte at give #88 en drive-through straf for kontakten.

DKR Engineering #8 ramte autoværnet hårdt under FCY, hvor forhjulsophænget knækkede ved kontakten. Men vi fik aldrig den præcise årsag til uheldet.

FCY gik over til at være en Safety Car, da der måtte en lastbil ud på banen for at bjærge #8.

Løbet blev sat i gang igen med 2 timer tilbage at køre. G-Drive Racing #26  var nu i front af LMP2 foran Duqueine Engineering #29 og APR- Rebellion Racing #31. I LMP3 var United Autosports #2 i front foran EuroInternational #11 og Ultimate #17, mens Spirit of Race Ferrari #55 førte GTE foran Proton Competition #77 og #88.

Spirit of Race Ferrari #55
Photo: JJ Media

Der gik dog ikke længe inden at der var Safety Car igen, da flere biler var involveret i et sammenstød i Lesmo 2. M.Racing – YMR #18 kom lidt for langt ud i gruset, hvilket gjorde at den kørte langsommere end normalt. Denne blev så ramt af BHK Motorsport #16, som sendte den ud i et spin, inden at AT Racing #9 kolliderede med bagenden af #18. JMW Motorsport Ferrari #66 nåede lige at undvige ud i gruset.

Heldigvis var alle kørerne ok, selv om både #9 og #18 havde store skader.

Løbet blev genoptaget med de to United Autosports #22 og #32 førende foran G-Drive Racing #26. #32 tabte dog hurtigt pladsen til #26.

Herefter kom der gang i annonceringen af straffe.

RLR MSport #15 havde kørt for hurtigt i pitten, så de fik en Stop & Go straf på 35 sekunder.

APR – Rebellion Racing #31 havde overhalet for tidligt, efter en af Safety Car perioderne, så derfor fik de en drive-through straf. Ærgerligt for holdet, da de ellers lå og snakkede med omkring en podieplads.

High Class Racing #49 havde en tur igennem gruset i tredje chikane på egen hånd, men kom tilbage på banen igen.

Ultimate #17 måtte i pit og få repareret dens bagende, da området med baglygterne var blevet rykket af pga. kontakt med en anden bil.

Ved starten på den sidste time af løbet lå G-Drive Racing #26 fortsat i føring af LMP2 klassen, med United Autosports #22 og TDS Racing #33 på de efterfølgende pladser. Inter Europol Competition #13 var kommet til front af LMP3 foran EuroInternational #11 og United Autosports #2. I GTE var Spirit of Race #55 stadig i front foran Proton Competition Porsche #77, mens Ebimotors Porsche #80 var kommet tilbage på 3. pladsen. Der var dog gang i pitstoppene på det tidspunkt, så det ikke nødvendigvis gav et retvisende billede.

Det var et tæt men lidt stationært løb omkring de forreste pladser.

United Autosports #22 fik en drive-through straf, fordi Filipe Albuerquerque snittede Cool Racing #4 under en overhaling. Dermed var de ude af kampen omkring et top 5 resultat.

EuroInternational #11
Photo: JJ Media

10 minutter før målflaget punkterede United Autosports #2 på det værst tænkelige sted på banen, så John Falb måtte kravle 2/3 omgang rundt på kun 3 hjul. Dermed overtog EuroInternational #11 føringen, mens Euro Interpol Competition #13 lå lige bagved.

Da målflaget blev svunget efter de 4 timers racerløb, var det med G-Drive Racing #26 med Jean-Eric Vergne, Roman Rusinov og Andrea Pizzitola der vandt foran TDS Racing #33 og IDEC Sport #28.

I LMP3 vandt EuroInternational #11 med Giorgio Mondini og Kay van Berlo foran 360 Racing #6 og United Autosports #3. Inter Europol Competition #13 var ellers på vej til en andenplads i klassen, men måtte ind og tanke på allersidste omgang i løbet, og sluttede 4’er.

Spirit of Race Ferrari #55 med Dane Cameron, Matt Griffin og Andrew Scott vandt i GTE klassen foran Proton Competition Porsche #77 og Ebimotors Porsche #80.

ORECA dominerede LMP2, hvor de første 6 biler var fra det franske mærke, mens Ligier hoppede ind på 7. pladsen med Panis Barthez Competition #23. Cetilar Villorba Corse #47 var det bedste Dallara hold på hjemmebanen i P9.

I LMP3 var det lige modsat – her sad Ligier på de første 6 pladser, inden at Norma kom ind som 7’er og 8’er.

Det var en skidt dag set med de danske briller. Som tidligere nævnt udgik Mikkel Jensen og AT Racing #9 tidligt i løbet, mens Ecurie Ecosse/Nielsen #7 med Christian Stubbe Olsen sluttede 10’er i klassen. High Class Racing #49 med Dennis Andersen og Anders Fjordbach sluttede 14’er i LMP2 klassen.

I mesterskabsstillingerne fører JMW Motorsport Ferrari #66 GTE foran Ebimotors Porsche #80 og Proton Competition #88. EuroInternational #11 fører LMP3 foran 360 Racing #6 og RLR MSport #15. G-Drive Racing #26 fører LMP2 foran TDS Racing #33 og Racing Engineering #24.

Nu har ELMS en sommerferie indtil 22. juli, hvor den tredje afdeling skal køres på Red Bull Ring. Dog er der en hel del af holdene, som skal køre Le Mans i juni måned, så det ikke bliver ren afslapning for dem.

Relaterede nyheder