Dramatisk weekend i Norge

Årets 5. afdeling af FIA World Rallycross Championship blev kørt i norske Hell.

Udover de sædvanlige ansigter i World RX, var der debut for en anden racerkører, som man normalt forbinder med andre former for motorsport – Alex Wurz. Som sønnen af den tidligere Europamester i Rallycross, Franz Wurz, har han dog, udover benzin, grus i blodet, og har gået og overvejet Rallycross sporten gennem mange år. Han skal dog lige vende sig til Rallycross sporten, så weekendens resultater var ikke med helt fremme på tiderne, men gjorde det ok i de enkelte Kvalifikationsheats.

Lørdagens to kvalifikationsrunder sluttede dog med Johan Kristoffersson som den bedste mand foran Sebastien Loeb og Petter Solberg.

Mens lørdagen blev kørt i strålende solskin, startede søndagen under overskyet himmel.

Timmy Hansen & Petter Solberg
Photo: FIAWorldRallycross.com

Der blev gået til stålet i Q3, da Petter Solberg og Mattias Ekström stødte sammen i deres heat i Sving 1. Ekström valgte at gå direkte i Joker Lap på første omgang, hvilket gjorde at han stødte sammen med Solberg i Sving 1, og skubbede nordmanden hele vejen ind i Joker Lap, så han også blev tvunget til at tage den. Dommerne valgte at give Ekström en 5 sekunders tidsstraf for kontakten med Solberg.

I det samme heat lavede Sebastien Loeb en kæmpe brøler og glemte at tage sin Joker Lap, hvilket udløste en 30 sekunders tidsstraf. Så i stedet for at vinde Q3 sluttede han langt nede, hvilket skulle blive kostbart med hensyn til startplaceringen i Semifinalen.

Q4 blev et mareridt for Ekström, der ikke kunne få bilen i gang, da løbet blev startet. I stedet måtte han bare holde stille og kigge på de 4 andre kørere på banen. Det kostede ham mange point i kampen om en god startplads i Semifinalen.

Timur Timerzyanov havde også problemer i Q4, hvor han slet ikke kom til start. Han knækkede en trækaksel på vej til heatet og kunne derved ikke køre. Det kostede ham en plads i Semifinalen, hvor han ellers lå 12’er efter Q3. Super ærgerligt for Team STARD køreren.

Johan Kristoffersson endte med at vinde samtlige 4 kvalifikationsheats og var derfor sikret første startplads i Semi 1, hvor også Petter Solberg, Andreas Bakkerud, Sebastien Loeb, Robin Larsson og Anton Marklund skulle deltage.

I Semi 2 skulle Timmy Hansen, Kevin Hansen, Niclas Grönholm, Kevin Eriksson, Mattias Ekström og Janis Baumanis møde hinanden.

Der blev ikke plads til Tommy Rustad, Jerome Grosset-Janin og heller ikke Guerlain Chicherit i nogle af semifinalerne, da deres resultater gennem de fire kvalifikationsheats havde været for ringe.

Johan Kristoffersson, Mattias Ekström, Timmy Hansen, Petter Solberg
Photo: FIAWorldRallycross.com

Solberg fik den bedste start i Semi 1, og dykkede direkte i Joker Lap sammen med Loeb og Marklund. Larsson tog sin ekstra meter på anden omgang ud af de seks. Kristoffersson og Bakkerud ventede til allersidste omgang med at køre i Joker Lap, og kom ud som henholdsvis førende og 2’er i heatet foran Solberg, og holdt det til målstregen. Dermed var det farvel til Loeb, Larsson og Marklund. For første gang i 2018 var Loeb ikke på podiet ved en World RX event.

I Semi 2 fik Kevin Hansen den bedste start og kørte direkte i Joker Lap sammen med Kevin Eriksson. Imens tog brormand Timmy Hansen føringen ude på banen foran Ekström og Grönholm. Mens Janis Baumanis tog sin Joker Lap på den næstsidste omgang, valgte Timmy, Ekström og Grönholm at vente til den allersidste omgang. Mens Timmy Hansen og Ekström kom ud som 1’er og 2’er, kom Kevin Hansen ude på 3. pladsen, med stort forspring til Grönholm, Eriksson og Baumanis.

Johan Kristoffersson fik den bedste start og efterlod resten af feltet bag ved sig. Timmy Hansen og Andreas Bakkerud stødte sammen ind i Sving 1, og var dermed ude af kampen om podiepladserne, inden at de fik bilerne tilbage på sporet. Mattias Ekström og Kevin Hansen valgte at tage Joker Lap med det samme. Solberg valgte at vente til den næstsidste omgang, inden at han tog sin Joker Lap, og det kostede en placering til Ekström.

Timmy Hansen & Andreas Bakkerud
Photo: FIAWorldRallycross.com

Men der var absolut ingen der kunne hente Johan Kristoffersson, der vandt samtlige heats gennem hele weekenden incl finalen. Mattias Ekström sluttede 2’er mens Petter Solberg sluttede 3’er. Kevin Hansen, Timmy Hansen og Andreas Bakkerud sluttede 4’er, 5’er og 6’er.

Johan Kristoffersson fører fortsat Verdensmesterskabet for kørere foran Sebastien Loeb, mens Petter Solberg, Andreas Bakkerud, Mattias Ekström og Timmy Hansen er lige i nakken på Loeb.

PSRX Volkswagen Sweden fører Teammesterskabet foran EKS Audi Sport og Team Peugeot Total, hvor Audi og Peugeot står helt lige på pointene.

Den næste afdeling af FIA World Rallycross Championship bliver den mest prestigefulde i sæsonen. Höljes i Sverige er den afdeling som alle vil vinde, med finalen som køres den 1. juli.

Relaterede nyheder