DS Automobiles og Techeetah nye samarbejdspartnere

DS Automobiles og Techeetah kommer til at blive partnere i den kommende ABB FIA Formula E Championship sæson.

I juni måned kom der en pressemeddelelse ud fra DS Automobiles, som offentliggjort Jean-Eric Vergne og Andre Lotterer som udviklingskørere på den nye Gen2 bil, som alle holdene skal til at bruge fra den kommende sæson. Derfor viste man godt hvad klokken havde slået – men det er først nu at der er kommet en officiel bekræftelse på samarbejdet.

Techeetah vandt titlen i 2017/18 sæsonen med Jean-Eric Vergne, med Renault teknologi bag i bilen. Det var en sæson hvor kundeteamet faktisk var hurtigere end fabriksholdet e.dams, der manglede fart gennem hele sæsonen. Det stod dog klart at Renault ville træde ud af Formel E efter 2017/18 sæsonen, hvorefter der ville blive skiftet til Nissan branding for holdet.

Det turde Techeetah teamet så ikke satse på, og er i stedet blevet eksklusiv partner med DS Automobiles, som afslutter samarbejdet med Virgin Racing.

Photo: Techeetah

I en separat pressemeddelelse oplyser Virgin Racing at de stadig forventer at være med i den kommende sæson, og at en ny samarbejdspartner snart bliver offentliggjort. Den franske bilproducent har de seneste 4 sæsoner arbejdet sammen med Virgin Racing, men der har længe gået rygter om at dette samarbejde ikke ville fortsætte efter den netop afsluttede sæson.

Techeetah teamet oplyser at de vil komme med flere detaljer til oktober – det er lige inden de afsluttende testkørsler finder sted. Men mon ikke at vi kan forvente hr. Vergne og hr. Lotterer i de to biler igen?

Sæson 5 starter den 15. december i Saudi Arabien.

Relaterede nyheder