Duqueine Engineering diskvalificeret i Østrig

European Le Mans Series løbet så ud til at være afsluttet søndag eftermiddag klokken 16.00, men dommerne kom på overarbejde søndag aften, efter de tekniske kontrollanter fandt nogle uregelmæssigheder i forbindelse med Duqueine Engineering #29.

Holdet sluttede på andenpladsen i LMP2 klassen i gårsdagens løb, men blev ved efterkontrollen taget med noget benzin i tanken, som ikke overholdt reglerne i ELMS.

Duqueine Engineering #29
Photo: JJ Media

Der er en fælles leverandør af benzin til FIA WEC, ELMS og faktisk også Asian Le Mans Series. Det er siden starten på 2018 sæsonen været franske Total, der har stået for leverancerne. Derfor er der heller ikke nogen tvivl om benzintypen og alle specifikationerne, og der var en afvigelse i forhold til det leverede.

Det resulterede i en udelukkelse fra gårsdagens resultat, som ellers var en meget flot andenplads for Pierre Ragues, Nicolas Jamin og Nelson Panciatici.

Holdet har i dag forklaret præcis hvad der er gået galt, og tager samtidig det fulde ansvar for det.

Forklaringen ligger i at Duqueine Engineering også hjælper Cool Racing i Michelin Le Mans Cup. Det hold var med til Road to Le Mans løbet for en måned siden med deres LMP3 bil. Til det løb blev der anvendt ELF 102 oktan benzin.

I onsdags var der åben testdag for Michelin Le Mans Cup bilerne, og her kørte Cool Racing med igen, og da der var lidt benzin tilbage fra Le Mans, kunne de ligeså godt bruge det som de allerede havde købt, da der var frit benzinvalg den dag.

Cool Racing #9
Photo: JJ Media

Der har så været en lille bundslat tilbage i benzinanlægget fra i onsdags, som så er blevet blandet op med det Total 102 oktan som blev brugt på Red Bull Ring i weekenden, og derved gav det et forkert udslag, da kontrollanterne tjekkede brændstoffet.

Det er en super ærgerlig fejl for holdet at lave, og det kostede dem 3. pladsen i LMP2 Mesterskabet på nuværende tidspunkt. Holdet er dog klar til at slå tilbage, når der om små 4 uger køres på Silverstone i England.

Relaterede nyheder