IMSA annoncerer 2019 kalender samt ændringer

IMSA har annonceret deres 2019 kalender til WeatherTech SportsCar Championship samt nogle ændringer i afviklingen af weekenderne.

Serien skal besøge de samme 12 baner henover sæsonen som i 2018, hvoraf DPi og LMP2 bilerne skal køre 10 afdelinger, GTLM bilerne skal køre 11 afdelinger, og GTD bilerne skal køre 10 afdelinger som tæller mod WeatherTech SportsCar Championship. GTD har dog et bonusløb i Detroit som tæller til et nyt mesterskab – mere om det senere i artiklen.

10 ud af de 12 løb vil blive afholdt på de samme weekender som i 2018, mens Virginia International Raceway og WeatherTech Raceway Laguna Seca begge bliver skubbet til en weekend senere, i forhold til i år.

De 4 lange løb i kalenderen kommer til at tælle til Michelin Endurance Cup, hvilket vil sige Daytona 24 timer, Sebring 12 timer, Watkins Glen 6 timer og Petit Le Mans 10 timers løbene. Det var det som til og med i år hed Tequila Patron North American Endurance Cup.

Michelin navnet kommer frem, da serien skifter fra de nuværende Continental dæk til det franske mærke fra 2019 og fremadrettet.

Photo Courtesy of IMSA / Jake Galsted

Prototyperne bliver splittet op i to klasser. Fremover skal DPi bilerne såsom Mazda, Acura, Nissan og Cadillac køre mod hinanden i deres egen klasse samt få deres egen interne BOP, mens LMP2 bilerne skal følge reglerne i resten af verden, uden nogen former for BOP, samt med minimum en Sølvkører i bilen, ligesom vi kender det fra FIA WEC, ELMS og AsianLMS. DPi kan fortsat være fuldt professionelle kørere.

Ændringen bunder i at der længe har været problemer med at få DPi og LMP2 bilerne justeret ind til hinanden – ja faktisk er det kun for alvor lykkedes ved de seneste 3 weekender, og her har LMP2 privathold stjålet fokus fra fabriks DPi holdene med enten Pole Position og/eller løbssejren. Det vil fabriksholdene ikke længere finde sig i, da de ønsker fuldt fokus på deres klasse, når de poster så mange penge i serien til promotion, som de gør.

Sølv- og Bronzekørerne i LMP2 kommer til at kæmpe om Jim Trueman prisen, der er for den bedst placerede Am kører i mesterskabet. Vinderen får samtidig en billet til 24 timers løbet på Le Mans, så det er en ret stor pris at få.

GTD klassen har deres egen Bob Akin pris, som er for deres bedstplacerede Sølv- eller Bronzekører i mesterskabet, og får ligeledes en billet til Le Mans.

Såfremt at der er pointlighed i enten Jim Trueman eller Bob Akin priserne, bliver det tildelt den ene af de to eller flere kørere, der har kørt længst tid i bilen i løbet af sæsonen.

Der bliver indført en ny træningssession kun for Sølv- og Bronzekørere i GTD klassen, som vi også kender det fra ELMS, hvor det dog er på tværs af alle klasser. I den ekstra træning får kørerne mulighed for at få nogle ekstra omgange på banen, og holdet bliver samtidig tildelt et ekstra sæt dæk til netop den kørsel.

Mustang Sampling Cadillac #5, CORE autosport ORECA #54, Mazda Team Joest #77, Konica Minolta Wayne Taylor Racing Cadillac #10
Photo Courtesy of IMSA / Scott R LePage

GTD holdene får nu endnu flere pokaler at køre om. WeatherTech Sprint Cup bliver et nyt mesterskab at konkurrere om, hvor man samler point ved de 7 “korte” løb på 2 timer og 40 minutter, eller kortere.

Testmulighederne optil og under 2019 sæsonen bliver også lettere begrænset. Roar testen forud for 24 timers løbet på Daytona kommer til at løbe over 3 dage, men GTD holdene skal kun køre to af dagene. Det bliver samtidig de eneste officielle IMSA testdage før og under 2019 sæsonen.

I løbet af sæsonen får DPi og LMP2 holdene derudover mulighed for at køre 10 private testdage, GTLM holdene 9 dage og GTD holdene 4 dage.

WeatherTech SportsCar Championship kalenderen for 2019 ser ud som følger:

 

4.-6. januar Roar Before The Rolex 24 at Daytona DPi, LMP2, GTLM, GTD – 3 (2) dages test
24.-27. januar Rolex 24 at Daytona DPi, LMP2, GTLM, GTD – 24 timer
13.-16. marts Mobil 1 Twelve Hours of Sebring DPi, LMP2, GTLM, GTD – 12 timer
12.-13. april BUBBA Burger SportsCar Grand Prix at Long Beach DPi, LMP2, GTLM – 100 minutter
3.-5. maj Mid-Ohio Sports Car Course DPi, LMP2, GTLM, GTD – 2 timer 40 min
31.maj – 1. juni Chevrolet Detroit Belle Isle Grand Prix DPi, LMP2, GTD (Sprint Cup) 100 min
28.-30. juni Sahlen’s Six Hours of the Glen DPi, LMP2, GTLM, GTD – 6 timer
5.-7. juli Canadian Tire Motorsport Park DPi, LMP2, GTLM, GTD – 2 timer 40 min
19.-20. juli Northeast Grand Prix – Lime Rock Park GTLM, GTD – 2 timer og 40 minutter
2.-4. august Road America DPi, LMP2, GTLM, GTD – 2 timer 40 min
23.-25 august Virginia International Raceway GTLM, GTD – 2 timer og 40 minutter
13.-15. september WeatherTech Raceway Laguna Seca DPi, LMP2, GTLM, GTD – 2 timer 40 min
9.-12. oktober Motul Petit Le Mans DPi, LMP2, GTLM, GTD – 10 timer

Relaterede nyheder