Østrigsk dominans i Belgien

Porsche Mobil 1 Supercup var tilbage fra deres sommerferie, da sæsonens 7. løbsweekend blev kørt på Spa Francorchamps i Belgien.

Thomas Preining havde for anden weekend i træk taget Pole Position, mens Julien Andlauer sikrede en ren Porsche Junior første række. Larry ten Voorde havde snuppet 3. startposition foran Zaid Ashkanani.

Felix Rosenqvist var weekendens officielle gæstekører, og han havde kørt Porsche 911 GT3 Cup raceren ind på 10. startposition.

Mikkel Overgaard Pedersen måtte desværre nøjes med 16. startposition, efter at have været uheldig med ikke at få en fri omgang i kvalifikationen.

De to første i mesterskabet, Michael Ammermüller og Nick Yelloly skulle starte henholdsvis 7’er og 5’er.

33 biler holdt klar under flot blå himmel, med let drivende skyer.

Nick Yelloly, Julien Andlauer, Michael Ammermüller, Mattia Drudi
Photo: Porsche Motorsport

Mens starten forløb godt oppe foran, var der ballede bagerst i feltet, hvor 3 biler stødte sammen. Victor Blugeon, Zaid Geris og Philipp Sager stødte sammen, men kunne fortsætte. Så heldig var Dylan Pereira ikke. Køreren fra Luxembourg havde tekniske problemer med bilen allerede på vej ned mod La Source, og måtte parkere bilen, inden løbet for alvor var startet for ham.

Der var panik i frontgruppen ved starten på anden omgang. Andlauer måtte ud på græsset på vej ind i La Source svinget, da ten Voorde pressede ham af banen. Franskmanden fik flettet ind på 5. pladsen, og måtte på jagt efter en podieplads igen.

Han var netop kommet på 4. pladsen, med en fantastisk udbremsning udenom Yelloly, for enden af Kemmel Straight, men lavede så en kørefejl i Double Gauche, og faldt tilbage som 5’er.

Ammermüller havde tydeligvis ikke farten i dagens løb, hvor han først blev overhalet af Mattia Drudi og sidenhen Jaap van Lagen. Van Lagen måtte dog trække snuden til sig igen, da han havde brugt lidt for meget af afkørselsarealet, og derved frivilligt gav pladsen tilbage til Ammermüller.

Mikkel O var kommet op på 13. pladsen, hvor han lå lidt i ingenmandsland, med luft både foran og bagved sig.

Thomas Preining
Photo: Porsche Motorsport

Drudi og Andlauer havde en tæt kamp på løbets allersidste omgang, hvor Drudi kom forbi franskmanden.

Men ingen kunne hente Thomas Preining, der tog sæsonens 3. sejr foran Larry ten Voorde og Zaid Ashkanani. Nick Yelloly sluttede på 5. pladsen, lige foran Michael Ammermüller.

Felix Rosenqvist fik bilen kørt hjem på en 9. plads, hvilket var en flot præstation blandt alle Porsche eksperterne.

Mikkel Overgaard Pedersen krydsede målstregen på 13. pladsen, men havde fået en 5 sekunders tidsstraf, da han havde brugt lidt for meget af asfalten i afkørselsarealerne, hvilket sendte ham tilbage på 15. pladsen.

Spændingen i mesterskabet er steget væsentlig med weekendens resultat. Michael Ammermüller fører fortsat, men nu med blot et point foran Nick Yelloly. 15 point bag ham ligger Thomas Preining, der har kørt sig selv op gennem stillingen med to sejre i streg.

Om blot en uge er Porsche Mobil 1 Supercup feltet tilbage på banen, når de sammen med Formel 1 skal køre på Monza banen i Italien.

Relaterede nyheder