Regnefejl kostede 15 point

Der må sidde en eller flere ingeniører hos TDS Racing #28 med meget røde ører, efter dagens 6 timers FIA World Endurance Championship løb i Shanghai.

Holdet der består af Loic Duval, Francois Perrodo og Matthieu Vaxiviere havde kørt eminent gennem størstedelen af løbet, og var egentlig på vej mod sæsonens første podieplads.

I LMP2 kategorien i FIA WEC, er der en regel om at alle kørere på bilen som minimum skal have kørt 1 time og 15 minutter, for at bilen bliver klassificeret.

Her havde holdet lavet en kæmpe brøler, da de havde beholdt Matthieu Vaxiviere i bilen alt for længe. Godt nok havde der været rødt flag i starten af løbet, men tiden blev ved med at tælle. Vaxiviere var den startende kører på bilen, og der gik 3 timer og 53 minutter inden han kom ud af bilen. Det efterlod blot 2 timer og 7 minutter til deling hos Perrodo og Duval.

Det er lidt uklart om hvornår at teamet indså fejlen, men i hvert fald kunne hverken Perrodo eller Duval nå at få kørt tid nok.

Holdet valgte så at pitte ved starten på allersidste omgang. De siger selv at det var for at putte Perrodo tilbage i bilen – men det havde ikke givet nogen som helst ændring, da hverken Perrodo eller Duval ville have opnået de 75 minutters køretid. Så måske var det bare for at undgå at blive udelukket fra løbet – for det havde været straffen, såfremt at de havde gennemført løb.

I stedet står de nu som Ikke Klassificeret, da de ikke fik målflaget ude på banen, og det ser lidt bedre ud end en Diskvalificeret.

Matthieu Vaxiviere, Francois Perrodo, Loic Duval
Photo: JJ Media

Holdet skriver selv i deres pressemeddelelse, at pitudkørslen desværre var lukket, da de ville sende Perrodo tilbage på banen. Det kan meget vel være – men som tidligere nævnt, havde det ikke gjort nogen forskel, da de ikke opnåede minimumstiden.

Nogen vil måske sige, at holdet blev snydt af den næsten 2 timers røde flag i løbet af de første 3 timer af løbet – men da tiden fortsatte med at tælle videre under det røde flag, skulle de have taget Vaxiviere ud af bilen efter godt 3 timers ræs, og så ladet de to resterende kørere deles om resten af løbet.

Hvad kan man så lære af det? Jo, racerløb vindes ikke kun af kørerne og mekanikerne i pitten – men bestemt også ingeniørerne på pitmuren, som burde have haft overblikket, og beholdt den oprindelige strategi, hvor Vaxiviere skulle have kørt under 3 timer og 30 minutter, så hver af de resterende kørere stadig kunne nå 75 minutter hver.

En julegaveide til TDS Racing #28 ingeniørerne er måske 3 stopure, med navnene Duval, Perrodo og Vaxiviere på…

Relaterede nyheder