Første del af Le Mans startliste uden overraskelser

Den første del af startlisten til 24 timers løbet på Le Mans 2019 blev offentliggjort i dag – og det var en liste uden store overraskelser.

Og dog.

CEFC TRSM Racing med de to Ginetta G60-LT-P1 racere er ikke længere at finde på listen. Dermed har ACO ikke givet dem nåde i forhold til kun at køre få omgange i træningen på Spa Francorchamps i maj 2018, og derefter deltage i 24 timers løbet i juni. Siden da har vi ikke set skyggen af holdet, udover at der var snak om et motorskifte inden Silverstone – men ifølge holdet, kunne de ikke få lov til dette af ACO. Det er nu et meget åbent spørgsmål, om der er nogle nye hold som tør satse på LMP1 raceren, som endnu ikke har bevist noget, men har et hav af børnesygdomme – super ærgerligt, men vi får at se, når FIA WEC 2019/20 listen kommer.

Tilbage har vi de 8 sædvanlige LMP1 racere i form af Rebellion Racing #1 og #3, Bykolles Racing Team #4, Toyota Gazoo Racing #7 og #8, DragonSpeed #10 og SMP Racing #11 og #17.

I LMP2 har vi de 7 sædvanlige FIA WEC deltagere i form af TDS Racing #28, Racing Team Nederland #29, DragonSpeed #31, Signatech Alpine Matmut #36, Jackie Chan DC Racing #37 og #38 samt Larbre Competition #50. Derudover har vi RLR MSport #43 i form af deres LMP3 titel i European Le Mans Series 2018 samt G-Drive Racing #26 som LMP2 vindende hold fra selvsamme serie.

GTE Pro klassen har udelukkende de 10 hold fra FIA WEC – altså AF Corse #51 og #71, Ford Chip Ganassi Team UK #66 og #67, BMW Team MTEK #81 og #82, Porsche #91 og #92 samt Aston Martin Racing #95 og #97. Ingen af de 6 ekstra biler, som forventes fra USA, er på listen. De må så ryste i bukserne indtil de sidste biler bliver annonceret. Dog er der ikke andre der har fået deres sædvanlige startnumre – så de kunne være et tidligt tegn på at de er med alligevel.

DragonSpeed #31, IDEC Sport #48, G-Drive Racing #26, TDS Racing #28 etc
Photo: JJ Media
Photo: JJ Media

GTE Am klassen er helt så godt som fyldt op, med 15 deltagere. Spirit of Race Ferrari #54, Team Project 1 Porsche #56, Clearwater Racing Ferrari #61, MR Racing Ferrari #70, Dempsey-Proton Racing Porsche #77 og #88, Gulf Racing Porsche #86, TF Sport Aston Martin #90 samt Aston Martin Racing #98 er de sædvanlige FIA WEC deltagere.

Dertil kommer WeatherTech Racing Ferrari #62, som har arvet IMSA invitationen fra Misha Goikhberg, som ikke var interesseret i at tage til Frankrig.

Det andet hold fra USA, Keating Motorsports #85 har fået fat i en Ford GT. Det er første gang at Ford har villet sælge en til et privat hold, selvom Ben Keating har prøvet til mange gange før.

Proton Porsche holdet har valgt at udnytte begge deres ekstra billetter, som de erhvervede ved at vinde Le Mans samt ELMS i 2018. #99 kommer til at køre under Dempsey-Proton navnet, mens #78 får Proton Competition navnet over garagen.

JMW Motorsport Ferrari #84 har også en billet i form af deres andenplads i ELMS GTE klassen i 2018, mens Kessel Racing #60 også har en Ferrari med, da de vandt Michelin Le Mans Cup. Det er dog ikke kvindebilen, som Michelle Gatting er en del af, men i stedet holdets anden bil med mandlige kørere. Derfor er det stadig et åbent spørgsmål, om Gatting, Rahel Frey og Manuela Gostner får starttilladelse, men med 15 GTE Am biler + en eller to fra Asian Le Mans Series, er der næppe plads til flere i den klasse.

Gulf Racing Porsche #86 & Spirit of Race Ferrari #54
Photo: JJ Media

Med dagens annonceringer har vi 4 danskere med i løbet.

Michael Christensen kører med i Porsche #92, hvor han skal forsøge at køre VM titlen hjem – aktuelt fører han GTE Pro mesterskabet sammen med Keven Estre. 2018 Le Mans vinderne får samme 3. mand med igen – Laurens Vanthoor.

Nicki Thiim og Marco Sørensen skal igen dele Aston Martin Racing #95 med Darren Turner i GTE Pro.

Den sidste bekræftede dansker er David Heinemeier Hansson i Jackie Chan DC Racing #37, hvor han skal dele bil med Jordan King samt en endnu ukendt 3. kører, da Will Stevens formentlig skal køre for Panis Barthez Competition – såfremt ELMS holdet får en starttilladelse.

Med dagens annoncering er 42 af de 60 pladser i løbet taget. Der bliver uddelt 4 pladser mere i Asian Le Mans Series, men såfremt alle ønsker at deltage i 24 timers løbet. Så er der 14 pladser tilbage. Corvette Racing, Porsche og Ford Chip Ganassi Racing får formentlig 3 gange 2 pladser – i hvert fald er startnumrene stadig ledige. Det efterlader 8 pladser til ELMS hold.

ACO oplyser at de har fået 75 ansøgninger til 24 timers løbet. Om de to Ginetta racere var en del af de 75, er ikke offentliggjort. Men ikke desto mindre, bliver der 13-15 skuffede hold, som ikke får en direkte Le Mans billet.

Vi får navnene på samtlige 60 deltagere plus 10 reserver den 1. marts 2019.

Relaterede nyheder