Flere annonceringer i ADAC GT Masters

ADAC GT Masters holdene er så småt ved at have kørerbesætningerne på plads til 2019 sæsonen.

EFP Car Collection by TECE vender tilbage til serien i 2019.

Holdet med det ikke særligt mundrette navn stiller igen op med to Audi R8 LMS GT3 racere, som er blevet opgraderet til 2019 Evo versionerne.

Pierre Kaffer og Elia Erhart skal deles om den ene bil. De to var allerede holdkammerater i 2018, hvor det lykkedes dem at overraske alt og alle, og tage sejren i søndagsløbet på Sachsenring. Kun yderligere tre gange sluttede holdet i top 20.

Holdets anden bil skal køres af Florian Spengler, som beholder sædet fra sidste år, mens han får den nye Audi fabrikskører Mattia Drudi som medkører. Spengler var top 10 fire gange sidste år, men udgik så til gengæld også af 5 løb.

Car Collection delen er nyt i teamnavnet. Sidste år fik EFP by TECE hjælp fra Holzer Motorsport, men forhåbentlig kan Car Collection hjælpe med at få bilerne længere frem på resultattavlerne.

Indy Dontje & Maximilian Götz
Photo: HTP Motorsport

MANN-FILTER Team HTP Mercedes har også fået kørerne i den anden bil på plads. Tidligere skrev vi om at Fabian Vettel og Philip Ellis skulle køre den ene bil, og nu er Maximilian Götz og Indy Dontje bekræftet i den anden. De to kørte hver deres bil sidste år, men er nu sat sammen til at være førsteholdet. Sidste år tog de sammenlagt 2 sejre og yderligere 4 podiepladser, og kan de gøre det igen i 2019, vil de komme til at ligge rigtig lunt i svinget til mesterskabet – som de for øvrigt sluttede 4’er og 5’er i sidste år.

Schütz Motorsport har fået deres andenkører på plads, i deres Mercedes. Australske Aidan Read har lavet en aftale med det tyske hold. Virker navnet bekendt, så er det måske fra Asian Le Mans Series, hvor han kørte for Eurasia Motorsport i LMP3 klassen. Sammen med Marvin Dienst, kunne det godt gå hen og bliver årets overraskelse, hvis ellers Schütz Motorsport får styr på opsætningen af bilen, og så ellers kan slå Team HTP, som plejer at være det førende Mercedes hold.

ADAC GT Masters 2019 starter den 27.-28. april i Oschersleben.

Relaterede nyheder