Orange og blå McLaren til Indy

McLaren Racing har præsenteret deres bil til dette års Indianapolis 500, som køres den 26. maj 2019.

Farverne bliver meget lig deres Formel 1 racer, hvor orange og blå igen er det gennemgående tema.

Det er dog nyt for holdet, at de selv skal stå for driften af bilen, da 2017 løbet blev kørt sammen med Andretti Autosport holdet. Det var dengang at både Andretti og McLaren kørte med Honda motorer, og mens Andretti stadig har den japanske motorleverandør, har det britiske hold nu klippet alle forbindelser til Honda, som ej heller var interesseret i at levere en motor til holdet i Indycar. Så der sidder en Chevrolet motor i McLaren raceren i år.

Da holdet har meget at lære, tog de derfor til Texas Motor Speedway i sidste uge, hvor Fernando Alonso fik de første omgange i bilen. Godt nok kørte spanieren også løbet i Indy i 2017, men det var med det gamle aerokit på bilen, så derfor skulle han vende sig til det nye kit, som blev introduceret til løbet sidste år.

Fernando Alonso
Photo: Indycar.com / Chris Owens

Da der kun er et meget begrænset antal testdage tilladt på ovalen i Indianapolis, måtte holdet ty til ovalen i Texas i stedet, som også er markant anderledes end Indy, med dens meget stejle ovalsving, hvor Indy er mere flad.

Generelt var holdet positiv efter testen, men det er altid svært for dem at måle sig med andre, da de var ene på banen, og derfor ikke havde noget direkte sammenligningsgrundlag.

De skal dog ikke vente længere end til næste uge, hvor der køres en officiel test dag på IMS, med indtil videre 28 kørere tilmeldt. Den 24. april bliver første mulighed i 2019 for at køre på ovalen, inden bilerne igen skal pakkes væk, og det almindelige aerokit skal findes frem til Indycar Grand Prix, som køres på dele af den gamle Formel 1 bane, men også lidt andre sektioner end den gang.

Selve kørslen på ovalen starter den 14. maj, hvor der skal køres en masse træninger over de næste små to uger, inden det hele kulminerer den 26. maj 2019, med det store 500 Miles løb.

Relaterede nyheder