Tørt LMC løb med våd afslutning

Det blev en meget speciel anden afdeling af Michelin Le Mans Cup, der blev kørt på Monza i Italien.

Ved starten kunne vi kippe med Dannebrog, da danske KEO Racing #43 med Michael Markussen og svenske Joakim Frid holdt på Pole Position, i kraft af Frid’s omgang i kvalifikationen som Bronzekører. Bag den holdt Nielsen Racing #2 med Tony Wells og Colin Noble, mens Lanan Racing #25 med Duncan Tappy og Michael Benham skulle starte løbet fra P3.

RLR MSport #14 med Tom og Christian Stubbe Olsen skulle desværre starte løbet fra sidstepladsen i LMP3, da Tom ikke rigtig fik sat en god omgang i kvalifikationen.

I GT3 klassen holdt Kessel Racing Ferrari #8 med Sergio Pianezzola og Giacomo Piccini på Pole Position, blot 0,003 sekund foran Luzich Racing Ferrari #71 med Mikkel Mac og Fabien Lavergne, mens Krypton Motorsport Mercedes #35 med Marco Zanuttini og Stefano Pezzucchi var P3.

Løbet blev startet under let skydække men med helt tør asfalt. Der var kommet en kort byge efter ELMS kvalen, men det var alt sammen tørret ud igen.

Michelin Le Mans Cup Monza 2019 start
Photo: JJ Media

Michael Markussen tog starten i #43 og holdt føringen uden nævneværdige problemer, men stadig med Nielsen Racing #2 lige bagved.

På anden omgang af løbet kom Luzich Racing Ferrari #71 i front af løbet, da Kessel Racing Ferrari #8 faldt tilbage på 3. pladsen. Samtidig var Scuderia Villorba Corse Mercedes #7 på fremdrift, og indtog nu andenpladsen i løbet.

Kort tid inde i løbet var der problemer for SPS Automotive Performance Mercedes #54, som kørte op i bagenden på RLR MSport #14 med Christian Stubbe Olsen bag rattet. Det rykkede forhjulet af Mercedes raceren, mens hele området omkring baglygten blev rykket af #14. #14 kunne dog fortsætte løbet, hvilket ikke var tilfældet for synderen.

AT Racing #90 & Scuderia Villorba Corse Mercedes #7
Photo: JJ Media

Nielsen Racing #2 måtte afgive andenpladsen til DKR Engineering #3, som herefter var den næste bil til at ligge pres på Markussen ude i front.

United Autosports #23 havde et spin i den første chikane, da de kom lidt for hårdt på den høje curb.

Efterhånden begyndte bagskærmen på Stubbe Olsens sårede Ligier JS P3 at blafre så meget i vinden, at løbsledelsen kaldte dem i pit, for at få den skiftet.

KEO Racing #43 forsvarede føringen i LMP3 klassen helt ind til pitstoppet, hvor holdet skiftede Markussen ud med Frid. Han kom også ud i føring af løbet, og kort tid efter kom der Full Course Yellow, da Racing Experience #11 havde tabt det ene baghjul, og derfor måtte bjerges med kran. Det viste sig efterfølgende at #11 var blevet ramt af Kessel Racing Ferrari #8, som derved fik en Drive-Through straf.

Kessel Racing Ferrari #8 & Racing Experience #11
Photo: JJ Media

Da løbet blev frigivet igen, forsøgte Frid at forsvare føringen, men kunne ikke kæmpe mod Sølvkører Colin Noble i Nielsen Racing #2, som hurtigt fik overhalet svenskeren. Kort tid efter kom Guldkører Duncan Tappy i Lanan Racing #25 også forbi, mens Sølvkører Laurents Hörr i DKR Engineering #3 kom forbi omgangen efter. I de få minutter blev forskellen mellem en Bronzekører, og kørere af højere rang desværre lidt for tydelig. Men bronze mod bronze, som det var i kvalifikationen, var Joakim Frid altså den hurtigste.

De tunge skyer begyndte at trække ind over banen med godt 30 minutter tilbage af løbet, og med 15 minutter tilbage blev banen erklæret “Wet Track”, det vil sige at bilerne skulle tænde regnlygterne, og holdene måtte skifte til regndæk, såfremt de ønskede dette. Der gik dog et par minutter mere inden himlen åbnede sig, og det gav vild panik i pitten, da 30 biler skulle ind og have skiftet dæk på næsten samme tid.

RLR MSport #14
Photo: JJ Media

Her blev KEO Racing #43 desværre en af de helt store tabere, og røg fra 4. pladsen ned på 7. pladsen, da deres pitstop ikke gik nær så hurtig som konkurrenternes.

Men selv den førende Nielsen Racing #2 havde problemer ved pitstoppet, hvilket Lanan Racing #25 udnyttede til at smutte forbi, og tage føringen med få minutter tilbage.

CD Sport #30 røg i gruset med 10 minutter tilbage af løbet, så der kom en hurtig Full Course Yellow, så bilen kunne slæbes i sikkerhed.

De sidste 5 minutter var der igen grønt flag, men alle bilerne listede bare rundt, uden nogen forskydelser af placeringerne, da banen var så våd, at bilerne kunne lave hjulspin, på regndæk, selv når de kørte på langsiderne.

Luzich Racing #71
Photo: JJ Media

Lanan Racing #25 med Duncan Tappy og Michael Benham vandt løbet, foran DKR Engineering #3 med Frank Kirmann og Laurents Hörr, mens Tony Wells og Colin Noble i Nielsen Racing #2 sluttede på en for dem skuffende 3. plads, efter at have ført løbet indtil regnen kom.

KEO Racing #43 med Michael Markussen og Joakim Frid sluttede løbet på 7.pladsen blandt LMP3 bilerne, men de fik bestemt vist flaget gennem de første 58 minutter, hvor Markussen var bag rattet. Og Frid beviste at han er en hurtig Bronzekører i kvalifikationen. Det bliver meget spændende at se hvad de kan gøre på Le Mans i næste måned.

KEO Racing #43
Photo: JJ Media

RLR MSport #14 med Christian og Tom Stubbe Olsen valgte at parkere bilen med 15 minutter tilbage, da de var så langt tilbage, og den truende regn blot øgede mulighed for et dyrt uheld, som alligevel ikke ville være til nogen pointmæssig gavn, da de i forvejen var 18’er blandt LMP3 bilerne.

I GT3 klassen vandt Mikkel Mac og Fabien Lavergne, efter at han uden problemer kunne holde forfølgerne i Kessel Racing Ferrari #8 med Sergio Pianezzola og Giacomo Piccini bag rattet, mens Spirit of Race Ferrari #51 med Christoph Ulrich og Maurizio Mediani sluttede P3.

Det næste løb for Michelin Le Mans Cup bliver Road to Le Mans løbet på den franske bane, der køres som to løb, med 55 minutter i hver. Der skal stadig skiftes kører i begge løb, så begge kørere kom til at køre både torsdag eftermiddag, men også lørdag formiddag, inden det store 24 timers løb køres senere samme dag.

Relaterede nyheder