Tæt ræs på smal schweizisk bane

Sæsonens 11. ABB FIA Formula E Championship 2018/19 løb skulle køres i schweiziske Bern.

Det var andet år i træk, at byen var vært for et Formel E løb, men det var en helt anden bane end den som holdene kørte på sidste år. Banen i år var meget smallere, så kørerne vidste på forhånd at kvalifikationen ville blive utrolig vigtig – vigtigere end ellers i den elektriske klasse.

Mesterskabsførende Jean-Eric Vergne havde taget Pole Position, foran Mitch Evans, Sebastien Buemi, Pascal Wehrlein, Maximilian Günther, Sam Bird, Daniel Abt og den aktuelle treer i mesterskabet, Andre Lotterer.

Nummer to i mesterskabet, Lucas Di Grassi havde haft en meget skidt kvalifikation, og skulle derfor starte helt tilbage fra 19. pladsen.

Jean-Eric Vergne
Photo: ABB FIA Formula E

Kørerne kom ikke mange hundrede meter, inden at der var ballade.

Robin Frijns blev skubbet rundt i det første sving, og holdt mod kørselsretningen. Samtidig blev Pascal Wehrlein skubbet rundt af Maximilian Günther, som så også startede et harmonika sammenstød, hvor bl.a. Andre Lotterer kører op i bagenden på Sam Bird.

Løbsledelsen vælger at stoppe løbet, hvorefter alle kørerne bliver sendt ind i pitlane, så rækkefølgen af bilerne kunne blive passet ind til den reelle stilling i løbet.

Mirakuløst var det kun Frijns som var ude af løbet, mens alle andre kunne køre tilbage til pitten med større eller mindre skader på bilerne.

Lucas Di Grassi var en af de helt store vindere i starten, da han var kommet op som 8’er i løbet.

Efter næsten tre kvarters stop af løbet, blev bilerne sendt tilbage på banen, hvor løbsledelsen havde bestemt sig for at starte løbet igen fra de oprindelige startpladser. Dermed var Di Grassi sparket tilbage på P19 igen, som dog reelt var 18, da Frijns jo var ude af løbet.

Bilerne blev sendt afsted bag Safety Car, hvor placeringerne så blev byttet rundt, til den oprindelige startrækkefølge, hvorefter Safety Car’en kørte i pit igen, og løbet blev frigivet.

Stoffel Vandoorne, Antonio Felix da Costa, Sebastien Buemi, Daniel Abt og Lucas Di Grassi var de 5 kørere som fik Fan Boost til denne afdeling.

Lap 1 crash
Photo: ABB FIA Formula E

Edoardo Mortara lavede et desperat overhalingsforsøg på Alexander Sims. Mortara dykkede meget sent, ramte Sims og skubbede englænderen af banen. Det kunne Oliver Turvey udnytte, og køre forbi dem begge to.

Jerome D’Ambrosio fik en Drive-through straf for at forårsage en kollision.

Både Gary Paffett og Edoardo Mortara måtte pitte med tekniske problemer med bilen. Paffett kom dog tilbage på banen igen, men var allersidst i løbet.

Efter 15 minutters racerløb gik Wehrlein i stå ude på banen, med en teknisk fejl.

Evans dykkede i Attack Mode, men han nåede ikke at komme forbi Vergne, inden franskmanden selv snuppede Attack Mode en omgang senere.

Wehrleins strandede bil udløste en Full Course Yellow, så bilen kunne blive bjerget.

Andre Lotterer fik overhalet Daniel Abt i duellen om 6. pladsen, ved brug af Attack Mode.

Abts holdkammerat, Di Grassi var også på fremdrift i feltet, og var helt oppe som 11’er, men havde så er 3 sekunders hul op til Stoffel Vandoorne på P10.

Lotterer snuppede en plads mere ved at overhale Maximilian Günther, og var dermed oppe som femmer i løbet.

Oliver Rowland måtte pitte med 12 minutter tilbage af løbet, grundet tekniske problemer med bilen.

Jose Maria Lopez blev undersøgt for eventuelt at have haft for stort strømforbrug, mens Antonio Felix da Costa blev undersøgt for at have kørt for hurtigt under Full Course Yellow perioden.

Lotterer havde fået lukket hullet op til Bird, ved hjælp af Attack Mode, og satte herefter englænderen under kraftigt pres, både indenom og udenom. Det pres gav pote, da Bird lavede en fejl og måtte afgive 4. pladsen til tyskeren.

Maximilian Günther
Photo: ABB FIA Formula E

Lucas Di Grassi kom op på 10. pladsen i løbet, og var dermed indenfor pointene.

Lotterer satte Buemi under hårdt pres i kampen om den sidste podieplads.

For at skabe lidt ekstra spænding i løbet, så begyndte det at regne med 3 minutter tilbage af løbet. Det gjorde at top 4 blev klemt sammen igen.

Vergne kørte langsommere og langsommere så de tre biler lige bag ham måtte passe voldsomt på for ikke at køre op i bagenden af franskmanden.

Men den ekstremt smalle bane gjorde at Jean-Eric Vergne selv for nedsat hastighed kunne vinde løbet, foran Mitch Evans og Sebastien Buemi.

Efter løbet valgte dommerne at give Andre Lotterer en 22 sekunders tidsstraf, fordi at han var kørt ud af pitten for rødt, i forbindelse med at løbet var stoppet. Det sendte Lotterer fra P4 til P14 og ud af pointene.

Jose Maria Lopez blev diskvalificeret fra løbet, da han havde haft for højt strømforbrug.

Edoardo Mortara skal starte 5 pladser længere tilbage end han kvalificerer sig til i New York, da han blev set som ansvarlig i sammenstødet med Alexander Sims.

Sidst men ikke mindst så fik Antonio Felix da Costa en 5 sekunders tidsstraf pga han havde kørt for hurtigt under Full Course Yellow.

Med dagens resultat udbyggede Vergne føringen i Mesterskabet til 32 point, foran Lucas Di Grassi og Mitch Evans, med Andre Lotterer i P4. Lotterer så ellers ud til at være P2, indtil han fik straffen, og mistede pointene i dagens løb.

I Teammesterskabet udbyggede DS Techeetah holdet også føringen, mens Audi Sport Abt Schaeffler er toer og Envision Virgin Racing er treer, kun ni point foran Nissan e.dams.

De 32 points forspring betyder at Jean-Eric Vergne kan sikre sig Mesterskabet allerede i det første løb i New York, hvor der skal køre to afdelinger. Finalen køres den 13. og 14. juli 2019.

Relaterede nyheder