30 biler klar til Prologen

FIA World Endurance Championship har offentliggjort den foreløbige deltagerliste til Prologen, som skyder 2019/20 sæsonen i gang.

Circuit de Catalunya afholder Prologen den 23. og 24. juli, hvor 30 FIA WEC biler kommer til at deltage i to-dags testen.

Alle 6 resterende LMP1 biler er tilmeldt testen. Som vi skrev tidligere på dagen, har SMP Racing trukket sig fra serien.

Rebellion Racing har endnu ikke sat navn på nogen kørere i deres biler. Dog forventes det at Bruno Senna bliver en af dem, da RLR MSport teamet i ELMS gjorde det klart, at Senna ikke kunne deltage for dem på Silverstone i slutningen af august måned, på grund af forpligtelser med Rebellion Racing.

Team LNT har skrevet Charlie Robertson og Mike Simpson på til begge deres Ginetta racere – og det er der heller ikke nogen overraskelser i, da disse to kørere er Ginetta fabrikskørere. Dog er der ikke skrevet andre kørere på, så der kommer som en overraskelse på et senere tidspunkt.

Toyota Gazoo Racing fortsætter med 5 af de 6 kørere fra foregående sæson, med den ændring at Brendon Hartley erstatter Fernando Alonso i 8’eren, ved siden af Sebastien Buemi og Kazuki Nakajima. Jose Maria Lopez, Kamui Kobayashi og Mike Conway er tilbage i #7.

LMP2 klassen har alle 8 biler klar til testen.

United Autosports #22 har Phil Hanson, Filipe Albuquerque og Paul Di Resta skrevet på holdkortet.

Racing Team Nederland #29 vender tilbage med samme kørerbesætning som i de seneste 12 måneder i FIA WEC – Nyck de Vries, Giedo van der Garde, og Frits van Eerd. Men de er skiftet til en ORECA 07, som drives af TDS Racing.

GT Pro & GTE Am Spa Francorchamps 2019
Photo: JJ Media

High Class Racing #33 har Mark Patterson i bilen til Prologen. Patterson har tidligere på sæsonen kørt for Algarve Pro Racing, men har skrevet kontrakt med High Class Racing til FIA WEC 2019/20 sæsonen. Godt nok er Anders Fjordbach ikke skrevet på holdkortet til testen, men mon ikke at han hopper på cyklen og smutter til Circuit de Catalunya… Han bor trods alt i Barcelona – og så kender han for øvrigt også Patterson fra Asian Le Mans Series 2018/19, hvor de to var holdkammerater.

Signatech Alpine Elf #36 har indtil videre to af deres tre kørere med til testen – Andre Negrao og Thomas Laurent. De har dog allerede annonceret Pierre Ragues som 3. kører i den nye sæson.

Jackie Chan DC Racing #37 kommer ligeledes med to af de tre kørere – gengangerne Ho-Pin Tung og Gabriel Aubry. Sidste mand er endnu ikke annonceret.

JOTA #38 kommer med den tidligere DragonSpeed lineup – Anthony Davidson, Roberto Gonzalez og Pastor Maldonado.

Cool Racing #42 kommer med ELMS line-up’en, som også skal køre hele FIA WEC sæsonen – Nicolas Lapierre, Antonin Borga og Alexandre Coigny. De debuterer i FIA WEC, men har allerede vist god fart i gennem de første par ELMS afdelinger, efter de skiftede fra LMP3 til LMP2 forud for sæsonen.

Cetilar Racing #47 kommer med deres rent italienske line-up, som vi også så ved 24 timers løbet på Le Mans for en måned siden – Roberto Lacorte, Andrea Belicchi og Giorgio Sernagiotto. De tre herrer har arbejdet sammen de sidste par år i ELMS, selvom Belicchi har måttet side ude på grund af rygproblemer. Men nu er han tilbage for fuld kraft.

5 af de 6 GTE Pro biler vil deltage i testen.

AF Corse #51 kommer med de forsvarende Le Mans vindere James Calado og Alessandro Pier Guidi. I Ferrari #71 er Davide Rigon indtil videre den eneste mand i bilen, så det starter spekulationerne omkring Sam Bird. Aktuelt er der 3 datosammenfald mellem FIA WEC og Formel E i 2019/20 sæsonen, så måske Bird stadig er i tvivl omkring hvad han skal vælge – eller også har han bare sammenfald med noget andet. Vi må se.

Porsche kommer i stærkeste opstilling – med de 4 kørere som var med til at sikre dem Konstruktørmesterskabet i 2018/19. Gianmaria Bruni og Richard Lietz fortsætter i #91, mens Verdensmestrene Michael Christensen og Kevin Estre snupper et år mere i #92.

Aston Martin kommer kun med #97, hvor Alex Lynn, Maxime Martin, Nicki Thiim og Marco Sørensen skal deles om den ene bil. Holdet kunne ellers godt gøre brug af nogle flere testkilometer, til at få lidt mere tørvejrsfart i de to limegrønne racere, som er hurtigere over en omgang, men som er faldet tilbage i GTE Pro klassen, når den første times løb er kørt – med mindre at det har været regnvejr, hvor holdet snuppede to sejre.

Jackie Chan DC Racing #37 & Rebellion Racing #3
Photo: JJ Media

Alle 11 GTE Am biler er til stede, men der er en masse TBA kørere på listen.

AF Corse #54 fortsætter uændret med Thomas Flohr, Francesco Castellacci og Giancarlo Fisichella, som også var holdkammerater under Spirit of Race navnet i de seneste par sæsoner. Derimod er det velkommen tilbage i #83 til Francois Perrodo. Franskmanden vandt GTE Am med holdet i 2016, og har fået Emmanuel Collard med i bilen igen, og så er danske Nicklas Nielsen kommet med som 3. mand i bilen.

Team Project 1 Porsche #56 og #57 har fordelt de to Am mestre fra 2018/19 ud i de to biler – Egidio Perfetti og Patrick Lindsey. Men mon ikke at Jörg Bergmeister også dukker op ved testen, med mindre at han har andre forpligtelser.

Red River Sport Ferrari #62 kommer med Bonamy Grimes og Johnny Mowlem er også at finde til testen. De to har endnu ikke offentliggjort en 3. kører, men de har brug for en sølv- eller bronzekører mere i bilen, når sæsonen starter for alvor. Der skal nemlig være mindst en bronze samt en bronze eller sølvkører – og Mowlem er guldkører.

MR Racing Ferrari #70 kommer igen med Motoaki Ishikawa, Olivier Beretta og Eddie Cheever III, ligesom de gjorde i foregående sæson.

Dempsey Proton Racing Porsche #77 og #88 har kun annonceret to af de seks kørere – Matt Campbell i #77 og Matteo Cairoli i #88. Meeen mon ikke at Christian Ried dukker op i 77’eren endnu en gang. Han er eneste kører i FIA WEC historien, som har kørt samtlige afdelinger siden introduktionen i 2012. Satoshi Hoshino var tippet til at køre i #88, men efter hans præstationer i forbindelse med 24 timers løbet på Le Mans, er han ikke længere så elsket og oplagt et navn. Men holdet har endnu ikke meldt deres sammensætninger ud endnu, så det blafrer stadig i vinden.

Gulf Racing Porsche #86 er tilbage med teamejer Mike Wainwright, men har indtil videre to gange TBA ud for sig. Ben Barker forventes at være tilbage i bilen, mens holdet må sige farvel til Thomas Preining da han er blevet opgraderet til Guld kører, og ikke længere passer ind i en Am sammensætning med de to andre.

TF Sport Aston Martin #90 følger op på debutsæsonen i FIA WEC med Salih Yoluc og Charlie Eastwood. De to skal forsøge at forbedre deres 3. plads fra 2018/19 sæsonen, hvor de sluttede toer i løbene hele 4 ud af de 8 løb. Men hvem kommer med som 3. kører? Det er endnu ikke annonceret.

Slutteligt kommer Aston Martin Racing #98 med Paul Dalla Lana. Canadieren har endelig fået lov til at stille op med den nye Vantage version, som blev introduceret i GTE Pro i 2018/19 sæsonen, men som bekendt skal være en sæson gammel, før at den må deltage i GTE Am. Indtil nu står der to gange TBA ud for det startnummer, men det vil være en meget stor overraskelse hvis ikke Pedro Lamy og Mathias Lauda er tilbage i bilen.

Mens Prologen køres om 2 uger, skal første løb køres den 1. september på Silverstone i Storbrittanien. Holdene skal annoncere de fulde kørerlineups senest en måned før løbsweekenden, og ellers står holdene til en bøde.

Relaterede nyheder