Audi domineret søndag på Brands Hatch

Det blev en Audi domineret søndag, da sæsonens 12. DTM afdeling blev kørt på britiske Brands Hatch.

Samtlige 8 Audi racere var 1-8 på startgridden, med Rene Rast hurtigst foran Loic Duval, Robin Frijns, Jamie Green, Mike Rockenfeller, Nico Müller, Pietro Fittipaldi og Jonathan Aberdein. Philipp Eng var den bedste BMW mand i P9, inden Daniel Juncadella fik R-Motorsport Aston Martin kørt ind på P10.

Loic Duval fik den bedste start, og kom først ned i Sving 1, foran Rast og Green. Rast blev dog lukket forbi igen, halvvejs rundt på første omgang, så han kunne stikke afsted ude i front.

Joel Eriksson havde en bil som bestemt ikke opførte sig pænt på fuld tank, hvor bunden slog imod alle de små bump på vejen. Det gjorde den meget ustabil, og han faldt tilbage på sidstepladsen i løbet.

Rene Rast
Photo: JJ Media

Nico Müller fik også arbejdet sig forbi Duval, så de to førende i mesterskabet stille og roligt kunne få et forspring på alle konkurrenterne. Det er yderst sjældent at man har samtlige biler foran konkurrenterne, så derfor er det vigtigt at forsøge at bibeholde denne fordel overfor konkurrenterne.

Jamie Green fik en 5 sekunders tidsstraf, da han ikke havde parkeret på det helt rigtige sted ude på startgridden. Surt show for briten, men regler er regler, selvom man er på hjemmebane.

Eriksson var den første mand i pitten, allerede på anden omgang af løbet, på grund af en sivepunktering, mens Bruno Spengler var inde på 5. omgang og Jamie Green var inde på 7. omgang.

Wittmann var inde efter 9 omganges ræs, og havde derfor 42 minutter tilbage af løbet. Meget meget risikabelt at tage ham ind så tidligt, med mindre at holdet i forvejen havde bestemt sig for en 2-stops strategi, da tyskerens dæk var helt færdige i gårsdagens løb.

Ferdinand Habsburg
Photo: JJ Media

Rene Rast, Nico Müller og Jonathan Aberdein var inde to omgange senere, for at sikre sig imod et angreb fra Wittmann. Det lykkedes også at komme ud foran BMW køreren, men alle tre var på kolde dæk, hvilket gjorde at Wittmann hurtigt fik lukket hullet til Müller, men kunne ikke komme forbi.

Duval kom ud af pitten foran Müller, men de varmere dæk for Müller gjorde at schweizeren nemt kunne komme forbi franskmanden.

Bruno Spengler havde et teknisk problem med bilen, så han måtte pitte og udgå.

Joel Eriksson udgik halvvejs gennem løbet, hvor svenskeren parkerede BMW raceren lige ved pitudkørslen, men langt nok væk fra banen, så det ikke var nødvendigt at kalde Safety Car på banen.

Philipp Eng var den sidste mand til at pitte, blandt de førende, og kom ud på 9. pladsen, bag Wittmann. Der var dog stadig to R-Motorsport Aston Martin racere som manglede at pitte, men de ville falde langt tilbage i feltet, når de havde pittet.

Pietro Fittipaldi havde en tur gennem gruset i Paddock Hill Bend, men kom selv tilbage på banen igen.

Løbsledelsen valgte at lave Slow Zone, så de kunne få Erikssons bil skubbet væk. Det gjorde at Marco Wittmann valgte at pitte efter nye dæk, i et håb om at have mere fart på bilen, hen mod slutningen, når konkurrenternes dæk var slidte.

Så da alle havde pittet, og hele banen var oppe til fuld fart igen, var Rast førende foran Müller, Frijns, Duval og Rockenfeller, mens Eng var bedste BMW på P6. Eng fik dog arbejdet sig forbi Rocky, og satte jagten ind på Duval.

Philipp Eng
Photo: JJ Media

Eng forsøgte at få snuden op på siden af Duval, men franskmanden smækkede døren i, og der var lidt kontakt mellem de to biler. Eng forsøgte sig igen omgangen efter, med DRS og det hele, men kunne heller ikke komme forbi. Duval kunne dog også bruge DRS til at forsvare sig, så derfor kunne BMW køreren ikke komme forbi.

Jamie Green valgte også at pitte for anden gang, da han alligevel ikke havde noget at miste. Det var dog begrænset hvor meget at han kunne nå på de sidste 10 minutter af løbet, når han var næsten et minut efter top 9.

4 minutter før løbets afslutning havde de to sydafrikanere Sheldon van der Linde og Jonathan Aberdein en duel omkring 7. pladsen i løbet. Aberdein blev taber af den duel, da han spandt Audi raceren rundt, og måtte genoptaget løbet på P13.

Rene Rast kunne køre sejren hjem uden problemer, med Audi holdkammeraterne Nico Müller, Robin Frijns og Loic Duval bag sig, inden Philipp Eng på P5 var den bedste BMW. Mike Rockenfeller og Sheldon van der Linde kom ind foran Daniel Juncadella, som var den bedste R-Motorsport Aston Martin på P8.

Med Philipp Eng på P5 og Marco Wittmann på P10, er Audi Sport efterhånden sikker på at tage DTM titlen. Rene Rast har 206 point, foran Nico Müller med 169, Marco Wittmann med 147 point og Philipp Eng på 129 point. Det betyder at Rast er meget tæt på at kunne have en hel weekend uden point, mens Wittmann skal score maksimum point inklusiv Pole Position – og han har kun 3 løbsweekender mere at gøre det på.

Den næste afdeling af DTM 2019 køres om 2 uger på Lausitzring.

Relaterede nyheder