Dramatisk fredag for ELMS på Silverstone

Det blev en dramatisk dag for European Le Mans Series på Silverstone banen i Storbrittanien.

Faktisk fik den første træning indflydelse på resten af dagens kørsel på banen, ikke kun for ELMS, men også for FIA World Endurance Championship.

Det blev ikke til meget mere end 30 minutters kørsel i FP1, inden Carlin #45 med Jack Manchester havde en alvorlig afkørsel i Stowe svinget, for enden af Hangar Straight. Her kommer bilerne med cirka 275 km/t, hvor der så skete en defekt på bilen, så den fortsatte ligeud, og kun fik taget minimalt af fart af. Manchester ramte dækmuren meget hård, og beskadigede bilen så meget, at monocoque’en er ødelagt, og teamet har måtte ned i FIA WEC paddock’en, hvor Cetilar Racing havde en ekstra Dallara med, som Carlin så er ved at bygge op til lørdagens kvalifikation samt løb.

Carlin #45
Photo: JJ Media

Manchester selv måtte en tur på hospitalet, hvor lægerne indtil videre har konstateret to brækkede ribben, men stadig er i gang med flere tests. Så allerede nu står det fast, at han ikke kommer til at kunne køre løbet i morgen, men teamet planlægger at deltage alligevel. Men det betyder også at holdet skal ud og finde en Sølvkører, da Ben Barnicoat er Guldkører, og Harry Tincknell er Platinkører – der er nemlig krav om mindst en Sølvkører i hver bil. Racing24-7.net ønsker Jack Manchester god bedring, og håber snart at se ham tilbage bag rattet igen.

Dækbarrieren, samt Tec-Pro barrieren tog så meget skade, at der måtte skiftes adskillige meter, hvilket gjorde at resten af FP1 blev helt aflyst, og den efterfølgende FIA WEC træning blev 20 minutter forsinket.

Ydermere blev ELMS FP2 forlænget med 30 minutter, for at kørerne kunne få noget mere køretid i bilerne forud for morgendagens kval og løb, så det gjorde at FIA WEC var 30 minutter forsinkede, inden de kom i gang med deres FP2.

Men over til det som kunne aflæses på stopuret.

Eurointernational #11
Photo: JJ Media

United Autosports #22 var hurtigst med Filipe Albuquerque og Phil Hanson, i både FP1 samt FP2. Bil #22 er skiftet over til også at køre med en ORECA 07, ligesom de bruger i FIA WEC serien, mens UA indtil videre fortsætter med en Ligier på #32. DragonSpeed #21 med Ben Hanley, Henrik Hedman og James Allen var næsthurtigst i begge træninger, mens G-Drive Racing #26 med Job van Uitert, Jean-Eric Vergne og Roman Rusinov var 3. hurtigst, begge gange. Og det selvom G-Drive Racing #26 kun fik kørt 2/3 del af FP2, da bilen gik i stå ude på banen, og måtte køres tilbage med kranvogn.

Der var lidt mere variation i LMP3. Ultimate #17 med Matthieu Lahaye, Jean-Baptiste Lahaye og Francois Heriau var hurtigst i FP1, foran 360 Racing #6 med Terrance Woodward, James Dayson og Ross Kaiser, og med M-Racing #19 med Laurent Millara, Lucas Légeret og Yann Ehrlacher som treer.

I FP2 var Eurointernational #11 med Mikkel Jensen og Jens Petersen hurtigst, foran M-Racing #19 og 360 Racing #6.

United Autosports #22
Photo: JJ Media

Blandt GTE holdene var Kessel Racing Ferrari #60 med Sergio Pianezzola, Giacomo Piccini og Nicola Cadei hurtigst i FP1, foran Dempsey-Proton Racing Porsche #77 med Christian Ried, Riccardo Pera og Matteo Cairoli, mens søsterbilen fra Proton Competition Porsche #88 med Thomas Preining, Gian Luca Giraudi og Ricardo Sanchez var P3.

I FP2 var det #88 foran #77, mens Spirit of Race Ferrari #55 med Duncan Cameron, Matt Griffin og Andrew Scott var tredjehurtigst.

Med danske briller – High Class Racing #20 med Dennis Andersen og Anders Fjordbach var henholdsvis 14. og 12. hurtigst, og desværre i den tunge ende af feltet. Man har dog før set dem køre sig frem i løbet, sålænge at bilen holder.

Vi har nævnt Mikkel Jensen i Eurointernational #11 i FP2 – men i FP1 samt den første del af FP2 havde teamet tekniske problemer med bilen, som gjorde at de ikke fik kørt så mange omgange, som de ellers havde planlagt. Men med teamets erfaring fra tidligere sæsoner + en velkørende Jensen, viste de så udemærket i FP2, at man stadig skal regne med dem.

Ultimate #17
Photo: JJ Media

RLR Msport #15 med Martin Vedel Mortensen, Christian Stubbe Olsen og Martin Rich var 10. hurtigst i FP1, med en tid sat af Olsen, mens han var 9. hurtigst i FP2. Det var allerførste gang at Vedel var på banen, og med en testdag som regnede væk tidligere på måneden, og en FP1, hvor han kun fik en halv omgang inden der kom rødt flag, fik han 27 omgange i bilen i FP2, og nærmede sig Olsens tider omgang for omgang.

I GTE var Michelle Gatting i Kessel Racing Ferrari #83 den næsthurtigste Ferrari kører af alle – kun overgået af næsten-fabrikskører Matt Griffin. Så der fik hun virkelig slået en tyk streg under hvor hurtig at hun er. Det bliver spændende at følge hende i morgendagens kvalifikation, som hun højst sandsynlig får æren af at køre, med dagens supertid. I FP1 var de P6, mens Gatting satte tiden i FP2, og kørte bilen ind på P4.

Kessel Racing Ferrari #83
Photo: JJ Media

Nicklas Nielsen og hans to medkørere Alessandro Pier Guidi og Fabien Lavergne var henholdsvis 5. og 6. hurtigst i træningen, men har også fået 35 kg succesballast med i bilen, da de fører mesterskabet, vandt sidste løb samt sluttede toer på Monza. Så det ser ud til at virke efter hensigten – altså at det sender bilen længere bagud i feltet.

I morgen lørdag skal der køres kvalifikation samt et 4 timers løb i European Le Mans Series. Det bliver en spændende dag at følge, for kan vi holde den danske succesrate med mindst en dansker på podiet ved alle løbsweekender indtil nu?

Relaterede nyheder