Tæt kvalifikation for ELMS

Kvalifikationen til dagens European Le Mans Series løb på Silverstone blev en tæt affære.

Først fik GTE bilerne 10 minutter til at kvalificere sig.

Det specielle ved Silverstone banen, er at ELMS bilerne holder til i den gamle pitlane, mens tidtagningen foregik ud for den ny pitlane. Det betød at kørerne kun havde en halv omgang, inden at de var på en flyvende omgang.

Proton Competition #88 var hurtigste bil, efter alle kørerne havde haft deres første forsøg.

Nicklas Nielsen havde æren af at køre i Luzich Racing Ferrari #51, mens Michelle Gatting måtte kigge på mens Rahel Frey kvalificerede Kessel Racing Ferrari #83.

Proton Competition Porsche #88
Photo: JJ Media

Alle bilerne var inde og skifte til nye dæk halvvejs i kvalen, hvorefter kørerne fik endnu et forsøg.

Det fik kun Preining til at køre endnu hurtigere, og han tog Pole Position (sammen med Ricardo Sanchez og Gian Luca Giraudi) med næsten et sekund ned til Kessel Racing Ferrari #60 med Giacomo Piccini, Sergio Pianezzola og Nicola Cadei, mens Spirit of Race Ferrari #55 med Matt Griffin, Duncan Cameron og Andrew Scott var P3. P2 til P5 var indenfor et halvt sekund.

Luzich Racing Ferrari #51 med Nicklas Nielsen, Alessandro Pier Guidi og Fabien Lavergne skal starte løbet fra P5, mens Michelle Gatting, Manuela Gostner og Rahel Frey skal starte P6.

LMP3 kvalifikationen blev sat i gang kort efter, og her var Mikkel Jensen og Christian Stubbe Olsen i deres respektive biler – Eurointernational #11 og RLR MSport #15.

M Racing #19
Photo: JJ Media

Efter alle kørere havde haft deres første flyvende omgang, så det rigtig godt ud for danskerne – Jensen på P2 og Olsen på P5. Der var dog flere forbedringer på vej, og tidtagningsskærmene lyste lyserødt i næsten alle felter, hvilket betød at alle kørere var meget hurtigere på anden flyvende omgang.

Oregon Team #10 var hurtigste bil efter første forsøg, og blev ved med at klippe af tiderne. Ultimate #17 overtog 1. position med to minutter tilbage, men 20 sekunder før afslutningen af kvalen sprang M Racing #19 øverst.

M Racing #19 med Yann Ehrlacher, Lucas Legeret og Laurent Millara tog Pole Position, foran Ultimate #17 med Matthieu Lahaye, Jean-Baptiste Lahaye og Francois Heriau, og Oregon Team #10 med Damiano Fioravanti, Gustas Grinbergas, og Lorenzo Bontempelli på P3.

Eurointernational #11 med Jens Petersen og Mikkel Jensen skal starte løbet fra P4, 0,313 sekund fra Pole, mens Christian Stubbe Olsen, Martin Vedel Mortensen og Martin Rich i RLR MSport #15 skal starte 10’er blandt LMP3 bilerne.

LMP2 bilerne var fuldtallige igen, da Carlin havde fået bygget en Cetilar Racing Dallara racer op, og ringet til Harrison Newey, som afløser for den sygemeldte Jack Manchester.

DragonSpeed #21
Photo: JJ Media

Anders Fjordbach havde et spin med High Class Racing #20, på hans første flyvende omgang, men kunne hurtigt komme videre.

United Autosports #22 var hurtigst efter alle bilerne havde haft en flyvende omgang, men det var utroligt tæt i toppen, og DragonSpeed #21 og IDEC Sport #28 lå på lur til at snuppe bedste tid.

IDEC Sport #27 havde et solospin, og var heldig med ikke at blive ramt af flere bagved kørende, som strøg forbi på højre og venstre side af bilen.

Netop som det ternede flag kom ud, sprang DragonSpeed #21 med Ben Hanley, Henrik Hedman og James Allen op på P1, med Hanley bag rattet. United Autosports #22 med Phil Hanson og Filipe Albuquerque måtte nøjes med P2, hvilket var første gang i denne weekend at de ikke var P1.

IDEC Sport #28 med Paul Loup Chatin, Paul Lafargue og Memo Rojas var treer, mens High Class Racing #20 med Anders Fjordbach og Dennis Andersen sluttede på 13. pladsen.

Nu har holdene et par timer, inden at bilerne skal ud på startgridden, hvor de skal kæmpe over 4 timer.

Relaterede nyheder