Hele LMP3 podiet diskvalificeret

Alle holdene på LMP3 podiet i lørdagens 2 timers Michelin Le Mans Cup løb på Spa Francorchamps er blevet diskvalificeret.

Ved den efterfølgende tekniske kontrol blev det fundet at Nielsen Racing #2, DKR Engineering #3 og Graff #39 allesammen havde ændret på befæstningen af den såkaldte Crash Box, altså noget af snuden på bilen, som skal sikre at der ikke sker køreren noget, i forbindelse med et uheld.

Rent konkret var der brugt tyndere skruer, end de tre Norma racere er homologeret med. Holdene gav som forklaring, at så var det hurtigere at skifte denne Crash Box, hvis den var blevet beskadiget i en kollision.

Det står ikke klart om det kun var disse tre biler, som blev tjekket for det, eller om der faktisk er flere biler igennem feltet, som har de samme ulovligheder. Men faktum er – disse tre biler, var de tre biler som stod på podiet lørdag eftermiddag.

Nielsen Racing #2
Photo: JJ Media

Det betyder at Lanan Racing #25 er de nye vindere af løbet, med Duncan Tappy og Michael Benham. Motorsport98 #98 med Eric De Doncker og Dino Lunardi er de nye toere, mens Spirit of Race #55 med Michele Rugelo og Claudio Sdanewitsch er de nye treere.

Det betyder også at Lanan Racing #25 er de nye førende i LMP3 mesterskabet, foran DKR Engineering #3, mens Nielsen Racing #2 er på 3. pladsen, og ikke længere har nogen chancer for at vinde mesterskabet. Graff #39 har en lille chance for komme op på 3. pladsen i mesterskabet, men det kræver mere eller mindre at Nielsen Racing #2 udgår af finaleløbet.

Så hurtigt kan det hele vende op og ned i mesterskabet. Og mon ikke at hele ELMS paddocken har været i gang med at tjekke skruedimensioner lørdag aften og søndag morgen…?

Relaterede nyheder