Taylor ny fast mand hos Corvette

Jordan Taylor bliver ny fast mand hos Corvette Racing i IMSA WeatherTech SportsCar Championship.

Den 28-årige racerkører skal afløse Jan Magnussen i den helt nye C8.R med startnummer 3, hvor han skal køre sammen med spanske Antonio Garcia. De to har tidligere delt bilen ved 24 timers løbet på Le Mans, hvor de blandt andet var på podiet i både 2014 og 2017.

Tommy Milner og Oliver Gavin fortsætter i #4, som de har delt i de seneste 8 sæsoner.

Så selvom Corvette Racing har sagt farvel til en kører med et kæmpe CV, så har Taylor faktisk også selv et ret godt CV med sig.

Jordan Taylor
Photo: JJ Media

Indtil nu har han vundet 21 løb og 2 mesterskaber i IMSA serien, hvor han hidtil har kørt for familieteamet Wayne Taylor Racing i den nu lukkede DP klasse, og sidenhen i DPi klassen. Dertil kommer en sejr i GTE Pro klassen sammen med Milner og Gavin i 2015. Så selvom mange ser ham som den sjove fyr fra de sociale medier, så kan han bestemt køre racerbil, og være med helt fremme.

Den nye kørersammensætning betyder også at der er en amerikaner i hver bil, hvilket efter sigende skulle være vigtigt for hovedkontoret i Detroit, som finansierer programmet.

Det er endnu uklart med hensyn til 3. kørerne ved de lange løb i 2020 sæsonen, men her har Mike Rockenfeller og Marcel Fässler på det seneste være de to kørere, som har hjulpet til i de to biler.

IMSA WeatherTech SportsCar Championship 2020 starter med 24 timers løbet i Daytona den 25.-26. januar.

Relaterede nyheder