Rolex 24 at Daytona 2020 – de sidste timer

De sidste 8 timer af Rolex 24 at Daytona 2020 startede med perfekt tør, men kold luft og asfalt på blot 8 grader Celsius.

Performance Tech Motorsports #38 havde en lille hurtig tur af banen i Sving 2, men kom selv tilbage på asfalten igen.

Efter halvanden time i garagen, kom Pfaff Motorsports Porsche #9 endelig tilbage på banen, efter udskiftning af en trækaksel. Det var samme tid som solen så småt begyndte at vise sig på himlen.

Corvette Racing #4 var tilbage på banen, efter 7 timer og 50 minutters (!) reparation. Dermed ville de have små 7 timers test tilbage af løbet.

Precision Performance Motorsports Lambo #47 måtte pitte, da officials havde opdaget et teknisk problem med bilen, som skulle løses øjeblikkeligt.

Scuderia Corsa Ferrari #63
Photo Courtesy of IMSA / Richard Dole

Der var drama i LMP2 klassen. Efter PR1 Mathiasen Motorsports #52 havde kørt perfekt i løbets første 17 en halv time, holdt den nu skilt ad på pitlane, hvor både forreste og bagerste bodywork var pillet af bilen, mens mekanikerne arbejdede på begge ender. Det betød at DragonSpeed #81 pludselig havde en stor føring på adskillige omgange. I alt kostede det 7 minutter, inden de var tilbage på banen.

GEAR Racing Powered by Grasser Lambo #19 med Christina Nielsen bag rattet holdt desværre i garagen til en længere reparation. De havde allerede tabt meget tid tidligere i løbet, men yderligere et par timer gjorde bestemt ikke noget godt for dem. Meget bedre gik det heller ikke for holdkammeraterne i #11, som også brugte lang tid i garagen.

Riley Motorsports Mercedes #74 gik i stå på pitlane, hvor mekanikerne måtte løbe for at hente bilen. Mekanikerne diagnosticerede det til elektriske problemer – men hvor var fejlen…?

Whelen Engineering Cadillac #31 kørte pludselig langsomt ude på banen, da Pipo Derani havde fået en punktering på venstre bagdæk. Heldigvis blev dækket siddende på fælgen, og gik heller ikke i stykker. Så han kunne køre bilen tilbage til pitten, og vi undgik en afbrydelse med Full Course Caution.

JDC-Miller Motorsports #85
Photo Courtesy of IMSA / Richard Dole

Konica Minolta Wayne Taylor Racing #10 havde en ekstra tur ned af pitlane, da Ryan Briscoe pludselig ikke havde nogen servostyring på bilen. Mens han trillede derned af, lykkedes det ham dog at nulstille systemet, og så virkede det hele igen. Det kostede en stor del af deres føring, så de blot var 17 sekunder foran Mustang Sampling JDC Cadillac #5.

Ved 18 timers mærket var Konica Minolta Wayne Taylor Racing Cadillac #10 i front af DPi, DragonSpeed #81 i LMP2, Porsche #912 i GTLM, og Paul Miller Racing Lambo #48 i GTD.

Efter 7 timer og 48 minutters grønt flags ræs, kom der Full Course Caution, da Riley Motorsports Mercedes #74 stoppede ude på banen, i en kæmpe røgsky. De elektriske problemer var vendt tilbage for Fraga, så han kunne ikke få bilen startet op igen, og selv komme derfra. Da han havde fået et skub, kunne han køre nogle få meter, inden bilen døde igen – hvorefter den blev skubbet ind bag hegnet, hvor mekanikerne kunne hente bilen.

Det var den længste periode af uafbrudt grønt flag i løbets historie.

Riley Motorsports Mercedes #74
Photo Courtesy of IMSA / Barry Cantrell

Efter små 20 minutters oprydning, blev feltet sendt afsted igen. Acura Team Penske #6 havde en vild tur tværs gennem Bus Stop Chikanen, men kom ind på banen igen, uden at tabe en placering.

Men så tog løbet endnu en dramatisk drejning. Konica Minolta Wayne Taylor Racing Cadillac #10 fik en 60 sekunders Stop & Go for at have kørt ud af pitten, mens lyset var rødt. Et kæmpe fy-fy i ræs, så derfor den store straf. Lyset var på rødt, da bilerne bag Safety Car stadig passerede forbi ude på banen, så derfor måtte Ryan Briscoe ikke have kørt på banen, på det tidspunkt at han gjorde. Det kostede ham en omgang, da han kom ud lige foran Olivier Pla i Mazda Team Joest #77, som var den nye bil på andenpladsen i løbet.

WRT Speedstar Audi Sport #88 tog føringen af GTD klassen, efter Dries Vanthoor fik kæmpet sig forbi Corey Lewis i Paul Miller Racing Lambo #48.

Whelen Engineering Cadillac #31 måtte en tur i garagen, da Filipe Albuquerque fik problemer med gearkassen.

GEAR Racing Powered by Grasser Lamborghini #19 havde gennemgået 3 timers reparation i pitten. Christina Nielsen fik lov til at køre den på banen igen, da hun også var køreren som bragte den ind. Da hun kom halvvejs rundt på banen, stod der flammer ud af bagenden på bilen, som hun fik parkeret lige efter Bus Stop Chikanen. Heldigvis kom hun ud af bilen i god behold, men bilen var ude af løbet. Super ærgerligt for Nielsen, Katherine Legge, Tatiana Calderon og Rahel Frey, men bilen havde drillet lige fra allerførste stint, lørdag eftermiddag.

Tower Motorsport by Starworks Motorsports #8
Photo Courtesy of IMSA / Barry Cantrell

20 minutters oprydning, og så var der grønt flag igen.

Starworks Motorsports #8 fik en Drive-through straf, fordi at de havde kørt 1 km/t for hurtig i pitlane.

Der udbrød krig i GTLM, hvor BMW Team RLL #24 gik meget hårdt efter føringen af løbet. John Edwards dykkede ned under Mathieu Jaminet i Porsche #912 ude på ovalen, og kom herefter igennem Sving 3, med en kæmpe power-slide. Og så forsvandt BMW’en ellers bare ud i front. Corvette Racing #3 lå begge Porsche racere under hårdt pres, i kampen omkring den sidste podieplads.

4 timer og 24 minutter før afslutning af løbet stoppede Precision Performance Motorsport Lambo #47 ude på banen, hvilket udløste endnu en Full Course Yellow. Jonathan Hoggard trillede bare stille og roligt til et stop, uden nogen form for dramatik.

Løbet kom hurtigt i gang igen, og det gjorde at #24 og #912 igen igen duellerede. Denne gang var det #912 som gik i front.

Corvette Racing #4 var en tur tilbage i garagen igen, for flere reparationer, hvilket tog et par timer, inden de var tilbage på asfalten.

Føringen af løbet skiftede fra Mustang Sampling JDC Cadillac #5 til Konica Minolta Wayne Taylor Racing Cadillac #10, da sidstnævnte var 6 sekunder hurtigere i deres pitstop, og dermed kom foran igen.

Kampen fortsatte i GTD, hvor Paul Miller Racing Lambo #48, GRT Magnus Lambo #44 og  WRT Speedstar Audi Sport #88 skiftes til at føre.

Mazda Team Joest #55 tabte stille og roligt fart, på grund af et problem med trykladningen af motoren. Teamet kunne dog ikke gøre noget ved det, så de lod den bare køre derude på banen, da de stadig var på 4. pladsen.

BMW Team RLL #24
Photo Courtesy of IMSA / Barry Cantrell

AIM Vasser Sullivan Lexus #12 løb ind i en Drive-through straf, da de havde kørt 6 km/t for hurtigt i pitten. De var dog ude af top 10 i GTD i forvejen, grundet problemer tidligere i løbet.

Mens Porsche havde været hurtige tidligere i løbet, begyndte de stille og roligt at falde tilbage gennem feltet. Først trak BMW Team RLL #24 væk, og så kom Corvette Racing #3.

Porsche så ud til at få nyt liv, med nogle nye dæk og Earl Bamber bag rattet i #912, da de tog føringen af GTLM igen med to timer tilbage af løbet.

Med to timer tilbage var Konica Minolta Wayne Taylor Racing Cadillac #10 var førende i DPi, DragonSpeed #81 i LMP2, og GRT Magnus Lambo #44 i GTD. Kun i LMP2, var første- og andenpladsen ikke op omgangshøjde. Faktisk var både GTD og GTLM indenfor 2 sekunder af hinanden.

Porsche #911 var også på vej opad igen, da Nick Tandy fik overhalet Jordan Taylor i Corvette Racing #3 for P3 i GTLM.

Risi Competizione Ferrari #62 var derimod ude af topkampen, med mindre at de ville få held med FCY perioder i de sidste 2 timer af løbet, da de fik en Drive-through straf, for at have haft baghjulene drejende rundt, mens de skiftede dæk på den.

To Lamborghini racere kæmpede omkring føringen i GTD. GRT Magnus #44 havde snuden forrest, men Paul Miller Racing #48 lå helt oppe under bagvingen.

DragonSpeed #81 & Era Motorsport #16
Photo Courtesy of IMSA / Richard Dole

Risi Competizione Ferrari #62 fik en punktering på højre bagdæk, et par hundrede meter inden Bus Stop Chikanen på baglangsiden. Det ødelagde bagskærmen på Ferrari raceren, og efterlod lidt vragdele på banen, mens James Calado måtte humpe bilen tilbage til pitten. Desværre var skaderne på bilens bagende så store, at holdet valgte at trække bilen ud af løbet. Synd, da de fik problemet mens de lå på 5. pladsen i GTLM.

BMW Team RLL #24 tabte værdifulde sekunder i pitten, da Era Motorsport #18 kom ud fra deres tankstop i samme øjeblik, som BMW’en var ved at dreje ind til dens pitbox. Jesse Krohn nåede at bremse inden det kom til kollision, men tabte nogle ekstra sekunder. Godt nok kom de ud på banen foran Porsche #911, men faldt bagved, da dækkene var stenkolde.

46 minutter før målflaget havde #24 dog fået lukket hullet igen, og Krohn fik overhalet Tandy, først udenom, og derefter dykkede han indenom i Sving 2, og fik den sorte BMW klemt ind foran, så Porsche-manden ikke havde nogen chance for at slå tilbage.

Tandy pittede allerede samme omgang, og kom ind i pitten med låste hjul – nåede han at komme ned i fart i tide?

Paul Miller Racing Lamborghini #48
Photo Courtesy of IMSA / Michael L. Levitt

Faktisk blev Nick Tandy overhalet ude på banen, efter pitstoppet, da Earl Bamber lokkede Tandy til en kørefejl i Sving 1, så holdkammeraten kunne smutte forbi, og sætte jagten ind på BMW’en ude i front.

Performance Tech Motorsports #38 måtte desværre tilbage til garagen, med under 40 minutter tilbage af løbet. LMP2 bilen havde været bagud i kategorien gennem store dele af løbet, da tekniske problemer ramte dem tidligt i løbet. Holdet valgte at trække bilen ud af løbet, da de ikke kunne avancere yderligere, og alligevel var sikre på pointene til mesterskabet. I IMSA skal man nemlig ikke krydse målstregen, for at blive klassificeret og score point, modsat FIA WEC og Le Mans.

Konica Minolta Wayne Taylor Racing Cadillac #10
Photo Courtesy of IMSA / Barry Cantrell

Efter 24 timers eminent racerløb, og en ny rekord for længste Daytona 24 timers løb i historien med 833 omgange for vinderen, kunne Konica Minolta Wayne Taylor Racing #10 med Renger van der Zande, Kamui Kobayashi, Scott Dixon og Ryan Briscoe løfte armene i vejret, og vinde løbet for andet år i træk. Mazda Team Joest #77 med Oliver Jarvis, Tristan Nunez og Olivier Pla sluttede toer, foran Mustang Sampling JDC Cadillac #5 med Sebastien Bourdais, Joao Barbosa og Loic Duval.

DragonSpeed #81 med Henrik Hedman, Colin Braun, Ben Hanley og Harrison Newey vandt LMP2 kategorien, foran Nick Boulle, Gabriel Aubry, Ben Keating og Simon Trummer i PR1 Mathiasen Motorsports #52, med Era Motorsport #18 med Nicolas Minassian, Ryan Lewis, Dwight Merriman og Kyle Tilley på P3.

David Heinemeier Hansson sluttede firer sammen med John Farano, Ryan Dalziel og Nicolas Lapierre for Tower Motorsport by Starworks Motorsport #8.

BMW Team RLL #24 vandt GTLM kategorien med Jesse Krohn, John Edwards, Augusto Farfus og Chaz Mostert bag rattet, foran Porsche #912 med Earl Bamber, Laurens Vanthoor og Mathieu Jaminet, mens Porsche #911 med Nick Tandy, Frederic Makowiecki og Matt Campbell sluttede treer.

Bryan Sellers, Madison Snow, Andrea Caldarelli og Corey Lewis vandt for Paul Miller Racing Lamborghini #48 i GTD kategorien, foran GRT Magnus Lambo #44 med John Potter, Spencer Pumpelly, Andy Lally og Marco Mapelli, mens WRT Speedstar Audi Sport #88 med Mirko Bortolotti, Rolf Ineichen, Daniel Morad og Dries Vanthoor sluttede treer.

Nicki Thiim udgik med Heart of Racing Aston Martin #23 allerede inden han havde været i bilen lørdag aften, mens Christina Nielsen udgik med GEAR Racing Powered by Grasser Lambo #19 bag rattet, søndag morgen.

Konica Minolta Wayne Taylor Racing Cadillac #10 fører Michelin Endurance Cup for DPi bilerne, PR1 Mathiasen Motorsports #52 i LMP2, BMW Team RLL #24 fører GTLM og Paul Miller Racing Lambo #48 fører i GTD kategorien. Dette er på baggrund af de point, som holdene har samlet sammen ved 6, 12, 18 og 24 timers mærket i løbet.

Det var en helt speciel udgave af Rolex 24 at Daytona, med meget lidt kørsel bag Safety Car. Kun 1 time og 43 minutter for nedsat hastighed, var selvfølgelig også baggrunden for den nye distance rekord.

Den næste opgave for IMSA WeatherTech SportsCar Championship bliver 12 timers løbet på Sebring, som køres lørdag den 21. marts 2020.

Relaterede nyheder