Dominerende sejr i Marrakesh

ABB FIA Formula E Championship 2019/20 var nået til Marrakesh i Marokko, hvor sæsonens 5. afdeling blev kørt.

Dramatikken startede allerede i kvalifikationen, da mesterskabsførende Mitch Evans ikke fik registreret nogen tid. Panasonic Jaguar Racing holdet havde lavet en fejl, så han kom for sent over målstregen til sin flyvende omgang, og hans kvalifikationen derved var slut inden han overhovedet startede den hurtige omgang. En kæmpe brøler – alt sammen i et mål på at komme så sent som muligt over målstregen.

Der var også problemer hos DS Techeetah, hvor sidste års mester Jean-Eric Vergne slet ikke fik kørt nogle omgange i fredagens træning. Franskmanden havde nemlig en dundrende hovedpine, så han måtte blive hjemme på hotellet. I disse sygdomstider blev han selvfølgelig testet, men det var ikke andet end en omgang migræne. Han virkede dog ikke helt på toppen i kvalifikationen, og fik kun bilen kørt ind på 11. startplads.

Helt på toppen var til gengæld holdkammerat Antonio Felix da Costa, som tryllede en fantastisk tid frem i Super Pole, og dermed skulle starte løbet fra P1, foran Maximilian Günther i BMW i Andretti, Andre Lotterer i TAG Heuer Porsche og Nyck de Vries i Mercedes-Benz EQ. For at fuldende en blandet top 6, var Edoardo Mortara femmer for ROKiT Venturi Racing, mens Sebastien Buemi i Nissan e.dams var sekser.

Faktisk var top 3 adskilt af mindre end 0,1 sekund – så bliver det vist ikke meget tættere.

Andre Lotterer Photo: ABB FIA Formula E

Robin Frijns og Neel Jani mistede deres tider fra kvalifikationen, da der havde været nogle problemer med signalerne fra deres speeder pedal til hvordan bilen reelt set gassede op. Grunden til den regel, er for at undgå traction control programmer på bilerne, da disse ikke er tilladte. Dermed startede de henholdsvis 22’er og 23’er.

Antonio Felix da Costa kom rigtig godt afsted ude i front, mens Maximilian Günther fik hentet ham igen i løbet af den første omgang. Andre Lotterer tabte en plads til Nyck de Vries, da han fik låst hjulene, og måtte skære sig direkte gennem en af chikanerne.

Vergne havde et par gode omgange til starten, hvor han havde taget 3 positioner.

De Vries blev undersøgt for at have ladt for meget strøm på batteriet under nedbremsning, den såkaldte regen. Det gav ham en Drive-through straf, hvilket totalt ødelagde hans chancer for en podieplads.

Ma Qing Hua blev undersøgt for en tyvstart, som han blev dømt for, og ligeledes fik en Drive-through straf for.

Nico Müller og Oliver Turvey blev også undersøgt for nogle tekniske afvigelser på bilerne. Begge fik en Drive-through straf.

Et kvarter inde i løb var Vergne kommet frem på 4. pladsen, og skulle nu forsøge at lukket de 5 sekunder op til førende Felix da Costa.

Stoffel Vandoorne & Nyck de Vries Photo: ABB FIA Formula E

Sam Bird fik efterhånden kæmpet sig ind i top 10 fra 14. startposition, og kunne se de næste tre positioner få meter foran sig.

Stoffel Vandoorne, Pascal Wehrlein, Antonio Felix da Costa, Lucas Di Grassi og Jerome D’Ambrosio var de 5 kørere, der fik Fan Boost til dagens løb, som kørerne så kunne bruge senere på løbet til eventuelle overhalinger.

Der var en vild kamp omkring James Calado, som forsøgte at angribe men endte med at tabe to placeringer til Di Grassi og D’Ambrosio.

Günther tog føringen af løbet, efter 20 minutters ræs, da han overhalede Felix da Costa udenom. Selvom han var kommet forbi, kunne han ikke rigtig trække fra, da han skulle have fokus på bilens energiforbrug. Derfor kunne Felix da Costa ligge i slipstrømmen på Günther, og spare lidt på strømmen.

Det gjorde at top 4 blev samlet helt sammen igen. Da Felix da Costa var første mand til at snuppe Attack Mode, kunne han uden problemer passere Günther, som tog selvsamme forøgelse af bilens kræfter omgangen efter.

JEV kom op på 3. pladsen i løbet, da han fik overhalet Lotterer.

Mitch Evans Photo: ABB FIA Formula E

Bird var røget nogle placeringer tilbage, efter de tætte kamp i midterfeltet. Det betød at han var nede som 13’er, men stadig havde en omgang Attack Mode i bagagen.

10 minutter før løbets afslutning overhalede Vergne BMW køreren Günther, så det blev til en DS Techeetah 1-2 i løbet.

Günther gav bestemt ikke op, og satte Vergne under ekstremt hårdt pres, hvor franskmanden måtte ind og smække døren hårdt i, for at holde tyskeren bagved sig.

Daniel Abt og Felipe Massa havde haft lidt kontakt i Sving 5, hvilket gav Abt en advarsel fra dommerne.

Lotterer fik problemer med bilen, og faldt stille og roligt ned gennem feltet, og fra at have været oppe i top 3, skulle han nu kæmpe for at holde sig i top 10.

Günther forsøgte at overhale Vergne udenom ved starten på sidste omgang. Tyskeren havde en del mere strøm på batteriet, hvilket han fik udnyttet to sving før mål, og kom forbi sidste års mester.

Antonio Felix da Costa & Maximilian Günther Photo: ABB FIA Formula E

Antonio Felix da Costa tog en suveræn sejr med over 11 sekunder ned til Maximilian Günther, mens Jean-Eric Vergne fik reddet 3. pladsen hjem – et mulehår foran Sebastien Buemi.

Mitch Evans fik kørt sig frem til en imponerende 6. plads, efter at han startede på 24. og sidstepladsen. Ydermere fik han bonuspointet for at have kørt hurtigste omgang blandt kørerne i top 10.

Den tidligere mesterskabsførende i denne sæson, Alexander Sims nåede ikke målstregen, da hans bil stoppede på den allersidste omgang.

Med dagens sejr er Antonio Felix da Costa også gået i front af kørernes mesterskab, mens Mitch Evens er faldet tilbage som toer. Alexander Sims er nu treer i mesterskabet, blot to point foran holdkammerat Maximilian Günther.

DS Techeetah er nu sprunget i front af Teammesterskabet, foran BMW i Andretti og Panasonic Jaguar Racing.

Nu har ABB FIA Formula E Championship en pause på en måned, da løbet i Sanya blev aflyst på grund af frygten for Coronavirus i Kina. Den næste afdeling køres i Rom den 4. april 2020.

Relaterede nyheder