Podiepladserne på Spa afgjort til allersidst

Det skulle blive et European Le Mans Series løb på Spa Francorchamps, som bød på lidt af hvert.

United Autosports #22 havde Pole Position til løbet med Filipe Albuquerque og Phil Hanson, foran søsterbilen med Job van Uitert, Alex Brundle og Will Owen i #32, mens Mikkel Jensen og Roman Rusinov startede løbet fra P3 i G-Drive Racing #26.

High Class Racing #20 med Dennis Andersen og Anders Fjordbach var 15. hurtigst i kvalifikationen.

I LMP3 var Wayne Boyd, Tom Gamble og Rob Wheldon på Pole med United Autosports #2, foran DKR Engineering #4 med Laurents Hörr, Francois Kirmann og Wolfgang Triller toer, og Realteam Racing #8 med Esteban Garcia og David Droux på P3.

RLR MSport #15 med Malthe Jakobsen, James Dayson og Robert Megennis startede fra femte position.

GTE kategorien havde Richard Lietz, Felipe Laser og Michael Fassbender i Proton Competition #93 på Pole, foran Kessel Racing Ferrari #74 med David Perel, Michael Broniszewski og Marcos Gomes, mens Iron Lynx Ferrari #60 med Andrea Piccini, Claudio Schiavoni og Sergio Pianezzola startede treer.

Iron Lynx Ferrari #83 med Manuela Gostner, Rahel Frey og Michelle Gatting startede løbet fra P8 blandt GTE bilerne.

DragonSpeed #21 måtte starte fra pitten, da de opdagede en benzinlækage på vej ud på startgridden. Samtidig betød reglerne at de mistede en omgang, inden at de måtte køre på banen.

Spa Francorchamps 2020 Start
Photo: JJ Media

Der blev kæmpet gennem store dele af feltet på første omgang.

JOTA #38 var kortvarigt oppe på 3. pladsen i løbet, da Anthony Davidson var lidt mere modig i de første sving. G-Drive Racing #26 med Mikkel Jensen kom dog hurtigt op på 3. pladsen igen.

Det blev en hektisk start i GTE kategorien, hvor der var kontakt midt i feltet, hvor Paul Dalla Lana udnyttede forvirringen, og tog føringen i AMR #98.

Det var også store skiftedag i LMP3, hvor RLR MSport #15 med Malthe Jakobsen bag rattet, var hurtig til at vinde placeringer, og allerede var toer efter mindre end en omgang.

RLR MSport #15
Photo: JJ Media

JMW Motorsport Ferrari #66 og Iron Lynx Ferrari #83 havde kontakt for enden af Kemmel Straight, hvor det gik værst ud over den angribende #66, som ødelagde hjulophænget, og måtte i pit for at få det repareret. Manuela Gostner tabte en del tid ude på banen, inden hun kom i gang, men kunne fortsætte uden skader på bilen.

Få minutter inde i løbet var der kontakt mellem Inter Europol Competition #13 og Nielsen Racing #10. #10 med Rob Hodes røg i et spin, som #13 med Martin Hippe forsøgte at undvige, men ikke kunne nå det inden han ramte dækmuren hårdt, samtidig med at #10 røg baglæns ind i siden på #13. Mens #10 selv kunne humpe tilbage til pitten, var #13 ude på stedet. Det udløste dagens første Safety Car, så #13 med Hippe kunne løftes væk.

Da løbet blev givet frit, var Mikkel Jensen den mest modige op gennem Eau Rouge/Raidillon svingkombinationen, og fik så meget mere fart på, at han kunne tage føringen fra Phil Hanson i United Autosports #22.

JMW Motorsport Ferrari #66 fik en Drive-through straf for kontakten med Iron Lynx Ferrari #83 tidligere i løbet.

JMW Motorsport Ferrari #66
Photo: JJ Media

Der var dramatik igen efter 50 minutters ræs, hvor Iron Lynx Ferrari #60 og United Autosports #32 havde kontakt. Claudio Schiavoni zig-zaggede lidt fra højre til venstre, så Will Owen i #32 ikke vidste om han skulle gå den ene eller anden vej rundt. Han tog en beslutning, og var næsten forbi, inden der var kontakt mellem de to biler, som sendte #60 hårdt muren og ud af løbet.

Det udløste dagens anden Safety Car, så bilen kunne fjernes på sikker vis.

Jensen i G-Drive Racing #26 var heldig at have to LMP3 biler mellem sig selv og Phil Hanson i United Autosports #22. Cool Racing #37 så en mulighed for enden af Kemmel Straight, hvor Antonin Borga måtte helt op at stå på bremsen, for ikke at skovle United Autosports #32 og JOTA #38 af banen, i kampen om 3. pladsen.

Dommerne havde kigget på episoden med #32 og #60, og gav UA #32 skylden, og dermed en Stop & Go straf.

G-Drive Racing #26, Mikkel Jensen -> Roman Rusinov
Photo: JJ Media

Realteam Racing #8 havde et solospin, hvor Proton Competition Porsche #77 med nød og næppe kunne undvige.

Da G-Drive Racing #26 kom ind for at skifte over til Roman Rusinov, gik selve kørerskiftet fint, men uheldigvis blev en af holdets mekanikere ramt af Cool Racing #37.

DKR Engineering #4, BHK Motorsport #16 og Iron Lynx Ferrari #83 blev alle kaldt til dommerne, og kort tid efter blev straffene offentliggjort – 105 sekunders Stop & Go for at have pittet under Safety Car. Dermed blev en skidt dag endnu værre for #83.

Der var kontakt med Inter Europol Competition #34 og Cool Racing #37, som kostede baglyset på #37, som måtte pitte efter en ny bagende.

Realteam Racing #8 holdt igen i den forkerte retning ude på banen, men denne gang fordi at de blev ramt af James Dayson i RLR MSport #15 i Sving 1.

Realteam Racing #8
Photo: JJ Media

Der kom Full Course Yellow, da AF Corse Ferrari #54 gik i stå ude på banen.

Da der kom grønt flag igen, var Filipe Albuquerque i UA #22 lidt hurtigere på aftrækkeren end Mikkel Jensen i G-Drive Racing #26, og tog føringen af løbet.

Iron Lynx Ferrari #83 fik dagens anden straf, for at pitte under Safety Car. Denne gang var det en Stop & Go straf på 105 sekunder

BHK Motorsport #16 fik en 45 sekunders Stop & Go, for ikke at have respekteret den første Stop & Go.

Med 75 minutter tilbage af løbet, begyndte der at drive sorte skyer ind over banen.

Proton Competition Porsche #77
Photo: JJ Media

RLR MSport #15 med James Dayson havde et spin for enden af Kemmel Straight, men kom hurtigt videre.

Inter Europol Competition #34 fik en Drive-through straf for kontakten med Cool Racing #37.

Proton Competition Porsche #93 og BHK Motorsport #16 fik en Stop & Go straf for at have haft motoren startet under deres pitstop.

DKR Engineering #4 fik en Drive-through straf for at have kørt for hurtigt i pitten.

Duqueine Team #30
Photo: JJ Media

Dennis Andersen i High Class Racing #20 kom i kontakt med Colin Noble i Nielsen Racing #7, og havde et halvt spin, inden han kom videre.

Løbets sidste time startede med United Autosports #22 i front af LMP2, United Autosports #2 i LMP3 og Proton Competition Porsche #77 i GTE.

Der var dog drama lige efter sidste time startede. Mikkel Jensen i G-Drive Racing #26 tog føringen fra Filipe Albuquerque i United Autosports #22, da han fik et tilløb op ad Kemmel Straight.

Det skete netop som Michele Beretta i Proton Competition Porsche #77 spandt af på toppen af Raidillon. Det kostede ham føringen i GTE, med noget der lignede en punktering på venstre bagdæk – der var i hvert fald ikke luft i dækket, efter de første piruetter.

Herefter begyndte regnen af falde på visse dele af banen. Og netop som det skete, spandt Mikkel Jensen af banen i #26, og ramte dækmuren hårdt med både forende og bagende, og var ude af løbet.

Det resulterede i en Full Course Yellow, for at få bilen slæbt væk.

Kessel Racing Ferrari #74
Photo: JJ Media

I mellemtiden var banen tørret op igen, så de hold som havde sat regndæk på, havde satset forkert.

AF Corse Ferrari #88 fik en Drive-through straf for at have kørt for hurtigt i pitten.

RLR MSport #15 faldt langt tilbage i feltet, da de skulle reparere baglyset på bilen, inden Robert Megennis kom i bilen.

Der var et lidt spændende øjeblik mellem IDEC Sport #28 og United Autosports #32, hvor Richard Bradley og Alex Brundle kørt skærm mod skærm gennem La Source, og kun lige fik afgjort at #32 skulle være foran, inden de kom til Eau Rouge – hvor de to for øvrigt også lige skulle overhale Proton Competition Porsche #77.

Graff #39
Photo: JJ Media

Kort tid efter blev #32 fanget bag DKR Engineering #4, og måtte så afgive pladsen til #28 igen, men ikke uden at bytte lidt lak.

Thomas Laurent i Graff #39 kom forbi Roberto Gonzalez i JOTA #38, og kom dermed op på 3. pladsen i løbet.

AF Corse Ferrari #88 tog andenpladsen i GTE, da Harrison Newey kom forbi Matt Griffin i Spirit Of Race Ferrari #55.

Nielsen Racing #10 udgik af løbet med 25 minutter tilbage, hvor bilen bare trillede ligeså stille ind til siden.

BHK Motorsport #35 & High Class Racing #20
Photo: JJ Media

Duqueine Team #30 var ved at komme i klemme, da Tristan Gommendy ville forsøge at overhale både en LMP3 og GTE bil gennem Blanciment.

Kort tid efter kom der Full Course Yellow, da der var nogle småstumper, som skulle fjernes i Sving 16.

Det udnyttede flere af holdene, til at tanke for sidste gang i løbet.

Der blev givet grønt flag med 17 minutter tilbage af løbet.

På samme tidspunkt pittede Duqueine Team #30 for at tanke, og røg derved af podiet.

United Autosports #2
Photo: JJ Media

Kort tid efter holdt Realteam Racing #8 i Bus Stop chikanen, og fire marshals måtte i gang med at skubbe bilen ind gennem pitindkørslen. Super ærgerligt, da de havde kørt sig frem til 3. pladsen i LMP3 kategorien.

IDEC Sport #28 var kortvarigt ude på græsset, i en duel med Richard Mille Racing Team #50, hvor der blev kæmpet intenst omkring 5. pladsen, som United Autosports #32 sad på, mindre end et sekund længere oppe.

Der blev virkelig gået til den i duellen omkring andenpladsen i LMP2, hvor Graff #39 lige var ved at sætte den i hegnet, da Thomas Laurent kom lidt for hårdt på gassen, men Will Stevens i Panis Racing #31 måtte blive bagved. Samtidig kom Tristian Gommendy i #30 blæsende bagfra, og hentede dem med adskillige sekunder per omgang.

Algarve Pro Racing #25, Graff #39, Richard Mille Racing Team #50, Inter Europol Competition #34
Photo: JJ Media

Laurent i #39 lavede en lille bremsefejl på ved ind i Bus Stop chikanen, hvilket gav Stevens i #31 en lille chance, men kunne ikke komme forbi. På vej ud på sidste omgang, lavede #39 en lille fejl igen igen, hvilket forsinkede #31 så meget at #30 kunne tage tredjepladsen.

Mens han lagde og pressede på at komme forbi Laurent, punkterede han i Blancimont svinget, og havde et vildt spin, hvor han heldigvis ikke ramte noget.

Så efter en helt vild afslutning på løbet kunne United Autosports #22 med Phil Hanson og Filipe Albuquerque kalder sig vindere, foran Graff #39 med Thomas Laurent, James Allen og Alexandre Cougnaud, og Panis Racing #31 med Will Stevens, Julien Canal og Nicolas Jamin som treer.

High Class Racing #20 med Anders Fjordbach og Dennis Andersen sluttede 13’er blandt LMP2 racerne.

LMP3 kategorien blev vundet af United Autosports #2 med Wayne Boyd, Tom Gamble og Rob Wheldon, foran Nielsen Racing #7 med Colin Noble og Tony Wells, mens Eurointernational #11 med Niko Kari, Tommy Erdos og Andreas Laskaratos sluttede P3.

RLR MSport #15 med Malthe Jakobsen, Robert Megennis og James Dayson sluttede 7’er blandt LMP3 bilerne.

United Autosports #22
Photo: JJ Media

Kessel Racing Ferrari #74 vandt GTE med David Perel, Michael Broniszewski og Marcos Gomes, mens AF Corse Ferrari #88 med Harrison Newey, Emmanuel Collard og Francois Perrodo var toer, og Aston Martin Racing #98 med Paul Dalla Lana, Augusto Farfus og Mathias Lauda sluttede på 3. pladsen.

Michelle Gatting, Rahel Frey og Manuela Gostner i Iron Lynx Ferrari #83 sluttede P8 i GTE kategorien.

Det var afslutningen på European Le Mans Series på Spa Francorchamps. Om 3 uger køres der igen på Paul Ricard, hvor der køres et lørdagsløb.

Relaterede nyheder