Hård kørsel på Nürburgring i lørdagsløb

3. afdeling af ADAC GT Masters blev kørt lørdag på Nürburgring, hvor 35 biler var til start.

Feltet havde fået besøg af en ekstra Team WRT Audi, med Benjamin Goethe og Stuart Hall bag rattet, men de skulle starte løbet fra sidste position.

SSR Performance Porsche #92 med Michael Ammermüller og Christian Engelhart havde Pole Position, foran mesterskabsførende Toksport WRT Mercedes #22 med Maro Engel og Luca Stolz, mens KÜS Team75 Bernhard Porsche #17 med Klaus Bachler og Simona De Silvestro startede P3.

Ved første løbsweekend blev Nicolai Sylvest kaldt ind i sidste øjeblik, men han var ikke til start i denne weekend, da Jens Klingmann i stedet havde fået svenske Erik Johansson som holdkammerat i MRS GT-Racing BMW #14. Det havde kvalificeret sig som nummer 14 til løbet.

Nürburgring havde også lukket et begrænset antal tilskuere ind, som havde fornøjelsen af at følge løbet fra hovedtribunen – med behørig afstand til hinanden.

Nürburgring Race 1 2020 start
Photo: Gruppe C Photography

Starten forløb utrolig rolig i forhold til visse starter på banen, med det svære Sving 1. KÜS Team75 Bernhard Porsche #17 kom under pres fra DLV-Team Schütz Motorsport Mercedes #36, som flere gange, var helt oppe på siden, men ikke kunne komme forbi.

T3-HRT-Motorsport Bentley #72 gik desværre i stå allerede på anden omgang af løbet.

Team WRT Audi #32 måtte pitte med en punktering, da de var blevet pløjet ned bagfra på første omgang i Veedol-S chikanen.

Den strandede Bentley betød at der kom Safety Car, så den kunne blive bjerget.

Løbet kom heldigvis hurtigt i gang igen.

T3-HRT-Motorsport Bentley #72
Photo: Gruppe C Photography

Montaplast by Land Motorsport Audi #28 måtte uforskyldt en tur gennem græsset, da søsterbilen #29 gik til angreb på Team WRT Audi #30, og fik skubbet den lidt bredt, mens #28 lå på ydersiden, og løb tør for asfalt. Desværre måtte #28 udgå med skader på bilen, kort tid efter.

Rutronik Racing Audi #31 lavede en flot udbremsning af GRT Grasser Lamborghini #63 i Sving 1, og var dermed oppe på 8. pladsen i løbet.

Montaplast by Land Motorsport Audi #29 fik en 5 sekunders pitstop straf for kontakten med #30, og dermed indirekte kontakten med #28.

Callaway Competition Corvette #77 måtte desværre skubbes ind i pitten, efter en halv times ræs, med et teknisk problem.

Rutronik Racing Audi #31 fortsatte fremmarchen i feltet, og kom også forbi DLV-Team Schütz Motorsport Mercedes #36, selvom Patric Niederhauser måtte tage lidt græs i brug, da Philipp Frommenwiler pressede Audi’en ud på græsset.

MANNFILTER – Team HTP-Winward Mercedes #47
Photo: Gruppe C Photography

Størstedelen af holdene kom godt igennem det obligatoriske pitstop, på nær MANNFILTER /- Team HTP-Winward Mercedes #47, Team WRT Audi #34 og Schubert Motorsport BMW #10 som havde lavet en procedurefejl i forbindelse med deres stop.

DLV-Team Schütz Motorsport Mercedes #36 kom i fokus igen, da Frommenwiler vippede MANNFILTER /- Team HTP-Winward Mercedes #47 rundt i – ironisk nok i Mercedes Arena’en…

Aust Motorsport Audi #4 røg af banen for fulde hammer i Sving 5, hvilket udløste en Safety Car, da dækmuren skulle repareres igen. Heldigvis skete der ikke noget med Hendrik von Danwitz.

Løbet blev genstartet med knap 7 minutter tilbage på uret.

GRT Grasser Racing Team Lambo #63 brugte lidt hårde midler til at komme forbi Team Zakspeed BKK Mobil Oil Racing Mercedes #21, hvilket Rutronik Racing Audi #31 også udnyttede til at komme forbi #21. Dommerne gav #63 en 3 sekunders tidsstraf for kontakten.

Montaplast by Land Motorsport Audi #29 måtte udgå med to minutter tilbage af løbet, da Christopher Mies parkerede bilen i pitten.

På allersidste omgang kom Rutronik Racing Audi #31 forbi KÜS Team75 Bernhard Porsche #17, og snuppede derved den sidste podieplads.

SSR Performance Porsche #92
Photo: Gruppe C Photography

SSR Performance Porsche #92 med Michael Ammermüller og Christian Engelhart vandt løbet, foran Toksport WRT Mercedes #22 med Luca Stolz og Maro Engel, mens Rutronik Racing Audi #31 med Kelvin van der Linde og Patric Niederhauser altså fik tilkæmpet sig 3. pladsen i sidste omgang.

Toksport WRT Mercedes #22 fører fortsat mesterskabet, selvom SSR Performance Porsche #92 hentede 7 point ind på dem. Rutronik Racing Audi #31 er rykket op som treer, foran Team WRT Audi #32.

I morgen køres weekendens andet løb i ADAC GT Masters.

Relaterede nyheder