Pitstop afgjorde WWTR søndagsløb

Andendagen af Bommarito Automotive Group 500 i NTT IndyCar Series blev endnu en dag på World Wide Technology Racing ovalen nær St. Louis, men lige over grænsen i staten Illinois.

Takuma Sato havde Pole Position til løbet, foran Josef Newgarden, Will Power, Patricio O’Ward, Jack Harvey, Scott Dixon, Marcus Ericsson, Simon Pagenaud, Felix Rosenqvist og Colton Herta, som lukkede top 10.

Mens lørdagens løb havde været overskyet, var solen ude til søndagens løb, og det blandet op med en masse skidt på banen, grundet et oliespild i et tidligere løb, kunne gøre forholdene meget vanskelige for kørerne.

WWTR Race 2 start
Photo: Indycar.com / Chris Owens

Starten forløb meget bedre end gårsdagens løb, men Pagenaud var lige ved at komme i problemer igen, da han kom i en sandwich i Sving 2, men heldigvis undgik kontakt.

Santino Ferrucci og Ryan Hunter-Reay havde en intens duel omkring 10. pladsen, hvor Hunter-Reay først overhalede Ferrucci udenom i Sving 1 og 2, inden konkurrenten kom forbi igen i Sving 3.

Der skete først for alvor ting ved første pitstop, hvor Dixon tabte et par placeringer, mens Rinus VeeKay var en af de helt store vindere – men hollænderen var også på en helt anden strategi, hvor han havde pittet omkring 10 omgange før størstedelen af feltet.

Zach Veach havde lidt problemer med at komme i fart efter hans pitstop, og var lige ved at blive ramt af Ferrucci og Harvey, da de ville overhale ham med en omgang.

Santino Ferrucci & Ryan Hunter-Reay
Photo: Indycar.com / Chris Owens

Sato forsøgte at vente længe med at pitte, men det var en strategi som bestemt ikke betalte sig. Fra at være i front, kom han blot ud på 7. pladsen efter tankstoppet.

O’Ward pittede fra føring, efter 96 omgange, hvor han havde holdt Will Power bag sig gennem adskillige omgange. Power ventede dog en omgang med at pitte, og det gjorde at han kunne tage føringen af løbet, mens VeeKay også havde været smart på strategien, og lå på 3. pladsen, indtil Newgarden fik udmanøvreret ham.

Marcus Ericsson måtte pitte med en løs bagvinge, hvor mekanikerne kunne vrikke med den, bare ved at røre ved den. Det tog 11 omgange, inden mekanikerne havde fået løst problemet, og svenskeren var tilbage på banen.

Sato og Dixon valgte at tage deres sidste pitstop tidligt, i et forsøg at lave noget smart strategisk.

Rinus VeeKay
Photo: Indycar.com/Joe Skibinski

O’Ward og Newgarden kæmpede side om side, ned af pitten og ud gennem pitudkørslen, hvor den forsvarende mester lige nøjagtig fik snuden foran.

Power blev bremset en lille smule på vej ind i pitten, af en langsommere Ed Carpenter, og det endte med at koste ham føringen i løbet, som Newgarden i stedet overtog foran O’Ward, mens Power faldt tilbage på P3, foran Colton Herta.

VeeKay lavede en modig overhaling på Herta, som var meget tæt på at sætte Herta i muren, hvor han endte med at tabe en placering til Dixon – men var ekstrem heldig, ikke at udgå af løbet.

Alexander Rossi var lige ved at sende Simon Pagenaud i muren, med 5 omgange tilbage.

Alexander Rossi
Photo: Indycar.com / Chris Owens

Alle de kampe skete lige foran podieplaceringerne, så VeeKay så sin chance for at tage 3. pladsen, men måtte flette ind bag Power igen.

Sato kyssede muren med 3 omgange tilbage, hvor dommerne var lidt for hurtige på knappen, til at kalde det gule flag. Sato kunne nemlig køre videre, og fulgte efter feltet bag Safety Car.

Det betød så også at Josef Newgarden kunne tøffe stille og roligt over målstregen som vinder, foran Pato O’Ward, Will Power, Rinus Veekay, Scott Dixon, Colton Herta, Felix Rosenqvist, Conor Daly, Takuma Sato med en skæv bil, og Santino Ferrucci på 10. pladsen.

Josef Newgarden
Photo: Indycar.com / James Black

Sejren betyder at Newgarden rykker lidt tættere på Dixon, så han nu er 96 point bag ved. O’Ward er yderligere 23 point bagude, mens der er et 23 point mere ned til Sato, som har 24 point ned til Colton Herta.

Nu har NTT IndyCar Series kørerne godt en måneds pause, inden der efter planen skal køres dobbeltløb på Indianapolis Motor Speedway den 2. og 3. oktober.

Relaterede nyheder