Le Mans startlisten vokser

Mens der på det seneste kun har været frafald på startlisten til 24 timers løbet i Le Mans, er listen nu i stedet begyndt at vokse.

G-Drive Racing by Algarve stiller op med endnu en Aurus 01 racer i LMP2 kategorien.

Samarbejdet har forbindelse til Asian Le Mans Series, hvor det mesterskabsvindende hold kørte under samme navn i 2019/20 sæsonen. Det er Algarve Pro Racing, som skal drive bilen, som får de sorte og orange G-Drive Racing farver på. Det kommer som en tilføjelse til G-Drive Racing #26, som i forvejen har startilladelse til løbet, og som drives af TDS Racing.

Det er meget utraditionelt, at der bliver lukket flere hold ind på et så sent tidspunkt – og så især ved at bilen ikke har stået på hverken den oprindelige startliste, og ej heller på reservelisten. Algarve Pro Racing har hele tiden kun haft en enkelt bil på startlisten, som er den bil, som de kører med i European Le Mans Series.

Den fysiske bil bliver heller ikke en af deres egne. Det er i stedet Ryan Cullen, hvor familien ejer en ORECA 07 LMP2 racer, som kommer med bilen til holdet. Cullen kørte tidligere på året for DragonSpeed, hvor det var hans egen bil, som holdet brugte. De afbrød samarbejdet efter ELMS løbet på Spa i starten af august måned, hvorefter DragonSpeed måtte have hjælp fra Racing Engineering, som havde en bil til at stå fra 2018 sæsonen.

G-Drive Racing by Algarve #26
Photo: Asian Le Mans Series

Cullen har samlet lidt af et dream team med den generelle Le Mans vinder fra 2015, Nick Tandy, og tidligere Audi Sport fabrikskører, Oliver Jarvis.

Nick Tandy vandt med Porsche 919 Hybrid bilen i 2015, som han delte med Earl Bamber og Nico Hülkenberg, men har siden da været tilbage i hans vanlige GT biler. Planen var også at Tandy skulle have kørt i GTE Pro kategorien, men her valgte Porsche at trække deres to Nordamerikanske biler fra løbet, så han dermed har en friweekend.

Oliver Jarvis har udover Audi Sport LMP1 erfaringen, også erfaring fra både GTE og LMP2 kategorien, i det klassiske løb. Han vandt LMP2 kategorien i 2017, og han håber på at kunne stå øverst igen i 2020.

Ryan Cullen har selv blot en enkelt start i 24 timers løbet. Sidste år kørte han hos United Autosports i deres bil #32, inden han skiftede til DragonSpeed, og egentlig også stod på startlisten for holdet, inden de brød, og han blev erstattet af Timothe Buret.

Er der for øvrigt nogen som undrer sig over Aurus 01 og ORECA 07 i samme åndedræt, så er det præcis samme bil – men G-Drive Racing har en sponsoraftale med den russiske limousine producent, så bilen kaldes for en Aurus – selvom den rent fysisk er 100% identisk med en ORECA. Nøjagtig det samme som Alpine raceren hos Signatech Alpine Elf.

Startnummeret for bilen er endnu ikke offentliggjort, da det traditionelle APR nummer 24 allerede er i brug af Le Mans debutanterne Nielsen Racing, og G-Drive Racing (TDS Racing) selv bruger #26.

Selvom vi lige nu kan glæde os over 60 biler på startlisten, er der stadig en risiko for at der måske ryger en i svinget – men det må de kommende dage og uger vise.

2020 udgaven af 24 timers løbet i Le Mans køres den 19.-20. september.

Relaterede nyheder