Ginetta trækker sig fra Le Mans

Team LNT Ginetta har valgt at trække sig fra 24 timers løbet i Le Mans 2020.

Holdet skulle oprindelig have kørt med to biler, men så trak de den ene bil tidligere på sæsonen.

De skulle have kørt med en enkelt bil ved FIA World Endurance Championship løbet på Spa Francorchamps for en måneds tid siden, men den trak de også fra startlisten.

Deres egen forklaring på, hvorfor at de har trukket sig fra Le Mans, er på grund af karantænereglerne mellem Frankrig og Storbrittanien, hvor deres mekanikere ville blive tvunget i 14 dages karantæne, når de kom hjem fra Frankrig. Da de også er aktive i britiske serier, med selvsamme mekaniker team, ville det ikke være muligt at servicere deres kunder på hjemmefronten.

Team LNT #6
Photo: JJ Media

Ginetta LMP1 programmet har været problemfyldt fra starten, hvor Manor holdet skulle drive to biler i FIA WEC. Deres kinesiske sponsor kom dog i uføre, hvilket betød at holdet ikke fik kørt ret meget i bilerne, inden Ginetta selv måtte ind med økonomisk støtte til Le Mans 2018. De deltog ikke i Le Mans 2019, da de ikke ville betale bøden, for ikke at have mødt op til størstedelen af løbene i 2018/19 sæsonen, da adgangsbilletten stadig hang på Manor.

I efteråret 2019 deltog de med to biler i FIA WEC, men det program faldt stille og roligt fra hinanden henover vinteren og foråret, og bilerne har slet ikke kørt løb i 2020, da holdet sprang over COTA, Sebring blev aflyst, og de som sagt ikke kom til genstarten på Spa. Der er et enkelt løb tilbage på 2019/20 kalenderen, hvilket er Bahrain i november måned. Det er endnu for tidligt at sige, om de møder op til det løb, eller om lader bilen stå i garagen resten af året – hvis ikke for evigt.

24 timers løbet i Le Mans køres næste weekend, med aktuelt 59 biler på startlisten.

Relaterede nyheder