Road To Le Mans kvalifikationerne kørt

Road To Le Mans, som tæller med til Michelin Le Mans Cup mesterskabet, kørte kvalifikation her til morgen på Circuit de la Sarthe.

Kvalifikationen var todelt, da der skal køres to løb – 55 minutter senere i dag, og 55 minutter i morgen. 34 biler var til start, hvilket var det normale Michelin Le Mans Cup felt, plus nogle ELMS hold, samt andre, som var hoppet med på vognen.

Først blev de højest rangerende kørere sendt på banen. De første 20 minutters kvalifikation blev dog hurtigt afbrudt, da Rodrigo Sales i Spirit of Race Ferrari #51 satte bilen i muren på opvarmningsomgangen. Det gav et rødt flag, så bilen kunne blive fjernet. Det kostede til gengæld kørernes 2½ minuts kvalifikationstid, i en session som i forvejen kun giver mulighed for 4, måske 5 flyvende omgange, hvis man sad i en af de hurtigste biler.

CD Sport #5
Photo: JJ Media

Som altid blev kvalifikationen utrolig tæt, hvor de førende skiftede hele tiden. Eurointernational #14 var hurtig til at sætte sig på hurtigste tid, men blev hårdt presset af United Autosports #23.

Blandt GT3 bilerne var FFF Racing Team by ACM Lamborghini #63 hurtig til at sætte sig på hurtigste tid – men de havde også sendt fabrikskører Andrea Caldarelli til dette løb.

FFF Racing Team by ACM Lamborghini #63
Photo: JJ Media

På allersidste omgang lykkedes det Wayne Boyd i United Autosports #23 at snuppe Pole Position, og henviste Nico Kari i Eurointernational #14 til P2, mens de forsvarende mestre DKR Engineering #3 med Laurents Hörr kvalificerede sig som treer.

Malthe Jakobsen sad ombord RLR MSport #15, og han fik bilen kørt ind på 11. startposition. Nick Adcock, holdkammerat til danske Michael Jensen, fik kørt CD Sport #5 ind på P21 blandt LMP3 bilerne.

FFF Racing Team by ACM Lamborghini #63 med Andrea Caldarelli var hurtigst blandt GT3 bilerne, foran Kessel Racing Ferrari #74 med David Perel, mens Andrea Piccini kørte Iron Lynx Ferrari #8 ind på P3.

Team Virage #12 med James Winslow havde desværre en afkørsel i Ford Chikanen, men det lykkedes mekanikerne at får den køreklar igen, så de også kunne deltage i 2. del af kvalifikationen.

RLR MSport #15
Photo: JJ Media

Herefter blev tavlen vasket ren, og de mindre erfarende kørere skulle i bilerne, til at afgøre startplaceringerne i løb 2.

Heller ikke denne del af kvalifikationen skulle foregå problemfrit. Mühlner Motorsport #21 stoppede ved udgangen af Mulsanne Corner, hvilket gjorde at der ikke kunne gives fuld gas på kvalifikationsomgangene, på grund af den dertilhørende gule flagzone.

Cool Racing #37 var hurtig til at sætte sig på førstepladsen, skarp forfulgt af DKR Engineering #3.

Blandt GT3 bilerne var det Kessel Racing Ferrari #74, som var hurtigst p første omgang, mens FFF Racing Team by ACM Lambo #63 igen var med helt i toppen.

Der skulle helt sikkert kigges lidt på tiderne, som blev sat i kvalifikationen, da visse kørere satte nye hurtigste omgange, på de omgange, hvor der var gule flagzoner på banen. Der kom nemlig en mere, kort tid efter at den for #21 var fjernet. Der blev meldt om røg fra CD Sport #5, som nu havde fået Michael Jensen bag rattet.

Iron Lynx Ferrari #8
Photo: JJ Media

Det endte med at blive til et rødt flag, så kvalifikationen stoppede ført tid.

Cool Racing #37 med Nicolas Maulini tog Pole til løb to, foran DKR Engineering #3 med Jean Gloreux, mens Rory Penttinen i Graff #26 var tredjehurtigste bil.

James Dayson, som er holdkammerat med Malthe Jakobsen i RLR MSport #15, fik bilen kvalificeret på 11. pladsen.

Iron Lynx Ferrari #8 med Rino Mastronardi snuppede Pole i GT3, foran FFF Racing Team by ACM Lambo #63, mens Kessel Racing Ferrari #74 med Michael Broniszewski tog 3. pladsen.

Iron Lynx Ferrari #8
Photo: JJ Media

Rinaldi Racing #55 havde et problem, så de ikke var på banen i hverken første eller anden del af kvalifikationen, ligesom Spirit of Race Ferrari #51 heller ikke fik kørt nogle omgange med Gunnar Jeannette bag rattet, efter holdkammerat Sales afkørsel i første del af kvalen.

Løb 1 skal køres i dag klokken 14.15, men bliver desværre ikke live streamet. Det er kun løb 2 i morgen, som bliver det.

Relaterede nyheder