25 biler til start i Bahrain

FIA World Endurance Championship har 25 biler på startlisten, når 2019/20 sæsonen afsluttes i Bahrain om halvanden måned.

LMP1 kategorien er desværre reduceret til kun at indeholde Toyota Gazoo Racing. De stiller op med deres to sædvanlige fabriksbiler, i det som bliver det sidste løb for TS050-Hybrid modellen, inden deres nye Hypercar model kommer til 2021 sæsonen. Rebellion Racing takkede af efter Le Mans, og Team LNT Ginetta har slet ikke kørt i 2020. ByKolles Racing Team var kun deltagere på Le Mans.

Toyota Gazoo Racing har allerede sikret sig mesterskabet – de skal blot afgøre internt, om det er bil #7 eller #8, som bliver Verdensmestre.

I LMP2 kategorien har vi mistet High Class Racing. Det danske hold har haft en skuffende sæson, hvor de har vist rigtig god fart med Kenta Yamashita og Anders Fjordbach, mens det har knebet mere med omgangstiderne hos Mark Patterson. Derudover har de være uheldige med strategien, som vi så på Spa Francorchamps i august, hvor de blev fanget af en Safety Car, så Patterson ikke kunne komme i bilen til tiden, som så endte med at de fik en straf. Pattersons store mål om at blive den ældste startende kører på Le Mans, blev desværre snuppet lige for næsen af ham af Dominique Bastien. High Class Racing fortsætter dog deres ELMS program sæsonen ud, hvor de deltager på Monza denne weekend.

Ellers er de 7 andre deltagere igen til start, med deres sædvanlige line ups. United Autosports #22 vandt mesterskabet på Le Mans, men JOTA #38, Racing Team Nederland #29 og Cool Racing #42 er de primære udfordrer til de andre medaljer, med en lille chance for Jackie Chan DC Racing #37 og Signatech Alpine Elf #36, for at snuppe en medalje, såfremt de tre foranliggende kommer i problemer.

TF Sport Aston Martin #90
Photo: Joao Filipe / AdrenalMedia.com

GTE Pro kategorien er de 6 biler, som vi har set gennem hele sæsonen. Aston Martin Racing #95 med Nicki Thiim og Marco Sørensen kommer til Bahrain som mesterskabsførende, mens holdkammeraterne i #97 med Alex Lynn og Maxime Martin er toere. AF Corse Ferrari #51 med James Calado og Alessandro Pier Guidi har en teoretisk chance, men det kræver at begge AMR biler har en rigtig skidt dag. De forsvarende mestre fra Porsche #92 med Michael Christensen og Kevin Estre har udspillet deres chancer, og kan kun avancere i mesterskabet, såfremt #51 ryger udenfor pointene, og #92 vinder.

TF Sport Aston Martin #90 med Salih Yoluc, Jonny Adam og Charlie Eastwood tog føringen i GTE AM mesterskabet med sejren på Le Mans. Dermed er AF Corse Ferrari #83 med Nicklas Nielsen, Emmanuel Collard og Francois Perrodo rykket ned på andenpladsen. De to hold er de eneste tilbageværende, som kan tage titlen. Til gengæld kæmper Dempsey-Proton Racing Porsche #77, AMR #98 samt Team Project 1 Porsche #57 omkring 3. pladsen. Men alt kan ske i en 10-bils GTE Am kategori. Vi har mistet MR Racing. Det japanske hold, som blev drevet af AF Corse, valgte at trække sig fra FIA WEC sæsonen grundet COVID-19 situationen, men videregav starttilladelsen til Car Guy på Le Mans.

Mens 8 ud af de 10 biler fortsætter med samme kørere som på Le Mans, så er det blevet store skiftedag hos Red River Sport. Her hopper Kei Cozzolino og Colin Noble ind i bilen, ved siden af Bonamy Grimes. Johnny Mowlem har tidligere antydet, at han nok har kørt hans sidste løb, og i stedet vil fokusere på at være teamchef/coach for Grimes, fremfor selv at skulle sidde i bilen i et par timer, hver gang. Cozzolino kom fra MR Racing/Car Guy bilen, og kender Ferrari 488 GTE Evo modellen ind og ud. Colin Noble plejer at køre LMP3 bil for Nielsen Racing, så det bliver lidt noget andet for ham. Han blev ikke valgt til deres LMP2 bil på Le Mans, hvilket han angiveligt ikke var alt for imponeret over, da han efterhånden har kørt rigtig mange sæsoner for dem i ELMS og Asian Le Mans Series m.v.

Dempsey-Proton Racing Porsche #88 er desværre endnu en gang med tre gange TBA. Det har været lidt af et lotteri, i forhold til hvem der har kørt bilen i år. Thomas Preining har sat i bilen i de fleste weekender, men ikke engang hans navn er skrevet på listen endnu.

Sæsonfinalen i FIA World Endurance Championship 2019/20 køres lørdag den 14. november.

Relaterede nyheder