Red Bull Ring, lørdag

ADAC GT Masters var nu kommet i gang med anden halvdel af 2020 sæsonen, hvor der denne gang skulle køres på Red Bull Ring i Østrig.

Det var en dramatisk kvalifikation, hvor asfalten var våd, hvilket gav en lidt speciel startopstilling. GRT Grasser Racing Team Lamborghini #82 med Steijn Schothorst og Tim Zimmermann, foran Schubert Motorsport BMW #10 med Henric Skoog og Nick Yelloly, mens Erik Johansson og Jens Klingmann havde kørt MRS GT-Racing BMW #14 ind på 3. startposition.

Mesterskabsførende Rutronik Racing Audi #31 med Kelvin van der Linde og Patric Niederhauser skulle starte helt tilbage fra 24. startposition, laaangt efter Toksport WRT Mercedes #22 med Maro Engel og Luca Stolz som var treer i mesterskabet, mens toer i mesterskabet, SSR Performance Porsche #92 med Michael Ammermüller og Christian Engelhart skulle starte fra P12.

Desværre var der ikke noget Team WRT Audi hold på startgridden, da tre af deres mekanikere var blevet testet positiv for COVID-19, så resten af holdet trak sig. Dermed var vi på 29 deltagende biler i denne weekend.

GRT Grasser Racing Team Lamborghini #82
Photo: Gruppe C Photography

Kørerne fik 2 opvarmningsomgange, inden løbet blev givet frit.

Som sædvanligt var der ballade i Sving 1, hvor #82 og #10 bankede skærme forrest i feltet, og Skoog i #10 var ude over afkørselsområdet, men kunne hold fuld gas på, og tage føringen i Sving 3.

KÜS Team75 Bernhard #18 kom i klemme i sving 1, og røg dermed allerbagerst i feltet.

Precote Herberth Motorsport Porsche #99 var rigtig frisk i starten, og kom helt op på andenpladsen, mens GRT Grasser Racing Team Lamborghini #82 røg helt tilbage på 4. pladsen.

Precote Herberth Motorsport #7 blev også forsinket lidt på første omgang, da de blev ramt af en af Team Zakspeed BKK Mobil Oil Racing Mercedes racerne, som både skubbe den på tværs af banen, og skubbe dem tilbage på rest kurs igen, i samme manøvre.

Schubert Motorsport BMW #10
Photo: Gruppe C Photography

EFP Car Collection by TECE Audi #11 var en af bilerne, som havde været lidt i kontakt på første omgang, så der kom en lille smule dækrøg fra bilen, da en af skærmene sad og gnubbede lidt på venstre bagdæk.

BWT Mücke Motorsport Audi #29 var en tur igennem gruset, men ikke værre end Riccardo Feller kunne komme tilbage på asfalten.

Der var kontakt mellem Montaplast by Land-Motorsport Audi #29 og DLV-Team Schütz Motorsport Mercedes #36, hvor #29 først fik et skub på bagkofangeren, og dermed røg ud i afkørselsområdet. Da #29 forsøgt at komme tilbage på banen, fik de endnu et skub, og var lige ved at ryge i autoværnet, men Kim-Luis Schramm kunne med nød og næppe styre bilen tilbage på asfalten. Kontakten endte med at #36 med Marvin Dienst bag rattet måtte udgå kort tid efter. Begge biler fik en advarsel, for henholdsvis at skubbe, og for at komme tilbage på banen på en farlig måde.

Rutronik Racing Audi #31 fik kæmpet sig godt frem i feltet, og var oppe på 13. pladsen, efter mindre end 20 minutters løb, og dermed oppe i pointene.

Toksport WRT Mercedes #22
Photo: Gruppe C Photography

Team Zakspeed BKK Mobil Oil Racing Mercedes #20 måtte pitte med skader på både front og siden af bilen, efter nogle kampe, som de havde været en del af. Splitteren på bilen var slået løs, så den hang og vibrerede ude på langsiderne, og dermed gjorde det umuligt at fortsætte.

Dagen blev kun værre for Polemanden, som kom ud i gruset i Sving 5, og dermed faldt tilbage på 6. pladsen.

Mirakuløst nok, foregik alle pitstops uden problemer, hvilket hører til sjældenhederne i ADAC GT Masters.

Rutronik Racing Audi #31 var kommet helt frem på 9. pladsen, og var dermed foran Toksport WRT Mercedes #22, og kun et par pladser bag SSR Performance Porsche #92.

Løbet var ved at falde lidt til ro, da en let regnbyge drev ind over banen, med godt 10 minutter igen. Det var dog ikke noget som generede kørerne, da vandet fordampede ligeså hurtigt, at det ramte asfalten.

GRT Grasser Racing Team Lambo #63 fik udbremset sig selv i Sving 3, og var lige ved at køre op i bagenden på MRS GT-Racing BMW #14, men Albert Costa Balboa nåede heldigvis at undvige.

GRT Grasser Racing Team Lamborghini #19
Photo: Gruppe C Photography

Toksport WRT Mercedes #22 fik udbremset sig selv i Sving 5, men undgik heldigvis at komme ud i gruset, og kunne nøjes med at tabe en enkelt plads til GRT Grasser Racing Team Lambo #19.

Der var drama for Team ISR Audi #33 på næstsidste omgang, da Frank Stippler måtte parkerede den på græsset, hel uden nogen form for motorkraft. Holdet havde ellers kørt et rigtig flot løb på 5. pladsen, indtil da.

Schubert Motorsport #10 med Henric Skoog og Nick Yelloly vandt løbet i suveræn stil, foran Precote Herberth Motorsport Porsche #99 med Sven Müller og Robert Renauer, mens MRS GT-Racing BMW #14 med Jens Klingmann og Erik Johansson sluttede treer.

Rutronik Racing Audi #31 holdt fast i mesterskabsføringen, foran SSR Performance Porsche #92, mens Precote Herberth Motorsport Porsche #99 sprang op på 3. pladsen, foran Toksport WRT Mercedes #22.

I morgen køres weekendens andet ADAC GT Masters løb, som kan følges på YouTube fra klokken 12.55.

Relaterede nyheder