2020 sidste kvalifikation kørt – opdateret

Kvalifikationen til årets sidste FIA World Endurance Championship i Bahrain blev kørt efter solnedgang, klokken 18.00 lokal tid.

Først havde GTE bilerne deres 20 minutters kvalifikation, til de to biler. Med omgangstider lige omkring 2 minutter, ville der ikke blive plads til ret mange forsøg, da der skulle to forskellige kørere, i hver af bilerne.

Som altid var der nogle sving, hvor der blev observeret for Track Limits. Jeroen Bleekemolen, Jonny Adam og Nicklas Nielsen var nogle af dem, som mistede en af deres omgangstider.

Michael Christensen holdt sig indenfor de hvide linjer, og var hurtigste GTE Pro kører, inden han gav bilen videre til Kevin Estre. AMR #95 med Nicki Thiim bag rattet var næsthurtigste kører, inden han gav bilen videre til Marco Sørensen.

AMR #98 var hurtigst i GTE Am, efter Ross Gunn satte en hurtig første tid.

Aston Martin Racing #95
Photo: Tim Hearn/AdrenalMedia.com

Estre kunne ikke helt matche Christensens tid, men Sørensen var til gengæld lidt hurtigere end Thiim, og rykkede meget meget tæt på Porsche kørerne. Sørensen havde dog en omgang mere at køre, og her satte danskeren kvalifikationens hurtigste omgangstid, og snuppede derved Pole Position.

Dermed skulle AMR #95 med Sørensen og Thiim starte fra Pole Position, foran Porsche #92 med Estre og Christensen, mens AF Corse Ferrari #51 James Calado og Daniel Serra var 3. hurtigst. 3 mærker indenfor 0,117 sekund på gennemsnit mellem de to kørere. Dermed har DaneTrain udbyttet føringen til 16 point i mesterskabet.

I GTE Am var AMR #98 med Paul Dalla Lana og Ross Gunn (plus Pedro Lamy) på Pole Position, foran TF Sport Aston Martin #90 med Salih Yoluc og Jonny Adam (plus Charlie Eastwood), mens Red River Sport Ferrari #62 med Kei Cozzolino og Bonamy Grimes (plus Colin Noble) var 3. hurtigste bil.

AF Corse Ferrari #83 med Nicklas Nielsen og Francois Perrodo (plus Emmanuel Collard) fik kun kvalificeret sig som 7’er blandt GTE Am bilerne, da Nielsen var et sekund fra hurtigste tid, og Perrodo var hele to sekunder langsommere end holdkammeraten. Deres held er at mesterskabsførende #90 ikke tog Pole, så afstanden er fortsat 8 point.

Aston Martin Racing #95
Photo: Marius Hecker/AdrenalMedia.com

Herefter skulle de 8 LMP biler på banen.

United Autosports #22 med Paul Di Resta var hurtigste LMP2 bil, efter første forsøg, foran Racing Team Nederland #29 og Jackie Chan DC Racing #37.

Toyota Gazoo Racing #7 var hurtigere end holdkammeraterne i #8, inden Brendon Hartley og Mike Conway blev skiftet ud med Kazuki Nakajima og Jose Maria Lopez.

Frits van Eerd i Racing Team Nederland #29 røg i fælden med Track Limits, men havde fået sat en respektabel tid inden da.

Det gjorde Thomas Laurent i Signatech Alpine Elf #36 og, men fulgte op med endnu en god tid.

United Autosports #22
Photo: Tim Hearn/AdrenalMedia.com

Phil Hanson i United Autosports #22 pittede, efter han fik hans hurtigste omgang fjernet, og fik et sæt nye dæk på raceren.

Toyota Gazoo Racing #7 med Mike Conway og Jose Maria Lopez (plus Kamui Kobayashi) tog Pole Position i LMP1 kategorien, foran #8 med Kazuki Nakajima og Brendon Hartley (plus Sebastien Buemi).

Pole i LMP2 kategorien gik til United Autosports #22 med Paul Di Resta og Phil Hanson (plus Filipe Albuquerque), foran Jackie Chan DC Racing #37 med Gabriel Aubry og Will Stevens (plus Ho-Pin Tung), mens Signatech Alpine Elf #36 med Thomas Laurent og Pierre Ragues (plus Andre Negrao) tog P3.

Toyota Gazoo Racing #7
Photo: Joao Filipe/AdrenalMedia.com

JOTA #38 var fjerdehurtigst, mens de to biler med Bronzekørere i bilen, Racing Team Nederland #29 og Cetilar Racing #47, kørte henholdsvis 5. og 6 hurtigste tid.

Løbet køres i morgen lørdag, med start klokken 12.00 dansk tid.

 

Opdatering

Efter kvalifikationen gik dommerne alle omgange igennem igen, og her kunne de se at en omgang var blevet annulleret uretmæssigt fra Porsche #92. Derfor holder #92 med Christensen og Estre nu på Pole Position i GTE Pro.

Relaterede nyheder