CGR bekræfter sportsvognskørere

Chip Ganassi Racing har bekræftet deres 2 sportsvognskørere til 2021 sæsonen i IMSA WeatherTech SportsCar Championship.

Det bliver danske Kevin Magnussen og hollandske Renger van der Zande, som skal køre holdets Cadillac DPi racer.

Van der Zande kender bilen fra Wayne Taylor Racing, hvor han har kørt modellen gennem de seneste tre sæsoner. WTR holdet skifter dog Cadillac raceren ud med en Acura model, og dermed er der ikke længere plads til hollænderen, hvor de i stedet har skrevet kontrakt med 3 tidligere Team Penske kørere plus Filipe Albuquerque.

Graphics: Chip Ganassi Racing

Magnussen kommer med 6 Formel 1 sæsoner i bagagen, men har ikke tidligere beskæftiget sig med sportsvogne. Det har dog været på tale, at han eventuelt skulle køre Le Mans med farmand Jan, men det er ikke blevet til noget indtil videre, og kommer heller ikke til at ske i 2021, da den ældre Magnussen blev annonceret hos High Class Racing i går, med Anders Fjordbach og Dennis Andersen som holdkammerater.

CGR holdet har endnu til gode at annoncere deres ekstrakørere ved langdistanceløbene i USA, men det forventes at Scott Dixon skal være den ene af de to kørere i bil #01. Det bilnummer har en lang historie for Chip Ganassi Racing indenfor sportsvognsræs, hvor det var deres ene bil i Daytona Prototype dagene. Fra 2016 stod holdet for Ford GT indsatsen i IMSA og FIA WEC serierne.

2021 sæsonen i IMSA WeatherTech SportsCar Championship starter i slutningen af januar måned på Daytona International Speedway.

Relaterede nyheder