Kvalifikationsløb forud for Rolex 24

IMSA WeatherTech SportsCar Championship sæsonen 2021 bliver skudt i gang med noget helt nyt.

Den traditionelle kvalifikation til Rolex 24 at Daytona – også kendt som Daytona 24 timers løbet – bliver erstattet af et kvalifikationsløb, som man også kender fra Daytona 500.

Denne del kommer til at foregå i forbindelse med ROAR testen, hvor der skal køres et 100 minutters ræs, hvor to af løbskørerne skal deltage i det løb. I LMP2, LMP3 og GTD kategorierne, skal den ene af de to være kategoriseret sølv eller bronze. Resultatet af det løb giver startgridden til 24 timers løbet ugen efter.

Forud for det løb, skal der dog også køres en kvalifikation, som afgør startplaceringerne til kvalifikationsløbet. Hver kategori får 15 minutters kvalifikation, som vi kender det fra 2020 udgaven. GTD kører sammen med GTLM, LMP3 skal køre alene, mens LMP2 og DPi også deles om banetiden.

Kvalifikationen til kvalifikationsløbet køres lørdag den 23. januar, mens kvalifikationsløbet køres den 24. januar. Sæsonens første point bliver uddelt efter kvalifikationsløbet, efter den nye pointskala for kvalifikationer – 35, 32, 30 osv.

Turner Motorsport BMW #96
Photo Courtesy of IMSA / Michael L. Levitt

Tiltaget gør to ting for IMSA.

1 – Der kommer mere fokus på ROAR testen, hvor der nu skal køres et reelt racerløb i stedet for bare træninger og eventuelle kvalifikations sessioner til garageplaceringer, som der er blevet gjort de seneste år.

2 – Da der køres om point, vil det næppe få nogle hold i BOP kategorierne til at sandbagge – altså køre lidt langsommere end hvad bilen reelt kan. Alle vil gå maksimalt efter alle de point, som der er at samle op.

Selvom det kun er 2 af kørerne, som skal køre i bilerne kvalifikationsløbet, får alle kørerne på de enkelte biler tildelt de samme point, uanset om de sidder i bilen eller ej.

Til ROAR testen skal der udover kvalifikation og kvalifikationsløbet også køres 4 træninger plus en Warm Up forud for løbet. Der køres to træninger fredag og to træninger lørdag, hvoraf den ene lørdagstræning bliver 2 timer i mørke.

Kvalifikationsløbet køres søndag eftermiddag den 24. januar, lokal Florida tid.

Relaterede nyheder