Long Beach og Laguna flytter til september

Arrangørerne af Long Beach Grand Prix har valgt at flytte 2021 udgaven af løbet til september måned.

Løbet skulle oprindelig være afviklet i april måned, men på baggrund af COVID-19, mener de at det er mere realistisk at afvikle det mellem den 24. og 26. september.

2020 udgaven blev helt aflyst, da COVID-19 også kom i vejen for den udgave.

Det betyder at både NTT IndyCar Series og IMSA WeatherTech SportsCar Championship må skubbe rundt på kalenderne.

IMSA bliver også nød til at skubbe forårets løb på WeatherTech Raceway Laguna Seca, da holdene ikke vil tage den lange tur til vestkysten to gange på en sæson.

Long Beach 2019
Photo Courtesy of IMSA / Scott R LePage

Det gør at løbet på WeatherTech Raceway Laguna Seca for sportsvognene i stedet køres fra den 10.-12. september – ugen inden Indycar besøger banen.

Long Beach bliver ny sæsonfinale i Indycar sæsonen, og overtager den status fra netop WeatherTech Raceway Laguna Seca.

Datoændringen giver dog problemer for de kørere, som både har planer om at køre IMSA WeatherTech SportsCar Championship samt FIA World Endurance Championship, da Long Beach nu kommer til at falde sammen med WEC løbet på Fuji banen i Japan. I forvejen er der sammenfald mellem Detroit løbet og scrutineering og testdagen forud for 24 timers løbet i Le Mans.

IMSA WeatherTech SportsCar Championship starter deres 2021 sæson på Daytona om en måned, mens NTT IndyCar Series starter den første weekend i marts i St. Petersburg, Florida.

Relaterede nyheder