BMW reducerer IMSA program

BMW Team RLL kommer til at køre et reduceret program i IMSA WeatherTech SportsCar Championship 2021.

Rygter at svirret i flere måneder, men BMW har ikke rigtig ville udtale sig før nu, få dage inden sæsonstarten i Daytona.

Holdet stiller op med to BMW M8 GTE racere i Michelin Endurance Cup løbene, hvilket er de fire langdistanceløb i sæsonen, som tæller Daytona, Sebring, Watkins Glen og Petit Le Mans.

Til sæsonstarten stiller bil #24 op med Jesse Krohn og John Edwards, som for følgeskab af Augusto Farfus og Marco Wittmann. Krohn, Edwards og Farfus vandt 24 timers løbet sidste år, hvor de havde Chaz Mostert med i bilen. Mostert kan dog ikke komme ud af Australien grund deres COVID-19 regler i landet, og er derfor forhindret i at rejse til USA. Wittmann kørte senest Daytona i 2016, hvor han hjalp til i Turner Motorsport M6 GT3 raceren.

BMW Team RLL #24 & #25
Photo Courtesy of IMSA / Barry Cantrell

Bil #25 får Connor De Phillippi og Bruno Spengler som grundstamme igen, mens Philipp Eng og Timo Glock skal hjælpe dem. Mens Eng også hjalp til i bilen sidste år, var han ligeledes med til at sikre sejren på Daytona i 2019. Glock debuterer i løbet, og får også løbsdebut i M8 GTE raceren. Han har ellers hidtil koncentreret sig om DTM bilen, og enkelte gange også M6 GT3 raceren.

Glock erstatter Colton Herta, som har en anden opgave i BMW familien.

Han skal nemlig køre sammen med Bill Auberlen, Robby Foley og Aidan Read hos Turner Motorsport i GTD kategorien. Her skal Auberlen og Foley dele bilen gennem hele IMSA sæsonen, i både sprint og langdistanceløb.

BMW har ikke annonceret hvem af de otte kørere, som skal køre resten af sæsonen, men det formodes at Wittmann og Glock kun skal hjælpe til på Daytona, da det kun er her at der er brug for fire kørere på bilen.

IMSA WeatherTech SportsCar Championship sæsonen starter på fredag, med halvanden dags testkørsler, inden den står på kvalifikation lørdag eftermiddag lokal tid, og kvalifikationsløb til 24 timers løbet søndag eftermiddag, lokal Florida tid. 24 timers løbet selv køres den 30.-31. januar 2021.

Relaterede nyheder