WRT præsenterer farver og kørere

Team WRT har præsenteret de 6 kørere, som skal køre for holdet gennem 2021 sæsonen i FIA World Endurance Championship og European Le Mans Series.

Deres 3 FIA WEC kørere bliver Robin Frijns, Ferdinand Habsburg og Charles Milesi i bil #31. Alle tre kørere får debut i FIA WEC, men Habsburg har allerede kørt sig varm i Asian Le Mans Series 2021, som han vandt i februar måned. Østrigeren var ligesom Milesi også på Daytona i januar måned, men ingen af kørerne fik kørt andet end træningerne, da deres respektive biler gik i stykker inden, og måtte udgå.

Frijns har gjort sig i GT3 ræs indtil nu, inden for sportsvognene, hvor de fire Audi ringe på kørerdragten har dikteret blandt andet Nürburgring og Spa 24 timers løbene. Derudover har han kørt DTM for det tyske mærke, og er aktuelt kørende i Formel E serien for Envision Virgin Racing, som har en Audi drivlinje.

Graphics: Team WRT

I ELMS serien skal Robert Kubica, Louis Deletraz og Yifei Ye køre ORECA 07 Gibson raceren med startnummer #41. Kubica skulle have haft sin LMP2 løbsdebut på Daytona, hvor han var holdkammerat med Habsburg hos High Class Racing, men polakken nåede heller ikke i bilen, inden den var udgået med gearkasseproblemer. Han har kørt lidt GT3 ræs før, blandt andet i 24 timers løbet i Dubai, og testede ByKolles Racing Team LMP1 raceren tilbage i 2017 på Monza, hvor han dog hurtigt pakkede hjelmen, og forlod testen, da bilen var plaget af tekniske problemer. Ellers er han jo primært kendt fra hans to Formel 1 perioder – før og efter det voldsomme rallyuheld.

Deletraz fik sportsvognsdebut til Le Mans i 2020, hvor han kørte for Rebellion Racing. Holdet sluttede på en hæderlig 4. plads, men man kunne godt se, at samspillet mellem de tre kørere ikke var 100% på plads, da de kun skulle køre det ene løb sammen, i en bil, som ingen af dem kendte i forvejen. Men alligevel har den unge franskmand vist nok, til at han får chancen i en LMP2 racer i ELMS.

Yifei Ye kommer direkte fra Asian Le Mans Series, hvor han vandt titlen sammen med Habsburg. Inden da havde den stået på formelbiler for den unge kineser, hvor han blandt andet havde vundet Euroformula Open og det franske Formel 4 mesterskab. Han imponerede så meget i LMP2 bilen, at WRT slet ikke havde nogle skrupler ved at putte ham i bilen.

Holdet offentliggjorde samtidig farverne på FIA WEC bilen, som bliver de traditionelle WRT/Audi farver med rød, hvid og sort.

FIA World Endurance Championship er planlagt til at skulle starte om en måned i Portimao i Portugal, mens European Le Mans Series efter planen skal starte to uger senere på Circuit de Barcelona-Catalunya i Spanien.

Relaterede nyheder